Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Oliebrønd. For 10 år siden var USA verdens største olieimportør. Skifergas og -olie har sikret, at USA vil være selvforsynende igennem 2020'erne, skriver Financial Times. På billedet ses en oliebrønd i Texas, hvor olie hentes fra undergrunden.

Oliebrønd. For 10 år siden var USA verdens største olieimportør. Skifergas og -olie har sikret, at USA vil være selvforsynende igennem 2020'erne, skriver Financial Times. På billedet ses en oliebrønd i Texas, hvor olie hentes fra undergrunden.

Financial Times
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Petrodollarens tid er forbi, nu kommer usikkerheden

Analyse. De pludseligt faldende oliepriser varsler en helt ny tid med geopolitiske forandringer og usikkerhed.

Financial Times
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ruslands præsident, Vladimir Putin, tvinges til at overveje at sælge ud af de statslige aktiver, samtidig med at han optrapper bombeflyvningerne mod oppositionsstyrker i Syrien.

Saudi-Arabien ligger i ordkrig med Iran og planlægger også at gå ind på det internationale obligationsmarked. Nigeria har indledt forhandlinger om at modtage bistand fra Verdensbanken. Venezuela har kurs mod en statsbankerot.

Velkommen til en verden, hvor en tønde olie kun koster 30 dollars.

Tidligere byggede samtaler om oliemarkedet altid på to stensikre antagelser.

For det første, at billig olie var godt for den globale vækst, fordi forbrugerlande i modsætning til producentlande er mere tilbøjelige til at bruge uventede gevinster, og for det andet, at uro i Mellemøsten ville få priserne til at stige, og derfor skulle Vesten støtte de arabiske autokrater, så de holdt oliepumperne i gang.

Ligesom den kolde krig var petrodollarens tid med til at sikre en vis forudsigelighed i verden

Nu er der vendt op og ned på denne generelle opfattelse. Prisfaldet fra 100 dollars per tønde burde have fået forbrugerlandene til at juble, men det er på ingen måde tilfældet. Europa, der er ramt af stagnation og overvældet af flygtninge, har tankerne helt andre steder.

USA, der nu producerer mere olie, end landet forbruger, har stadig kun en meget beskeden vækst. Kina, der er verdens tredjestørste økonomi, har sine egne udfordringer. De globale aktiemarkeder er raslet ned side om side med olieprisen.

Geopolitikken er også blevet mere uforudsigelig. Oliepriserne er faldet, selv om kampene i Irak, Syrien, Yemen og Libyen er eskaleret. Saudi-Arabien, der tidligere garanterede en rimelig høj mindstepris, bruger nu sin øgede olieproduktion som et våben mod Iran.

Atomaftalen med Iran betyder, at Vesten står splittet mellem de gamle forbindelser til Riyadh og den fristende afspænding med Teheran.

Teorierne vakler

Den tredje faste regel om olie – at prisfald altid er cykliske udsving fra en i øvrigt konstant stigende pris – begynder også at vakle.

Der er stadig flere tegn på, at der er ved at ske en strukturel forskydning, som vil holde olieprisen relativt lav.

I de hundredeår før oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne lå den reelle pris på en tønde olie mellem 10 og 40 dollars. Økonomer fra Llewellyn Consulting i London har overbevisende argumenter for, at dette prisspænd nok er noget, man også må forvente i fremtiden.

Oliekrisen i 1970’erne ændrede fuldstændig reglerne for internationale forbindelser. Verden begyndte at rette sit geopolitiske fokus mod Mellemøsten. Sovjetunionen fik en ny – om end kort – levefrist. Venezuela, Brasilien, Mexico og Nigeria var blandt dem, der blev velsignet – eller måske forbandet – af de hurtigt stigende priser.

Nu skal man så forestille sig denne verden i en æra med permanent billig olie. Nogle producentlande vil uden tvivl klare sig bedre end andre, men petrodollarens magt er borte.

LÆS ARTIKEL

Jeg har indtryk af, at man i den vestlige udenrigspolitik stadig klamrer sig til tanken om, at der ikke er sket de store ændringer. De lave priser vil være forstyrrende – i ødelæggende grad visse steder – men midlertidige, og derfor er det usandsynligt, at de vil skubbe meget til den geopolitiske balance.

Producentlandene vil få styr på tingene, uforholdsmæssigt dyre olieboringer vil blive opgivet, og med fornyet global vækst vil oliepriserne også stige igen. Doktrinen om peak oil – at den begrænsede mængde olie altid vil trække priserne opad – har stadig sine tilhængere.

Der er ingen tvivl om, at der stadig kan komme skarpe midlertidige stigninger, men der er gode grunde til at tro, at spillets regler er ændret. For 10 år siden var USA verdens største olieimportør. Skifergas og -olie har sikret, at USA vil være selvforsynende igennem 2020’erne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den billige olie kan føre til den irakiske regerings fald, og den svækker kurdernes kamp mod Islamisk Stat

Udvindingsområderne kan åbnes og lukkes relativt billigt og kan dermed fungere som støddæmper på de internationale markeder. Saudi-Arabien kan stadig skrue op og ned for produktionen, men benytter sig ikke af muligheden.

Opec er blevet svækket. En reduktion i olieproduktionen på 1 procent bør presse prisen op med 10 procent på kort sigt, men der er ikke nogen enkeltproducent, som har tilstrækkelig kapacitet til at øge indtægterne ved at sænke produktionen.

Dermed er der åben konkurrence om markedsandelene. Som Llewellyn Consulting siger: Opec ligner i dag nærmere et sekretariat end et kartel.

Miljøregler og alternative energikilder udgør også en trussel mod fossile brændstoffer. Man behøver ikke at tro på, at staterne vil leve op til deres klimamål for at regne ud, at udviklingen går i retning af vedvarende og alternative energikilder, om det så er elbiler eller solenergi.

Bedre energieffektivitet trækker også i den retning. Det betyder alt sammen, at politikerne bør tænke langt mere på geopolitikken.

Skaber splittelse og konflikt

Der er ikke meget beroligende ved en verden, der allerede er karakteriseret af stor usikkerhed. Der er måske nok teoretiske fordele, men det voldsomme og hurtige fald i olieprisen har føjet endnu et destabiliserende element til de kræfter, der skaber splittelse og konflikt.

Rusland har allerede store økonomiske og demografiske udfordringer og vil nu blive svækket yderligere. Udviklingen i Syrien tyder på, at det blot gør Vladimir Putin mere farlig. Magter, der oplever tilbagegang, kan være farligere end lande i fremgang.

LÆS MERE

I Nigeria truer de faldende offentlige indtægter med at undergrave de fremskridt, der ellers er gjort i kampen mod korruption og sikkerhedstruslen fra Boko Haram. Det seneste alvorlige dyk i oliepriserne var i 1990’erne med til at udløse borgerkrigen i Algeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den billige olie skærper også konfrontationen mellem sunni- og shiamuslimer omkring Den Persiske Golf. Den kan føre til den irakiske regerings fald, og den svækker kurdernes kamp mod Islamisk Stat. Den kan også fremskynde USA og Europas distancering fra regionen. Hvorfor skulle de engagere sig, hvis de ikke har brug for olien?

Ligesom den kolde krig var petrodollarens tid med til at sikre en vis forudsigelighed i verden. Det ville være absurd at sørge over, at den tid er forbi, men lige så uklogt at ignorere konsekvenserne. Vi kan hurtigt opdage, at olie til 30 dollars tønden er forbundet med en anden type omkostninger.

Oversættelse: Mette Skodborg

Med licens fra Financial Times

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden