Mærke. Tanja Vinther Larsen har ikke mange penge, elsker mærkevarer, men kunne aldrig drømme om at købe kopivarer. Her er hun omgivet af nogle af sine ægte mærkevarer, som f.eks. Lanvin ballerinasko, der koster 2.700 kr. parret. Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Mærke. Tanja Vinther Larsen har ikke mange penge, elsker mærkevarer, men kunne aldrig drømme om at købe kopivarer. Her er hun omgivet af nogle af sine ægte mærkevarer, som f.eks. Lanvin ballerinasko, der koster 2.700 kr. parret. Foto: Jacob Ehrbahn

Privatøkonomi

Kopivarer er blevet lavstatus

Kopier af designertasker og mærketøj er faldet i status blandt danskerne de seneste år.

Privatøkonomi

Tanja Vinther Larsen fra Ringsted er vild med mærkevarer.

Men hun er også nyuddannet, jobsøgende og har ikke råd til de store armbevægelser. Alligevel kunne hun aldrig drømme om at købe en billig kopi på nettet af den Alexa-clutch fra Mulberry, som hun senest har drømt om at kunne føje til sin garderobe.

»I mine helt unge dage har jeg på ferier da været fristet af billige Louis Vuitton kopitasker til 150 kr. Men det ville jo ikke være den samme taske. Så hellere spare op og indtil da finde et billigt alternativ i Zara eller H&M«, siger Tanja Vinther Larsen.

LÆS ARTIKEL

Den nyudklækkede cand.public.s holdninger er blot et eksempel på en voksende bevægelse blandt de danske forbrugere. Det dokumenteres i en ny spørgeundersøgelse gennemført af FDB Analyse for Politiken Lørdagsliv.

I undersøgelsen siger hver 4. adspurgte (26,6 pct.), at de på to år er blevet lidt eller meget mere negative over for kopier af dyre designervarer. Kun 6 pct. er lidt eller meget mere positive.

»Danskerne rynker mere på næsen over for kopivarer nu end for to år siden. Det er særlig de yngre mellem 15 og 34 år, som er blevet mere negative«, siger Lars Aarup, analysechef hos FDB Analyse.

Tanja Vinther Larsen har også bemærket holdningsskiftet.

»Hvor det før var mere o.k., forsøger de af mine venner, som har kopivarer, nu at skjule det. Det er blevet mindre fedt at flashe. Samtidig er mærkevarerne blevet mere anonyme med mindre iøjnefaldende logoer. Har man den ægte vare, kan ingen i dag alligevel se, hvilket mærke det er«, siger hun.

LÆS ARTIKEL

Udviklingen kommer ikke bag på kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager.

»Vi lever i en tid, hvor integritet og ægthed har fået stor betydning. Hellere The Real Deal eller Ikea end en billig kopi. At fake er blevet mindre acceptabelt, også når det kommer til vores forbrug«, siger Henrik Byager.

Pudsigt nok er der ikke forskel på, om man er rig eller fattig, når man ser på folks indstilling til kopivarer, fortæller Lars Aarup fra FDB Analyse. Det er med andre ord ikke indkomsten, der afgør, om man er mere eller mindre negativ over for kopierne.

LÆS ARTIKEL

Ifølge Mads Arlien-Søborg, der er trendekspert i firmaet We Made It, er forklaringen, at kopier slet ikke harmonerer med den tid, vi lever i.

»Ligesom det ikke længere er fedt at gå ind i Guccibutikken på Strøget og blive klædt på fra top til tå, hvis man har råd, er det heller ikke fedt at iføre sig kopivarer. Det er uoriginalt, har ingen kant og viser slet ikke, at man har styr på sin egen stil«, siger Mads Arlien-Søborg.

Taskejagten hos Tanja i Ringsted endte i øvrigt godt. Efter måneders søgning fandt hun på Trendsales sin Mulberryclutch brugt til 2.500 kr., eller det halve af nyprisen.

Hun afviser at være en mærkesnob og siger, at hun elsker designervarer for deres gennemførte kvalitet og håndværk.

»Jeg stiver mig ikke af med dyre designermærker. Hvis jeg havde brug for det, var jeg nok netop en af dem, der stadig køber kopivarer«, siger Tanja Vinther Larsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden