Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Studiereform kan gøre flere unge til dårlige betalere

Både studerende og DTU kritiserer reformen, der gør det sværere at arbejde ved siden af studierne.

Privatøkonomi

En ny studiereform vil drive flere unge studerende ud i gældsfælden, fordi reformen er så ambitiøs, at de ikke kan overkomme et studiejob.

Det vurderer Danske Studerendes Fællesråd, der også frygter, at de studerende bliver dårligere til deres fag, fordi de ikke kan få erhvervserfaring – en bekymring, der deles af et af Danmarks største universiteter, DTU.

Den såkaldte fremdriftsreform blev vedtaget i Folketinget i 2013 og bliver fuldt gennemført til sommer. Dens mål er at tvinge flere studerende hurtigere igennem uddannelserne med en række kontante krav til studietempo.

LÆS ARTIKEL

Det betyder også, at det vil blive sværere at supplere SU med en erhvervsindtægt på et tidspunkt, hvor flere og flere unge ender i registrene over dårlige betalere.

Det er et valg mellem pest eller kolera

»Det er et valg mellem pest eller kolera. Enten tager man job ved siden af studierne og risikerer at dumpe. Eller også dropper man jobbet og kommer i dyb gæld«, siger Yasmin Davali, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

Hendes kritik kommer, efter at Politiken har fremlagt nye tal for, hvor mange unge, der er dårlige betalere.

LÆS ARTIKEL

Specielt mange unge fristes ofte af kassekredit, kviklån og de lidt længerevarende forbrugslån, der typisk løber mellem et og fem år. Lånene løber tit løbsk for unge, der føler et stort pres for at have det perfekte tøj og det perfekte liv og ikke får lært at begrænse sig, men kædebruger de nye lånemuligheder, indtil det går galt.

Udviklingen har betydet, at mange unge kommer i det såkaldte RKI-register over håbløst forgældede. I 24 af Danmarks 98 kommuner er hver tiende unge nu optaget i RKI.

Boligen sluger SU’en

Der er ingen sikre tal for, hvor mange af disse unge, der er studerende og dermed påvirket af fremdriftsreformen. Men at reformen kommer til at øge gældsætningen hos de unge, er der ingen tvivl om, mener DSF-formanden. Især i de store byer bliver næsten hele studiestøtten slugt af huslejen.

»Når unge kommer i gældsproblemer, handler det rigtig meget om, at grundydelsen, SU'en, er så lav, at det for langt de fleste studerende slet ikke er en mulighed at få økonomien til at hænge sammen på SU alene. Derfor frygter jeg, at fremdriftsreformen kommer til at betyde, at flere studerende kommer i gældsproblemer, fordi det bliver markant sværere at få tid til at have et studiejob. Hvis ikke det er lån, ved jeg ikke, hvad det er meningen, vi ellers skal leve af«, siger Yasmin Davali, der selv er bachelor i socialvidenskab fra RUC.

LÆS ARTIKEL

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R).

Hvad med erhvervserfaringen?

Fremdriftsreformen har fået massiv kritik for at være alt for fokuseret på at få de studerende hurtigt igennem systemet, og ikke kun fra de studerende.

På Danmarks Tekniske Universitet tilslutter direktør Claus Nielsen sig kritikken. Han peger på et andet problem ved, at det bliver svært eller endda umuligt at tage et studiejob ved siden af studierne: Mange af de virksomheder, de DTU-studerende skal søge ud mod, vil gerne have, at de har erhvervserfaring inden for de fag, de studerer.

Det bliver sværere at skabe helstøbte ingeniører

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det, som er vores helt reelle bekymring ved fremdriftsreformen, er, at de studerende får sværere ved at lave studierelevant arbejde. Det synes jeg er dybt problematisk. Vi ved at det er kvalificerende, at det modner dem, og at det er efterspurgt af mange af de virksomheder, vi samarbejder med«, siger Claus Nielsen.

Udlandsophold og iværksætteri rammes

Ud over risikoen for gældsætning og mangelen på erhvervserfaring peger han også på, at DTU gerne ser de studerende tage ophold i udlandet og prøve kræfter med at stifte deres egne virksomheder som iværksættere.

LÆS ARTIKEL

»Men alle de ting, der er med til at forme dem som ingeniører, er jo ofte studieforlængende. Så det bliver sværere at skabe helstøbte ingeniører«, siger han.

Yasmin Davali mener, at nyheden om de unges gældsfælde viser, at hele reformen bør skrottes.

»Der bliver ved med at komme eksempler på, hvorfor fremdriftsreformen er skadelig for vores mulighed for at gennemføre en uddannelse. Den er så rigid og uigennemtænkt, at den fjerner al mulighed for fleksibilitet«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce