Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Privatøkonomi

Ulovlige lånetilbud vildleder forbrugerne

Forbrugerombudsmanden er på vej med sager mod bilforhandlere og låneselskaber, som har reklameret uden lovpligtige oplysninger om, hvad lånet koster. Særligt billån er en jungle.

Privatøkonomi

Man skal se sig godt for, når man låner til en bil, et fjernsyn eller andet, hvor man bruger de lånetilbud, som findes ude i butikkerne.

En række butikker risikerer i nær fremtid at blive politianmeldt, fordi de reklamerer med lån at uden give lovpligtige oplysninger om, hvad lånet reelt koster.

Det fortæller Forbrugerombudsmanden, som overvåger området.

»Vi må konstatere, at der desværre er et stykke vej endnu, inden alle låneudbydere og forhandlere overholder loven til punkt og prikke. Det er mange penge, folk kan blive snydt for, hvis de ikke er opmærksomme«, siger Henrik Øe.

Flere sager på vej

Forbrugerombudsmanden har allerede politianmeldt bilimportøren Hyundai Bil Import for at overtræde loven i en reklame for et billån. Reklamen oplyste kun, hvad kunden i alt skulle betale i månedlig ydelse, men gav ingen oplysninger, som kunne vise, hvorvidt lånet var dyrere eller billigere end andre billån.

Den sag kommer imidlertid ikke til at stå alene.

»Der er flere sager på vej. Jeg kan ikke sige, hvor mange og hvem det er, fordi vores efterforskning stadig er i gang, men det handler om flere forhandlere«, siger Henrik Øe.

Han opfordrer forbrugerne til at være yderst opmærksomme, når de skal vælge lån i en butik. Loven om markedsføring kræver, at en reklame for et lån blandt andet skal vise de årlige omkostninger i procent, lånets løbetid og det samlede beløb, kunden betaler for at låne pengene.

Hvis de lovpligtige oplysninger mangler, kan det være svært eller ligefrem umuligt for kunden at gennemskue, hvad lånet reelt koster, og om det er billigere end andre lån. Dermed risikerer kunden at blive vildledt til at tage et dyrere lån.

Forbrugerombudsmanden opfordrer forbrugerne til at gå i en stor bue uden om enhver forhandler, som tilbyder lån uden med det samme at give alle de oplysninger, som loven foreskriver.

»Hvis man ikke klart og tydeligt kan se de oplysninger, som loven foreskriver, er der ikke tale om en seriøs långiver, og så skal man passe på med at låne der«, siger Henrik Øe.

Ikke kun fejl i reklamer

Forbrugerombudsmandens aktuelle kampagne er målrettet reklamer for lån, men forbrugeren skal også være opmærksom på, om forhandleren giver alle oplysninger, når de får tilbud om lån til et konkret køb. Her gælder kreditaftaleloven, hvor det også kræves, at forhandleren på et særligt oplysningsskema oplyser om blandt andet årlige omkostninger i procent, lånets løbetid og det samlede beløb, kunden betaler for at låne pengene.

»Også på det område gælder helt klare regler for, hvad forhandleren skal oplyse«, siger Henrik Øe.

Det er imidlertid heller ikke alle forhandlere, der lever op til forskrifterne på det område. Det viser en test, som analysefirmaet Mybanker har foretaget.

Egentlig ville Mybanker undersøge, hvor meget man kunne forhandle prisen på et billån ned. Men undervejs i testen viste det sig, at flere af de konkrete lånetilbud fra bilforhandlerne manglede lovpligtige oplysninger.

»Det er umuligt at se, hvad man reelt betaler for. Du kan ingen steder i materialet se, hvad der gør det ene lån billigere end det andet«, siger John Norden, der er direktør i Mybanker.

Hos Kim Ejlertsen Automobiler i København, hvor testen blev foretaget, medgiver afdelingsleder Henning Assentoft, at kunderne ikke altid får alle oplysninger om samlede kreditomkostninger med videre, når de beder om et lånetilbud på en konkret bil.

»Vi giver først hele salgsopstillingen med alle finansieringsoplysninger, når kunderne kommer for at hente bilen. Men hvis folk beder om det, kan vi godt skrive det hele ud til dem inden«, siger Henning Assentoft.

Mybanker vurderer, at I skal have alle oplysningerne med, så snart I giver det første materiale til kunden – ellers bliver det svært for kunden at sammenligne med andre lån?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis folk spørger til omkostningerne, siger jeg normalt, at det er indbygget i ydelsen. Så kan folk selv regne baglæns ved at gange med de måneder, lånet strækker sig over, og så trække bilens pris fra. Men det kan godt være, at det er rigtigt, at kunden skal have sedlen med alle oplysninger om kreditomkostninger og så videre fra start. Hvis det er sådan, kan vi også sagtens lave den til dem«, siger Henning Assentoft.

En jungle for forbrugerne

Mybanker har flere gange tidligere advaret om, at særligt bilforhandlere har mange fejl i de oplysninger, de giver til kunderne om lån, og sådan er det fortsat, vurderer John Norden:

»Lån hos bilforhandlere er fortsat en jungle for forbrugerne at finde rundt i«.

Samme erfaring har Forenede Danske Motorejere, FDM, som flere gange selv har testet bilforhandlernes lånetilbud.

»Når jeg beder bilforhandlere sende mig konkrete lånetilbud på mail, står der typisk, hvad ydelsen er i alt om måneden, men det er meget forskelligt, hvad de ellers oplyser«, siger forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen fra FDM.

Det er ikke altid, at forhandlerne skriver, hvad lånets årlige omkostninger i procent er – det såkaldte ÅOP-tal, som det er meningen, at forbrugerne skal kunne bruge til at sammenligne lån. Ofte mangler der besked om, hvad de samlede kreditomkostninger bliver.

»Der er ikke et fyldestgørende overblik, så man kan sammenligne med andre lån«, siger Allan Skytte Christensen.

Långivere: Beklageligt

I långivernes brancheorganisation, Finans og Leasing, er direktør Christian Brandt opmærksom på, at det ikke er alle lånetilbud ude hos forhandlerne, der lever op til gældende lovgivning:

»Vi gør, hvad vi kan, ved via vores medlemmer – finansieringsselskaber og banker – at indskærpe, hvad gældende regler er, men vi har bemærket, at der er sket ret beklagelige fejl, hvor man ikke viser de tal, man skal vise«, siger Christian Brandt og fortsætter:

»Det er dødirriterende med de her fejl, for det giver en dårlig kundeoplevelse, når nogen laver fejl«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han er opmærksom på, at der er fundet mange fejl hos særligt bilforhandlere i de senere år:

»Jeg kan konstatere, at noget smutter i kommunikationen mellem vores medlemmer og bilforhandlerne. Hvis bilfolkene selv laver lånetilbuddene, skal de gøre det ordentligt. Eller skal de lade finansieringsselskabet klare det«, siger Christian Brandt.

Forbrugerombudsmanden håber, at de bøder, der sandsynligvis kommer til at ramme flere forhandlere, vil have effekt. Men forbrugerne kan også selv være med til at ’straffe’ de forhandlere, som ikke giver nok oplysninger om, hvad lånet koster.

»Hvis forbrugerne selv aktivt fravælger de selskaber, som ikke overholder reglerne, forstærker det jo klart effekten«, siger Henrik Øe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden