Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Co-living. I byer som New York har bofællesskaber ikke længere deres udspring i gamle kollektiver, men i moderne kontorfællesskaber.
Foto: Tine Harden (arkiv)

Co-living. I byer som New York har bofællesskaber ikke længere deres udspring i gamle kollektiver, men i moderne kontorfællesskaber.

Financial Times
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velkommen til kollektivet 2.0: Co-living er den nyeste dille blandt iværksættere

Bekvemmelighed er det nye nøgleord, og prisen er som for et lejet værelse.

Financial Times
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Megan Lathrop gik gennem døren til det fireetagershus i San Francisco, der skulle være hendes nye hjem, blev hun straks inddraget i en samtale om et meditationshold, som en af hendes 20 husfæller var lærer for. Det fik hende til at føle sig hjemme.

»Jeg ville gerne bo et sted, der var præget af samarbejde og læring, nye situationer og samtaler«, siger hun. Megan Lathrop er single og midt i 30’erne. Et halvt år før hun kom til huset i San Francisco, droppede hun en succesfuld bankkarriere for at rejse ud i verden og finde sig selv. Da hun vendte hjem til USA i januar sidste år, fandt hun Campus, en ny virksomhed, der driver bofællesskaber. I forhold til de lejligheder, hun i de meste af sit voksne liv havde delt med venner og bekendte, føltes hendes nye miljø meget mere som en familie, hvor man hjalp hinanden med at udvikle sig.

»De ville gerne vide, om jeg kunne lave mad eller undervise i yoga eller indretning«, siger Megan Lathrop, der nu driver sit eget firma, finansrådgivningen Finanseer. »Der var en umiddelbar interesse i, hvad man havde at bidrage med«.

Co-living, bofællesskaber, er den nyeste dille blandt iværksættere, og ideen er til dels inspireret af de kontorfællesskaber, som stadig flere freelancere vælger at arbejde i. Bofællesskaber er traditionelt blevet betragtet som noget, kun studerende, hippier og ældre mennesker havde interesse i. Men trenden med kontorfællesskaber har overbevist en ny generation af iværksættere om, at der også kan være gode forretningsmuligheder i fællesskabstanken.

Høje boligpriser, internationale karrierer, tendensen til at stifte familie i en sen alder og en udviskning af grænserne mellem det digitale og det fysiske såvel som det personlige og det professionelle er blot nogle af årsagerne til, at folk igen er begyndt at tænke i bofællesskaber. Ikke kollektiver som dengang i 70’erne, men en moderne udgave af dem. En version 2.0.

Alt inklusive

Nøgleordene er bekvemmelighed og fællesskab. Virksomheder, der driver bofællesskaberne, tilbyder ofte fleksible, korte lejemål og faste månedlige gebyrer, der dækker husleje, regninger, rengøring og fælles aktiviteter. Formålet er at give den enkelte færre praktiske ting at forholde sig til, minimere de uoverensstemmelser, der kan opstå mellem bofæller, og frigøre kreativiteten og samarbejdsånden.

»Det er boliger on demand«, siger James Scott, den 23-årige driftsdirektør hos The Collective, en ny virksomhed i London, der udvikler og administrerer ejendomme. »Mine forældre har en reol fuld af bøger og dvd’er; jeg har en Netflix-konto og en Kindle. Vi er langt mere optaget af at opleve end at eje«.

Næste år har The Collective planer om at udvikle en 11-etagers ejendom i udkanten af London med 550 enkeltværelser, et arbejdsområde og et knap 1.000 kvadratmeter stort fællesområde, der blandt andet skal rumme træningscenter, spa, spisesale, en atriumgård og møntvaskerier peppet op med diskokugler.

Det er der, man sover, og man har så resten af bygningen som sin dagligstue

De små værelser, der allerede er udstillet, ligner en blanding af en skandinavisk lejlighed og et japansk kabinehotel, med farverige sengetæpper, vægmonterede fladskærme og et lille køkken, der deles med naboen.

»Det er der, man sover, og man har så resten af bygningen som sin dagligstue«, siger 26-årige Reza Merchant, der er direktør for og stifter af The Collective. »Ved at dele på denne måde får man adgang til utroligt meget mere, end hvis man bare deler en lejlighed med en anden«. Firmaer regner med, at den samlede pris bliver på omkring 10.000 kroner om måneden, hvilket svarer til huslejen for et værelse eller en etværelseslejlighed i samme område. Det er ikke bare de fælles faciliteter, der er inkluderet i prisen: The Collective vil også ansætte ’fællesskabskoordinatorer’, der skal arrangere fælles aktiviteter for beboerne.

Varm luft

Men kan man overhovedet sælge fællesskab og bekvemmelighed på samme tid? Et godt fællesskab kræver som regel kontinuitet, og det kan være svært at opnå, når folk typisk bruger ordningen som noget midlertidigt. Reza Merchant forventer, at folk i gennemsnit vil bo i The Collectives boliger i 9-12 måneder. »Det her et overgangsprodukt – det er ikke et sted, man bliver boende resten af sit liv«, siger han.

Noget af det, der går igen hos denne type af virksomheder, er, at de gerne bruger it-branchens jargon til at beskrive, hvad de foretager sig. De taler om at ’kuratere’ boliger og onboarde (det vil sige præsentere) beboere for lokale virksomheder. Men det fremgår ikke altid klart, hvad de smarte ord dækker over i praksis, og der er da også kritikere, som mener, at der er rigeligt med varm luft i markedsføringen af de moderne bofællesskaber. »I virkeligheden handler det om at holde priserne tilstrækkeligt langt nede«, siger Lucian Smithers, marketingdirektør for Pocket, et ejendomsselskab, der sælger ’mikrolejligheder’ til førstegangskøbere i London.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi er ikke helt sikre på, at disse løsninger holder i længden«, siger han. Huslejen kan ganske vist være lige så lav som for et værelse eller en lille lejlighed, men i de moderne fællesskaber bliver der ofte pålagt et ekstragebyr per kvadratmeter.

Selektivt fællesskab

Kollektivbranchen er da også blevet ramt af en opsigtsvækkende konkurs. Campus, startup-virksomheden, der udlejede til Megan Lathrop og havde PayPal-milliardæreren Peter Thiel som en af sine investorer, drejede pludselig nøglen om i sommer.

Der bliver også sat spørgsmålstegn ved, hvor inkluderende den nye boform egentlig er. Nogle firmaer har en ret omfattende udvælgelsesproces. Ryan Fix, stifter af Pure House, administrerer et fællesskab på 40-50 beboere, der er spredt over 10 ejendomme i New York. Han interviewer personligt hver eneste ansøger og beder de eksisterende beboere om at vurdere, om vedkommende vil passe ind. Det handler mest om at sikre, at beboerne har forenelige værdier, siger han. Alle medlemmer hos Pure House »gennemgår en forvandling, så de kommer til at lave det, de elsker, og og udleve deres passion«.

Brad Hargreaves er stifter af Commons, et selskab, der tilbyder bofællesskab i Brooklyn. Han tror på, at det er muligt at opbygge et solidt fællesskab uden at gøre et større filosofisk nummer ud af det. »Jeg er nødt til at tænke på, hvordan vi løser kundernes behov, men jeg behøver ikke at skabe en social eller politisk bevægelse«, siger han.

Selskabet er egentligt et biprodukt af General Assembly, et netværk af skoler, der underviser vordende iværksættere i digital innovation. Hos General Assembly, som Brad Hargreaves er medstifter af, møder han mange studerende, der ikke kan finde et sted af bo, mens de tager deres kurser.

Commons er et forsøg på at dække det behov. Selskabet indviede sin første ejendom i forrige uge. Den ligger i Brooklyn og har plads til 20 beboere. Forbindelsen til General Assembly betyder, at beboerne sandsynligvis selv vil træffe valg, der vil være med til at skabe sammenhold. »Jeg tror ikke, at alle melder sig til på grund af fællesskabet, men fællesskabet vil være grunden til, at de bliver boende«.

Men selv når et firma i dette hjørne af boligmarkedet må dreje nøglen om, kan de menneskelige relationer, de skaber, tilsyneladende godt leve videre. Megan Lathrop har dannet det, hun kalder et »selvvalgt fællesskab« bestående af 11 personer, der i dag bor i en del af den bygning, hun i sin tid flyttede ind i via Campus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sarah Kessler, en journalist, der boede i et af Campus’ huse i New York i et halvt år, er nu flyttet ind i en lejlighed sammen med flere af sine bofæller fra dengang. »Jeg er glad for, at jeg gjorde det«, siger hun om sin tid i Campus-kollektivet. »Men jeg gør det aldrig igen«.

Oversættelse: Helle Albeck og Tonny Pedersen
Med licens fra Financial Times

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Financial Times, Bolig, 2050 eller Økonomi, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden