Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Krise? Hvad er op og ned i den amerikanske finanspolitiske debat?

Financial Times
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Analyse: Her er de virkelige perspektiver for fremtiden for USA's finanspolitik

Den er finanspolitiske situation i USA er langt bedre end sit rygte – den nuværende finanspolitiske krise er kunstigt skabt.

Financial Times
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De seneste ugers uenighed om USA’s finanspolitik har ført til så ophedet politisk debat, at man som kommentator sagtens kan drage den slutning, at USA står over for en finanspolitisk katastrofe.

Generelt er den finanspolitiske situation dog i bedring, og der er ingen alvorlig risiko inden for den nærmeste fremtid. Den eneste finanspolitiske krise, USA står overfor, er en kunstigt skabt krise, som fremmanes af folk, der nærer ønske om at fremstå som de redningsmænd, der kan afværge krisen.

I virkeligheden drejer det sig om noget helt andet, nemlig hvilken politik amerikanerne ønsker, at regeringen skal føre, og hvordan man vælger at betale for en sådan politik.

Alternativ beregning Finanskrisen bevirkede, at underskuddet på USA’s samlede statsfinanser tilbage i perioden 2007-2009 steg drastisk, nemlig fra 2,7 til hele 12,9 procent af bruttonationalproduktet (bnp). Men ifølge de seneste prognoser fra Den Internationale Valutafond (IMF) vil underskuddet i år udgøre 5,8 procent af bnp og i 2015 blot 3,9 procent.

Og en stor del af dette fald skyldes, at det strukturelle underskud er faldet. I 2010 lå det strukturelle underskud på 8 procent, hvorimod det i år blot vil udgøre 3,9 procent.

En del af forklaringen på den lave vækst finder man i de finanspolitiske stramninger, som i år har været på 2,6 procent. Efterhånden som man letter på den stramme finanspolitik, burde væksten dog sætte ind.

De seneste langtidsprognoser fra Kongressens budgetkontor, hvor der sidder repræsentanter for begge politiske lejre, giver også god grund til optimisme på mellemlangt sigt. De viser, at det offentliges gæld set i forhold til bnp i det næste årti vil falde fra 73 til 71 procent.

Den eneste finanspolitiske krise, USA står overfor, er en kunstigt skabt krise, som fremmanes af folk, der nærer ønske om at fremstå som de redningsmænd, der kan afværge krisen

Den slags beregninger laver budgetkontoret altid med udgangspunkt i den aktuelle lovgivning. Men denne beregningsmetode gav i fjor budgetkontoret vanskeligheder, og derfor opstilles der nu to forskellige prognoser: en almindelig og en alternativ.

I den almindelige gik man ud fra, at skattelettelserne fra den tid, hvor George Bush var præsident, ville løbe ud, sådan som loven foreskriver. Og skattelettelsernes ophør vil sammen med andre faktorer betyde, at de offentlige indtægter inden 2037 vil nå op på 24 procent af bnp. Men dette anså Kongressens budgetkontor – med rette – for at være usandsynligt.

Det viste sig da også, at det ikke var samtlige af Bushs skattelettelser, som ville udløbe. Derfor udarbejdede kontoret en alternativ beregning, hvori det forudsatte, at skattelettelsernes udløbsdato ville blive forlænget til 2022, og de offentlige indtægter ville så forblive på deres niveau fra 2022 og udgøre 18,5 procent af bnp.

Kan køre videre med kæmpegæld
Er disse langtidsprognoser katastrofale? Nej, de er ej. USA vil med al sandsynlig godt kunne oppebære en offentlig gæld på 100 procent af bnp. Det er en høj gældsætning, men kan til nød håndteres. Og det er realrenten, som vil afgøre omkostningerne ved det.

Hvis realrenten ikke overstiger vækstraten, bliver USA ikke en gang nødt til at køre med overskud på finanslovene for at få stabiliseret gældsraten. Hvis det offentliges gæld skal fastholdes på 73 procent, skal de samlede tal for det offentliges indtægtsside og besparelserne på udgiftssiden blot forbedres med 0,8 procent af bnp nu og med 1,3 procent i 2020, og det er et relativt beskedent mål i forhold til de resultater, man har opnået i de seneste år.



Kongressens budgetkontor fastslår, at »hvis gælden inden 2038 skal falde til et niveau på 39 procent af bnp, sådan som niveauet var i 2008, forudsættes en kombination af flere skatteindtægter og stramninger i den del af offentlige forbrug, som ikke vedrører afbetaling af gæld, på 2 procent af bnp i de næste 25 år«.

Ifølge sidste års prognoser ville man være kommet et langt stykke ned imod det niveau, hvis man havde ladet Bushs skattelettelser udløbe. Den amerikanske økonomi trivedes jo glimrende i 1990’erne, før man foretog disse ufinansierede skattelettelser.

Derfor er det også mærkeligt, at Barack Obama ikke lod dem udløbe, da han havde chancen i slutningen af 2012 i forbindelse med striden om the fiscal cliff, som truede med at sende USA i den økonomiske afgrund. Havde præsidenten gjort det, ville han i dag have været langt bedre rustet i sit forsøg på at føre en afbalanceret finanspolitik. Nu må han i stedet ty til besparelser og lade grønthøsteren køre hen over landet.

Fem finanspolitiske udfordringer
Og alligevel er der stadig mulighed for, at man kan skære af på gælden uden at blive tvunget til yderligere finansøkonomiske stramninger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I andet kvartal af 2013 lå bnp 14 procent lavere, end tallene fra 1980-2007 tydede på, men bnp kan meget vel genvinde en stor del af det tabte terræn. Og som tidligere finansminister Lawrence Summers så rigtigt bemærkede, er det behæftet med særdeles stor usikkerhed, når man laver langtidsprognoser om et helt kvart århundredes udvikling i forholdet mellem det offentliges indtægter og udgifter.

Vækst er dog ikke udelukkende en usikker størrelse. Den er faktisk meget lydhør, hvis blot man fører en intelligent politik på både kort og på langt sigt. På mellemlangt sigt er der ikke risiko for, at USA’s finanspolitik kollapser. Den er faktisk så bæredygtig, at USA kunne vente helt til 2020 uden at træffe nye beslutninger.

Men det betyder ikke, at landet ikke står over for finanspolitiske udfordringer. Fem er disse er lette at få øje på.

Det handler ikke om gælden. Det drejer sig om, hvorvidt den amerikanske befolkning vil betale de skatter, der skal til



For det første rammer besparelser via grønthøstermetoden helt vilkårligt. Det må der laves om på.

For det andet er der – som Ezra Klein har udtrykt det i Washington Post – »en enorm stående hær af fagfolk, som beskytter den kæmpemæssige forsikringskoncern«, som regeringen udgør. Kongressens budgetkontor forudser, at udgifterne til socialområdet i løbet af de næste 25 år vil stige fra 4,9 til 6,2 procent af bnp, mens udgifterne på sundhedsområdet vil stige fra 4,6 til 8 procent. Det vil føre til et slemt pres på de andre udgiftsområder.

For det tredje indgår det som en del af løsningen, at udgifter til pensioner og sundhedsområdet skal holdes i kort snor. Det kan udmærket lade sig gøre på sundhedsområdet. Set i forhold til bnp bruger den amerikanske regering lige så mange penge på det område, som mange europæiske velfærdsstater gør, men de dækker en langt mindre del af befolkningen.

Det må være muligt at levere omtrent det samme med et lavere udgiftsniveau eller levere mere med omtrent samme udgiftsniveau.

For det fjerde er der i USA hårdt brug for en skattereform. Her er der virkelig et enormt spillerum både med hensyn til at gøre systemet mere effektivt og mere retfærdigt. Det helt store skattespørgsmål

For det femte og sidste må den andel af bnp, som de offentlige indtægter udgør, sættes i vejret. Budgetkontorets prognose sætter den til at udgøre 19,7 procent i 2038. Det er for lidt – medmindre Tea Party-bevægelsen får skåret drastisk ned på det offentliges udgifter på social- og sundhedsområdet.

Men når man betænker gennemsnitsalderen blandt bevægelsens medlemmer, forekommer det scenario dog meget usandsynligt. Tallene fra budgetkontoret lader forstå, at der meget vel kan blive brug for at øge det offentliges indtægter til 22 procent af bnp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Men dette mål er utvivlsomt også gennemførligt. Og den aktuelle debat bør netop dreje sig om, hvordan man når dette mål. Det handler ikke om gælden. Det drejer sig om, hvorvidt den amerikanske befolkning vil betale de skatter, der skal til, så den regering, som den selv har valgt via lovgivningen, har råd til at gennemføre sin politik.

I USA har man iværksat adskillige omfattende socialpolitiske tiltag. Men det lader til, at man ikke kan nå til enighed om de fornødne skatter, som jo er en forudsætning for at føre tiltagene ud i livet, hvis man samtidig også vil opretholde et blot nogenlunde rimeligt serviceniveau fra statens side.

Og den svulstige retorik om uholdbar gældsætning, og hvordan selv meget moderate skattestigninger vil virke demotiverende, overskygger og forvansker det, man egentlig burde diskutere.

Oversættelse: Jacob Giese
Med licens fra Financial Times

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden