Manipulerer Facebook med brugernes nyhedsstrøm?

'Dette kan du ikke læse på Facebook', stod der på forsiden af New York Post forleden. Overskriften var ikke en henvisning til historien på side 1 – om en en 92-årig mands formodede planer om gruppesex – men om tabloidavisens højreorienterede nyheder.

En stribe amerikanske konservative, herunder den republikanske formand for Senatets handelskommission og det konservative nyhedssite Drudge Report, har højlydt sået tvivl om, hvorvidt Facebook manipulerer med sine trending topics (populære emner, red.) og dermed forfordeler nyhedshistorier fra højreorienterede medier.

Sagen blussede op, da en tidligere nyhedsformidler fra det sociale netværk fortalte tech-bloggen Gizmodo, at Facebook forhindrede historier om Mitt Romney, Rand Paul og andre konservative i at være at finde på listen over populære emner, der blandt engelsksprogede brugere dukker op i et panel i højre side og er med til at give et øjebliksbillede af nyhedsstrømmen.

Mark Zuckerberg, Facebooks direktør, tog torsdag i forrige uge for første gang til orde, da han sagde, at han endnu ikke havde fundet bevis på, at der var hold i anklagerne. Ikke desto mindre vil der blive iværksat en grundig undersøgelse, sagde han, og han agtede at mødes med konservative og andre fra det politiske spektrum for at drøfte emnet.

Hensigten med Zuckerbergs udmelding var at lukke munden på de kritiske røster og mistanken om, at Facebook i al hemmelighed forsøger at præge sine 1 milliard brugeres politiske synspunkter. Ikke desto mindre har kontroversen været med til at fremhæve, hvor indflydelsesrig verdens største sociale medie er blevet som formidler af nyheder. Facebooks algoritme – der hver dag sigter tusindvis af historier for at give brugerne en direkte nyhedsoversigt – har udviklet sig til en af verdens mest magtfulde gatekeepers.

»Facebook har en enorm indflydelse og magt over informationsstrømmen«, siger Jim Andersen, direktør for SocialFlow, der udvikler software, som udgivere bruger til hver måned at offentliggøre en halv million nyhedshistorier på Facebook og andre sociale medier.

Gennemsnitsbrugeren bruger hver dag 50 minutter på Facebook og andre af virksomhedens apps, heriblandt Instagram. Ifølge en undersøgelse fra amerikanske Knight Foundation modtager omtrent 70 procent af Facebooks brugere deres nyheder på platformen.

Mere magt til læseren

Spørgsmålet er, om Facebook i kraft af at have opnået en så fremtrædende position som leverandør af nyheder og information skal påtage sig et ansvar i lighed med traditionelle medier. Bør man for eksempel formidle nyheder, der er vigtige, og som omhandler krigsforbrydelser eller en humanitær krise, selv om brugerne næppe læser eller deler dem?

TV: Sådan fungerer Politikens algoritmer

Hvor medieforbruget i øvrigt er delt mellem tv-kanaler, aviser og hjemmesider, som folk vælger at se eller læse, er en stor del af indholdet på Facebook defineret af algoritmen, der skønner, hvad brugerne vil læse, baseret på deres historik samt deres venners gøren og laden.

»I virkeligheden er der for meget indhold, og alt sammen konkurrerer det om forbrugernes begrænsede opmærksomhed. Algoritmernes rolle og hele processen med at afgøre, hvad vi præsenteres for, bliver vigtigere og vigtigere«, siger Jim Andersen.

Da fjernsynet var et nyt medie, dominerede public service-kanalerne, som var underlagt kontrolinstanser, der kunne holde øje med, hvad redaktørerne valgte at bringe i deres nyhedsudsendelser. Men de sociale medier er uregulerede, og patenterede algoritmer er vanskeligere at gøre sig klog på.

Amy Mitchell, der forsker i journalistik for tænketanken Pew Research Center, siger, at selv hvis der ikke er nogen hos Facebook, der manipulerer med de populære emner, afspejler algoritmerne de valg, som ingeniører bag teknologien har truffet.

»Der er formentlig mindre åbenhed omkring de tekniske finesser, der ligger bag konstruktionen af en algoritme ... end hos nyhedsorganisationer, hvor man har været fast i mælet: Sådan her gør vi«, siger Mitchell.

Raju Narisette, der er senior vice-president for News Corp, som blandt andet ejer aviserne Wall Street Journal, The Times og The Sun, siger, at udgivere har begrænset indsigt i, hvordan Facebooks algoritme fungerer, og hvorfor visse historier fremhæves. »Der er en uigennemsigtighed i den måde, valgene bliver truffet på, og når man spørger ind til det, er standardsvaret: »Det er en algoritme, og den træffer selv valgene«. Det klinger hult«, siger han.

Facebook har kilet sig ind i det forhold, der tidligere var mellem udgiverne og læserne, hævder medieanalytiker Ken Doctor fra Newsonomics. »Fremover vil der være langt færre gatekeepers, som beslutter, hvad der kan regnes for nyheder. I gamle dage blev beslutningerne truffet af en stribe personer, der arbejdede på aviserne, i radioen og på tv-stationerne«, siger han.

Selv hvis it-virksomheder ikke har planer om at præge det politiske landskab, gør de det måske alligevel. Der er modstridende signaler om, hvorvidt der eksisterer en såkaldt filtreringsboble, der sørger for, at Facebooks brugerne kun ser indhold, der stemmer overens med deres egne politiske holdninger. En analyse fra Pew Research Centre viser, at højreorienterede oftere stødte på synspunkter, der lignede deres egne, i deres news feed, mens venstreorienterede havde tilbøjelighed til at blokere for folk ud fra deres politiske ståsted.

Facebook gennemførte en undersøgelse, der blev udgivet i tidsskriftet Science, og her var konklusionen, at der var større sandsynlighed for, at folk så indhold, der stemte overens med deres egen ideologi, men deres venners politiske synspunkter havde større indflydelse på, hvilke historier de stødte på.

Den hårfine grænse

Facebook har aldrig opfordret brugerne til at dele artikler; det tog de selv initiativ til. Siden da har Facebook forsøgt at vise større imødekommenhed over for folk, der læser deres nyheder på platformen. Herved håber man, at de vil bruge mere tid på Facebook.

Et af de nye projekter er Instant Articles, som Facebook lancerede sidste år sammen med en række partnere, og som og nu er tilgængeligt for alle udgivere. Artikler kan læses, uden at brugerne behøver følge et link og forlade Facebook, og annonceindtægterne deles med udgiverne.

Ønsket om at holde fast i de mange brugere er grunden til, at Facebook hurtigt var ude for at understrege, at de ikke var partiske. Will Cathcart, vicechef for produktledelse, udtalte til The Verge: »Det er min holdning, at når man forsøger at skabe et produkt rettet mod mere end 1 milliard brugere og orientere dem om de nyheder, som de hver især er interesseret i, må produktet ikke fælde dom over visse emner eller visse udgivere«.

Forrige torsdag fremlagde Facebook de retningslinjer, som virksomheden giver sine nyhedsformidlere. Dokumenterne minder om en udgivers formathåndbog, der i listeform beskriver, hvordan en nyhedsoverskrift skal se ud, og hvordan man bekræfter, at historien bakkes op af saglig journalistik. Men der er ingen retningslinjer for, hvordan formidlere tilføjer eller fjerner emner baseret på politisk tilhørsforhold.

Retningslinjerne illustrerer, at Facebook forsøger at gå en svær balancegang mellem at være en it-virksomhed, hvilket Facebook ser sig selv som, og et medieforetagende, hvilket Facebook ikke ser sig selv som.

I modsætning til medieselskaberne har Facebook ikke beskæftiget sig med at skabe indhold, udstikke en redaktionel linje eller anføre noget, der kan påvirke medarbejderne, deres politiske tilhørsforhold eller deres aktiebeholdning. Dog har Facebook ansat journalister – fra CNN, New York Times og MTV – til at stå for nyhedslæser-appen Paper. Ifølge retningslinjerne prioriteres visse formater såsom videoer uploadet direkte på Facebook. Man er endda begyndt at betale udgivere for at opmuntre dem til at producere indhold i det seneste format, nemlig live-streaming.

Emily Bell, der er leder af Tow Center for Digital Journalism ved Columbia Journalism School, siger, at nyhedsorganisationer ikke har noget valg længere i forhold til at gøre deres indhold tilgængeligt på Facebook og andre sociale medier. »Udgivernes succes afhænger af, hvor dygtige de er til at administrere forholdet til de større distributionsplatforme«, siger hun.

»Disse netværk sidder på pengene, teknologien og publikum. Magtbalancen har allerede rykket sig«.

Emily Bell hævder, at journalistikken har nydt gavn af Facebook og Googles vækst. »Man kan sige, at nyhedsforbrugeren har et langt større udvalg af kvalitetsjournalistik, hvilket er mere, end de havde før«. For udgivere har de sociale netværk gjort det »langt nemmere at nå ud til et globalt publikum og få nye læsere«, siger hun.

Alligevel har det ikke hjulpet på bundlinjen hos de udgivere, der producerer indholdet. Hovedindtægten fra printannoncer er i frit fald, og indtægterne fra digitale annoncer er ikke vokset hurtigt nok til at opveje faldet. Derfor er udgivere i stigende grad afhængige af indtægter fra abonnementer.

At Facebook er vokset til en så stor nyhedsplatform så hurtigt, har stor betydning for de indtægter, siger Ken Doctor.

»I takt med at de teknologiske platforme afløser udgiverne i forholdet til læserne, vil det svække udgivernes evne til at sælge abonnementer og holde fast i abonnenterne«, siger han.

Facebook og Googles kraftige vækst rejser vigtige spørgsmål om medielovgivningen, der er blevet forsømt under den digitale revolution. I USA og Europa er der regler for, hvordan mediekoncentrationen skal være, for at forhindre, at der opstår monopol. Men leveringen af nyheder på digitale platforme er koncentreret »hos et lille antal aktører«, fortæller Emily Bell. »I øjeblikket kan man argumentere for, at der ikke er den store konkurrence i mediebranchen«.

De teknologiske platforme vokser med en sådan fart, at de hurtigt kan gå ind og overtage alle aspekter af nyhedsjournalistikken, siger hun.

»Udgiverne er nødt til at gøre noget meget snart«, tilføjer Emily Bell. »Men det er usikkert, om de har ressourcerne eller drivkraften til at gøre det«.

Oversættelse: Christoffer Østergaard