Økonomisk rådgiver beroliger kunder i sortlistede banker

Skærpet tilsyn med banker er et udtryk for nye regler snarere end kommende krak, lyder det.

Privatøkonomi

Otte danske banker er blevet sat under skærpet tilsyn af Finanstilsynet, fordi tilsynet har vurderet, at de er i særlig stor risiko for ikke at kunne overleve.

Men er du kunde i en af de berørte banker, er der ikke umiddelbart grund til panik.

LÆS ARTIKEL

Det siger uafhængig rådgiver i Finanshuset Fredensborg Kim Valentin.

»Uanset hvor du har bankforretning, vil der være en risiko i disse tider. Listen er et udtryk for, at der er kommet nye regler, bankerne skal overholde, og det er ikke alle der mestrer reglerne lige godt. Så fordi en bank er på listen, betyder det ikke nødvendigvis, at den er ved at gå nedenom og hjem«.

Pas på indlån over 750.000 kroner
Kim Valentin opfordrer til, at de berørte bankers kunder - såvel som bankkunder helt generelt - forsøger at gardere deres privatøkonomi bedst muligt mod bankkrak.

»Man bør både se på sine indlån og udlån, og overveje hvad der vil ske, hvis ens bank en dag ikke kan eksistere længere«.

Han opfordrer generelt til at overveje at have to banker i stedet for en, så et eventuelt bankkrak ikke kommer til at påvirke hele ens økonomi.

Hvis en bank krakker, og der ikke er en anden bank, der vil købe den, overtages alle dens forretninger og kunder af statens selskab Finansiel Stabilitet, der ikke må være konkurrencedygtig.

Det betyder, at kunderne får de højeste renter på markedet på alle former for lån, hvilket selvsagt kan være en stor belastning for økonomien.

Erfaringen fra tidligere bankkrak er, at omkring ti procent af de kunder, der automatisk overgår til Finansiel Stabilitet ender med at blive der, fordi ingen andre banker vil have dem som kunder.

Men også selvom andre banker vil have dig som kunde, kan det blive til helt andre renter, end dem du kommer fra.

»Du kan sagtens have haft en god aftale med din bank, som en ny bank ikke vil overtage. Hvis du for eksempel har et andelsboliglån til 6 procent i rente kan det være, at den nye bank kræver 10 procent i stedet. Det kan få en stor betydning for den daglige økonomi«, siger Kim Valentin.

Han pointerer, at det altid er lettest at finde en ny bank, hvis man ikke er presset til det.

»Hvis du henvender dig til en bank, vurderer de altid din økonomi, for eksempel om du skylder mere end du ejer. Men de ser også på, hvor du kommer fra. Hvis du er havnet i Finansiel Stabilitet, vil de se på dig som en af dem, de andre ikke vil lege med. Og det giver alt andet lige et dårligere udgangspunkt for forhandling«.

Som bankkunde er det desuden altid vigtigt at huske på, at de penge, man har stående i banken altid er sikret, så længe beløbet er under 750.000 kroner.

»Det er meget få, der har mere end 750.000 kroner stående på en indlånskonto, men har man det, risikerer man at miste pengene, hvis ens bank går konkurs«, siger Kim Valentin.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden