Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

privat. Anslået 1 til 2 procent af internetstrukturen er offentligt ejet. Resten er på private hænder, og det kan i en krisesituation være et problem. Arkivfoto: AP

privat. Anslået 1 til 2 procent af internetstrukturen er offentligt ejet. Resten er på private hænder, og det kan i en krisesituation være et problem. Arkivfoto: AP

Global økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Morten Bay: Der er ingen offentlige steder på nettet

Kinesiske og russiske angreb på vestlige internet-instanser er et wake up call.

Global økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nylig var jeg til en intim paneldebat med Molly Sauter og Gabriella Coleman.

Den første er et stjerneskud på den akademiske internetforskerhimmel. Den anden er lidt mere af en veteran, men anses for at være en af de mest indsigtsfulde på sit felt.

Men det var noget, Molly Sauter sagde, der satte nogle tanker i gang. Hun lykkedes med at formulere noget, som jeg uden held har forsøgt at presse ned i enkelt sætning længe, både konceptuelt og sprogligt. Hun sagde, at der »ikke er nogen offentlige steder på nettet«.

Og det har hun fuldkommen ret i.

Jovist, der er masser af offentlige websites med mere. Men i selve internettets infrastruktur er der ikke ret meget, der er offentligt ejet.

Hvis man skal holde fast i den efterhånden så forældede analogi mellem den fysiske verden og nettet, svarer det til, at der ingen offentlige veje, ingen offentlige parker eller pladser og heller ingen offentlige trafikreguleringer er at finde på internettet.

Et temmelig uvidenskabeligt bud lyder på, at der måske er 1-2 procent af internet-infrastrukturen, der kan betragtes som offentligt ejet. Nogle offentlige myndigheder har deres egne servere. Men så snart disse servere skal forbinde sig til resten af verden, er de nødt til at gå gennem privatejede kabler og forbindelser.

I Kina ejer staten stadig nettet

Hvis man kigger globalt set, findes der stadig enkelte statsejede telekommunikationsfirmaer i verden, der driver internet-infrastruktur. F.eks. i Kina, hvor de statsejede virksomheder China Telecom, China Mobile og China Unicom sidder på størstedelen af markedet.

Men disse har været delvis privatiserede i årevis – aktier i dem handles bl.a. på børserne i New York og Hongkong. Og den private del vokser langsomt, ligesom den gør på de fleste andre af de tidligere statsejede televirksomheder i verden, måske med undtagelse af Nordkorea.

Det er et af de steder, hvor det ikke rigtig giver mening at tænke nettet som en ’informationsmotorvej’ og andre metaforer, der er blevet brugt igennem de sidste par årtier. Hvis nettet er et vejnet, hvorpå der kører biler med informationer i bagagerummet, er såvel bilerne som vejene, de kører på, privatejede.

At offentlige pladser på nettet kunne være godt for uafhængig og objektiv informationsformidling og forsamlingsfrihed er én ting.

Men at nettet i det store hele er privat betyder noget, når vi taler cybersikkerhed. Under krigene i industrisamfundet var det altid den offentlige infrastruktur, der blev indtaget først.

At nettet i det store hele er privat betyder noget, når vi taler cybersikkerhed

Kontrollerer du broerne og vejene i et samfund, kontrollerer du samfundet. Næste skridt er at angribe militære installationer, så du bliver ved med at kontrollere den offentlige infrastruktur, så medierne og civilbefolkningen.

Men på nettet kan man tage hele den offentlige infrastruktur ud af billedet, for der findes ingen. Undtagelser er lokale/kommunale netværk, der findes både i Europa og USA, men disse er ubrugelige uden videre forbindelse til resten af internettet – hvilket sker gennem privat infrastruktur.

Med andre ord er cyberkrig noget, der foregår i privatejet infrastruktur, som de offentlige myndigheder og statsadministrationen har interesse i at kontrollere, for hvordan skal de ellers beskytte civilbefolkningen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Problemet skal tages alvorligt

Når vi taler cyberkriminalitet, er historien en anden. Her er det ligesom i den virkelige verden, hvor private huse bliver brudt ind i, og politiet kan tilkaldes. Men storstilede cyberangreb på hele befolkninger, fra stater eller individer uden statsrelationer, samt decideret cyberkrig, skaber et dilemma:

I hvor høj grad skal staten have lov til at kontrollere privat infrastruktur for at beskytte befolkningen? Hvem sætter grænsen?

I hvor høj grad skal staten have lov til at kontrollere privat infrastruktur for at beskytte befolkningen? Hvem sætter grænsen?

Det store antal nyere kinesiske og russiske angreb på vestlige internet-instanser bør være en spand vand i hovedet på alle.

Men det ender nok med, at et vestligt atomkraftværk bliver angrebet eller elnettet i et helt land lægges ned, før almindelige mennesker tager problemet alvorligt nok.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden