spadestik. Europaparlamentet har i dag vedtaget mandatet for det undersøgelsesudvalg, som skal kulegrave skandalen, som  de lækkede Panama-papirer har afsløret.
Foto: Janus Engel (arkiv)

spadestik. Europaparlamentet har i dag vedtaget mandatet for det undersøgelsesudvalg, som skal kulegrave skandalen, som de lækkede Panama-papirer har afsløret.

Panama Papers

Danske Jeppe Kofod og 64 kolleger skal kulegrave Panama-skandalen

Afsløring af hvidvask af penge og skatteunddragelse i Panama Papers i fokus for nyt kæmpeudvalg i Europaparlamentet.

Panama Papers

Europaparlamentet nedsætter nu et udvalg, der får et år til at undersøge den skattesnyd, som de såkaldte Panama-papirer har afsløret i en skandale om sorte penge fra hele verden.

Udvalget skal blandt andet gennem afhøringer af nøglepersoner undersøge, hvor EU's nuværende regler har fejlet. Det skal desuden komme med forslag, der skal forhindre svindel i fremtiden.

Europaparlamentet har onsdag i Strasbourg vedtaget mandatet for undersøgelsesudvalget, der får 65 medlemmer, heriblandt gruppeformanden for de danske socialdemokrater, Jeppe Kofod.

Mossack Fonseca indkaldes

»Vi skal komme nogle spadestik dybere og finde ud af, hvilken lovgivning vi skal have på plads i Europa for én gang for alle at få sat en stopper for det her svineri«, siger Jeppe Kofod.

Vi skal en gang for alle have sat en stopper for det svineri.

Han forventer, at udvalget vil indkalde og afhøre myndighederne i Panama og andre lande samt det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, hvorfra de 11,5 millioner dokumenter, der fik skandalen til at rulle, er lækket.

Afhøring af de store banker

Også Nordea, der har åbnet mange selskaber i Panama til sine kunder, kan forvente at blive indkaldt til afhøring i EU-Parlamentets undersøgelsesudvalg.

»Jeg vil i hvert fald foreslå, at de største banker i Europa, inklusiv Nordea, bliver indkaldt til afhøring om deres procedurer«, siger Jeppe Kofod.

Han forventer, at udvalget vil afdække, hvordan banker, advokater og revisorer hjælper rigmænd, kriminelle og terrorister med at hvidvaske og skjule penge for myndighederne.

I det mandat, som Europaparlamentet onsdag har vedtaget med stort flertal, vurderes skatteunddragelse hvert år at koste EU-landene mellem 50 og 70 milliarder euro.

Det svarer til mellem 375 og 525 milliarder kroner om året.

I forvejen har det såkaldte TAXE-udvalg i Europaparlamentet undersøgt sagen om Luxembourgs hemmelige skatteaftaler med multinationale selskaber, som lod dem slippe med at betale symbolske beløb i skat.

Skarpere tænder

Panama-udvalget får skarpere tænder, fordi det i modsætning til forgængeren er et egentligt undersøgelsesudvalg.

Det betyder, at udvalget kan forlange at medlemslandene udleverer dokumenter til brug for undersøgelsen.

»Det nye udvalg får simpelthen flere muskler, end det gamle havde. Nu kan vi kræve dokumenter udleveret, som EU’s medlemslande før har holdt tilbage, vi kan få vidneudsagn fra bankdirektører, embedsmænd, skatterådgivere og advokater. Kort sagt kan vi komme et spadestik dybere, end vi kunne før« siger Jeppe Kofod til politiken.dk.

»Før var vi begrænset af, at vi primært måtte undersøge skattefusk ud fra et statsstøtte-perspektiv. Vi havde simpelthen ikke mandat til at gå målrettet efter den skatteunddragelses-industri, som er blevet afsløret af Panama-Papirerne. Det får vi nu, og det betyder, at vi kan gå målrettet efter firmaer som Mossack Fonseca og andre, der lever af at snyde statskasserne for skat«.

I Danmark har Skat netop fået meget vide beføjelser fra Skatterådet til at kræve oplysninger fra et ukendt antal banker om kunder gennem de seneste 10 år med tilknytning til skattelyselskaber som, dem der optræder i titusindvis i Panama Papers.

Skat er desuden i gang med at undersøge 65 danske spor, der er dukket op i kølvandet på det gigantiske læk af dokumenter fra Mossack Fonseca i Panama.

Endelig bearbejder Finanstilsynet i Danmark de svar, som danske banker blev afkrævet i april om deres samarbejde med Mossack Fonseca og andre tilsvarende firmaer, som opretter selskaber i skattely. Resultatet af den undersøgelse ventes fremlagt inden sommerferien.

/ritzau/ + jhn

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden