For det meste er det et privilegium, men en sjælden gang imellem kan det være ret frustrerende at være sådan én, der skriver om teknologi og fremtidssnak. Jeg er netop i de sidste faser med en bog, ’Velkommen til Computopia’, der er sat til at udkomme i starten af juni. Den handler om forandringer, som teknologien på det seneste har iværksat, og som får store konsekvenser for, hvordan vi lever livet i de kommende år.
Men fordi udviklingen går ekstremt hurtigt lige nu, har jeg i løbet af processen måttet revidere adskillige gange. Ofte havde jeg knap nået at aflevere et kapitel om en ny teknologi, før området, jeg beskrev, blev revolutioneret igen. Og med trekvart år fra første manuskript til udgivelse kan der nå at ske meget undervejs.
Mest frustrerende var det dog i sidste uge, da jeg fik fingre i et anmeldereksemplar af økonomen Jeremy Rifkins næste bog, ’The Zero Marginal Cost Society’, der udkommer i USA 1. april. Rifkin er lidt af en superstjerne, når det gælder bøger om teknologiens indvirkning på økonomien.
Normalt er jeg skeptisk over for Rifkins tekno-utopianisme, men denne gang blev jeg ligefrem chokeret. Vi har nemlig skrevet næsten den samme bog! Der er kun to måneder mellem udgivelsestidspunkterne, så måske er det ikke så mærkeligt, at vi dækker de samme emner, men jeg panikkede alligevel lidt.
LÆS OGSÅ
For begge bøger handler om, hvordan 3D-printere, alternative energiformer, ny sundhedsteknologi, nye økonomiske virkeligheder og en tættere sammenbinding af netværkssamfundet gennem bl.a. Internet of Things kommer til at betyde store forandringer. Vi bruger endda mange af de samme eksempler, som for eksempel den italienske ingeniør Enrico Dini, der printer huse med en gigantisk 3D-printer. Ville jeg mon blive anklaget for plagiat?
Forskellen er vigtig
Men der er en enkelt forskel, og den er vigtig. Jeremy Rifkins bog hedder ’The Zero Marginal Cost Society’, fordi han mener, at alle produktionsomkostninger i fremtiden vil falde til tæt på nul i takt med, at teknologien bliver bedre. Og at der er en ny, kollektiv tankegang i spil, som han kalder ’Collaborative Commons’. Det sidste er en slags betegnelse for fællesressourcer, som skabes kollektivt. Rifkin mener, at der vil ske en »solformørkelse over kapitalismen« – det står endda i undertitlen på bogen. I stedet vil det, Yochai Benkler kalder for social produktion, tage over, blandt andet fordi Millennial-generationen har mere samarbejdsvilje end nogensinde før. Crowdfunding og færre arbejdstimer bliver normen, produktion på stor skala vil forsvinde. Der er bare noget, Rifkin glemmer: at der er en verden uden for USA, og i bedste fald uden for Vesten. Når han i bogen argumenterer for, at priserne på teknologi styrtdykker, glemmer han, at en af årsagerne til det er, at arbejdere i Kina, Indien og Brasilien er lavt lønnede i forhold til i Vesten. Han glemmer, at crowdfunding fungerer, men kun i lille produktionsvolumen. Så snart der skal skaleres, skal der større produktionsfaciliteter til, mere manpower, og så er vi tilbage i de lave lønninger. Og selv om hans optimisme omkring forandringerne i vores energiproduktion er velbegrundede (jeg beskriver selv noget lignende i min kommende bog), så er det faktum, at solenergi snart er billigere end olie og gas, ikke nok til, at verden ender i et kollektivt utopia.
LÆS OGSÅ Som en af mine forskerkolleger på UCLA, teknologihistorikeren dr. Brad Fidler, sagde om min egen optimisme på feltet: »I al den tid, kapitalismen har eksisteret, har intet forhindret mennesket i at lave kooperativer. Alligevel er det aldrig blevet en dominerende organisationsform. Jeg har svært ved at se, hvad der er forandret i vore dage, der skulle ændre på det«. Sund snak fra et medlem af Millennial-generationen, der ved mere om teknologi, historie og internet end de fleste. Utopier bliver ikke mere virkelige af at blive formuleret af en respekteret økonom.
