Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Eksklusivt. Med adgangen til Panama Papers har Politiken fået mulighed for at arbejde med en af årets største historier, siger chefredaktør Anne Mette Svane. (arkivfoto)
Foto: JOACHIM ADRIAN

Eksklusivt. Med adgangen til Panama Papers har Politiken fået mulighed for at arbejde med en af årets største historier, siger chefredaktør Anne Mette Svane. (arkivfoto)

Panama Papers
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Chefredaktør: Vi giver ikke nøglen til Panama Papers fra os

Interview. Vores uafhængighed er intakt, selv om vi har accepteret betingelser for at få adgang til Panama Papers, siger Anne Mette Svane.

Panama Papers
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Panama Papers har sat dagsorden i store dele af verden, siden flere end 100 medier for nylig begyndte at offentliggøre historier fra det gigantiske læk af 11,5 millioner interne dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca.

Her i landet det kun Politiken og DR Dokumentar, der har adgang til materialet.

Men tjener det samfundets interesser bedst, at det i Danmark udelukkende er en gruppe journalister fra de nævnte to medier, der kan kigge dybt i filerne? Bør de dele dokumenterne med reportere fra store danske erhvervsmedier for at sikre den bedste og bredeste dækning af lækagen?

De spørgsmål rejste netmediet Føljeton forleden og svarede selv: Ja, det bør Politiken og DR gøre.

»Sharing is caring«, som konklusionen lød i mediets nyhedsbrev.

Vi har på den baggrund lavet et interview med Anne Mette Svane, der er chefredaktør på Politiken.

Anne Mette Svane, hvorfor er det vigtigt for offentligheden at få kendskab til Panama Papers?

»Der bliver flyttet store summer globalt ind i principielt set lovlige konstruktioner, hvor man benytter sig af skattely. Vi har været igennem finanskriser, og der bliver sparet alle steder i den offentlige sektor. Det stiller alle borgere over for grundlæggende diskussioner, om det er rimeligt, at velhavende borgere skjuler store summer. Tag for eksempel Island, der er et meget ungt demokrati, og som har oplevet de hårdeste konsekvenser af finanskrisen. De må nu sande, at den politiske og juridiske elite samt mediechefer i forbindelse med finanskrisen har benyttet sig af disse konstruktioner og selskaber til at skubbe meget store formuer og midler til side«, siger Anne Mette Svane.

Hvad betyder det for Politiken, at vi har adgang til de her 11,5 millioner dokumenter, og andre konkurrerende aviser ikke har?

»At vi har mulighed for arbejde med en af årets største historier. Det interessante ved Panama Papers er, at dokumenterne som dominobrikker fører til en helt anden global offentlighed, end vi normalt ser. Det så vi også med nogle af de andre store lækager - luxleaks, swissleaks og offshoreleaks. Vi har arbejdet med disse læk, fordi vi er blevet medlem af den internationale uafhængige journalistiske organisation, ICIJ. De stiller en række krav til, hvordan vi sikkerhedsmæssigt skal kunne håndtere data. Dette enorme datamateriale er stjålet materiale. Derfor har ICIJ lavet en række principper, som medier med adgang til dokumenterne skal bekende sig til. Det er vigtigt art huske på, at vi får et uberettiget blik ind i almindelige menneskers privatøkonomi og selskabers økonomi«.

Politikens graverchef John Hansen har været en af de ledende journalistiske kræfter bag Panama-lækagens afsløringer. Her besvarer han en række af de presse-etiske spørgsmål, som sagen også rejser. Kilde: politiken TV / Foto: Nima Hajarzadeh

Nyfigenhed eller offentlig interesse?

Hvad er de vigtigste principper?

»At man kan håndtere data sikkert, så alle, der måtte have en interesse i materialet, ikke bare kan få adgang til det. Netop fordi det er ulovligt indhentet materiale, så skal vi stille en række grundlæggende kritiske spørgsmål. Vi kender ikke kilden, og vi kender ikke motivet for at lække. Vi ved ikke, om alt materiale indgår, eller om det er sorteret. Derfor skal vi verificere hvert enkelt dokument. Vi skal stille os spørgsmålstegn ved, om det er relevant historie for offentligheden, eller om det kun er nyfigenhed? Det er derfor, at vi blandt andet ikke publicerer samtlige danske navne i materialet«.

Store erhvervsmedier som fx Børsen, Finans og Business med mange dygtige reportere sidder og bider negle over, at de ikke har adgang til de her dokumenter. Tror du, at de kunne lave væsentlige og grundige historier om Panama Papers, hvis de havde adgang?

»Det er jeg helt sikker på, at de kunne. De har også lavet selvstændige historier på ryggen af de historier, vi har lagt frem. Når man bliver optaget i ICIJ, så opfylder man nogle principper, som betyder, at hvis andre konkurrerende medier fra samme land skal have adgang til materialet, så kræver det, at vi fra Politiken og DR Dokumentar (som også har adgang, red.) skal acceptere det«.

Hvorfor deler Politiken ikke dokumenterne med andre medier, hvis du tror, at de kunne lave gode historier?

»Vi må ikke dele dokumenterne. Det har vi bekendt os til ved, at vi indgår som medlem i ICIJ. Så hvis man er et konkurrerende medie, så skal man ansøge ICIJ om at få adgang«.

Så det er en betingelse, vi har accepteret for at få adgang til dokumenterne, at vi ikke må dele dem med andre?

»Ja. Man skal ansøge ICIJ, som den organisation der faciliterer og sørger for ordnede vilkår«.

Hvordan stemmer det overens med vores retningslinjer for journalistik her på stedet og omgang med kilder, at vi laver aftaler om, hvem vi må vise dokumenterne til?

»ICIJ er ikke vores kilde. De faciliterer, at vi har adgang til materialet«.

100 procent til Politikens fordel

Men hvordan stemmer det overens med vores retningslinjer for journalistik, at vi laver aftaler om, hvordan vi kan bruge materialet, og hvem vi kan vise det til?

»Det er klart, at vi som udgangspunkt er imod enhver form for klausul, men når det handler om den måde, som ICIJ har faciliteret materialet, så er det 100 pct. til Politikens fordel, at det ikke bliver et kapløb om at komme først med solohistorier, der gør, at man går på kompromis med sin research. Derfor har der været adgang til at søge i materialet i lang tid. Der har været konferencer, hvor man har mødtes, og man har samarbejdet om globale historier«.

Sådan som jeg er opdraget her i huset, så laver vi ikke handler med kilder om, hvordan vi bruger det materiale, vi får?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men ICIJ er ikke kilden. De faciliterer et forpligtende samarbejde, om hvordan man...«.

Hvem er så kilden?

»Kilden kender vi ikke«.

Så den nærmeste kilde, vi kender, må være ICIJ?

»Vi er nødt til at være skarpe her. ICIJ er ikke kilden. Der har været en kilde, som er gået til Süddeutsche Zeitung med dette gigantiske stjålne materiale. Der har de valgt, at de som medie vil have fordel af, at de ikke skal sidde alene i mange måneder og gennemtrawle dokumenterne. Samtidig kunne de hurtigt se, at det her er en stor global historie, som vil sætte en dagsorden verden over. Så de har set en fordel i at samarbejde og stille materialet til rådighed under nogle ordnede vilkår. I forbindelse med nogle af de store lækager, som Julian Assanges organisation Wikileaks stod bag, var der efterfølgende historier om, at mennesker blev bragt i fare, fordi materialet ikke var blevet gennemgået for at se, om der er nogle spioner, som kunne blive afsløret. Det er stjålet materiale, som gør, at de kvalitetsmedier, der er medlem af ICIJ og sidder med materialet, skal være meget opmærksomme på, hvordan de behandler det, fordi mange kan have en særlig interesse. Det handler ikke kun om politikere, store banker og fodboldspillere. Lækket handler også om dybt kriminelle mennesker. Så det kan forårsage en uoverskuelig sneboldeffekt, hvis man gav frit spil til alle«.

Kan du være sikker på, at Politiken kan grave sig dybt nok ned i det her gigantiske materiale på 11,5 millioner dokumenter?

»Det kan jeg ikke vide, for materialet er enormt. Men vi har en af landets mest erfarne undersøgende på sagen. Han har arbejdet med de øvrige store lækager – blandt andet offshoreleaks, swissleaks og luxleaks. Derfor føler jeg mig tryg ved, at vi arbejder med materialet på en forsvarlig og etisk korrekt måde«.

En ny medievirkelighed efter lækager

Hvordan har du det med som chefredaktør på et uafhængigt medie, at vi i det her tilfælde har accepteret en række betingelser for at få adgang til materialet?

»Det kan jeg sagtens forsvare. Men man skal se det på den måde, at meget har ændret sig i den moderne medievirkelighed efter Edward Snowden og Julian Assange. Vi har fået nogle andre metoder. Hvor vi tidligere har brugt vores aktindsigt, vores kritiske spørgsmål og grundige benarbejde, så er der nu så meget information fra whistleblowers, der bliver offentliggjort. Det betyder, at medier får andre og nye muligheder for samarbejde og for at få adgang til oplysninger, som ellers aldrig var kommet frem. Det er en ny medievirkelighed, som vi skal agere i«.

Det lyder, som om vi giver køb på vores uafhængighed mod at få adgang til materiale, vi ellers ikke ville have adgang til?

»Det mener jeg ikke. Det er 100 procent Politiken, som bestemmer, hvilke historier vi laver«.

Men vi bestemmer ikke betingelserne for at få adgang til materialet?

»Vi har adgang til materialet, og vi har skrevet under på nogle principper, som giver god mening for at sikre, at det ikke bliver et kapløb om at få offentliggjort nogle solohistorier, hvor man måske har gået på kompromis med kvaliteten. Men vi er ikke forpligtet til at publicere bestemte historier«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du ville aldrig skrive under på en kontrakt med et ministerium, for at Politiken kunne få adgang til en rapport om sundhedstilstanden i Danmark før andre medier?

»Nej. Jeg forstår udmærket spørgsmålene, men Politiken afgiver ingen former for uafhængighed ved at indgå i dette samarbejde. Samarbejdet giver god mening, for det definerer en ny type offentlighed, der har defineret den globale dagsorden inden for de seneste fem til syv år. Se på Edward Snowden. Hans lækage blev suverænt styret af to journalister. Man må håbe, at Snowden har haft meget stor tillid til de to meget dygtige journalister, som har filtreret alt det materiale. Denne gang har mange flere medier verden over arbejdet med materialet, hvor man har overholdt nogle simple retningslinjer om for eksempel, hvornår man publicerer historier, så det ikke bliver et kapløb. Det giver en større bredde, og det er godt«.

Vil dokumenterne på et tidspunkt blive delt?

»Vi kommer ikke til at give nogen nøglen til søgemaskinen, for det har vi forpligtet os til som medlem af ICIJ. Men ICIJ har meddelt, at de i løbet af maj vil offentliggøre navne på over 200.000 selskaber og de vigtigste nøglepersoner i forbindelse med de selskaber. Ligesom medier fra lande, som ikke har arbejdet specielt meget med Panama Papers, kan ansøge om at få adgang til materialet. For at sprede bølgen ud. Det gode ved dette samarbejde er, vi får en række kontakter over hele verden, som betyder, at vi laver bedre journalistik. Vi har fået et større netværk og bedre mulighed for at udveksle viden og research. Det giver god mening i en verden, hvor problemerne går på tværs af landegrænser«, siger Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden