Mange ansatte i plejesektoren arbejder på deltid. Det giver ikke alene en lavere løn. Også pensionen bliver lavere, advarer forsker.
Foto: Thomas Borberg

Mange ansatte i plejesektoren arbejder på deltid. Det giver ikke alene en lavere løn. Også pensionen bliver lavere, advarer forsker.

Privatøkonomi

Se, hvor meget det kan koste: Deltid giver lavere løn, lavere pension og en sværere karrierevej

En sosu-assistent vil gå glip af ti års løn, hvis hun som 23-årig tvinges på deltid og bliver der til pensionsalderen.

Privatøkonomi

Det kan lyde rart at komme på deltid, hvis man har et arbejde med mange skæve vagter i form af aften-, nat- og weekendarbejde.

Eller hvis man har et ønske om at tilbringe mere tid med børnene, mens de er små.

Men inden man takker ja til et deltidsjob eller beslutter sig for at bede chefen om at komme på nedsat tid, er der nogle ting, man bør have for øje, lyder det fra arbejdsmarkeds- og familieforsker Thomas P. Boje, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitets Center.

For det første er der lønnen. Din indtægt vil selvsagt falde, hvis du går på deltid. For det andet er der pensionen. Den vil også være mindre, når den tid kommer. For det tredje er der karrieren. Den vil også blive påvirket, siger forskeren.

»Hvis du har 10-15 år på deltid vil du både få en lavere løn og en lavere pension. Og medmindre du er i et meget særligt job eller besidder nogle helt specielle kompetencer, så vil det også gå ud over dine karrieremuligheder. Der vil ganske være en masse møder og diskussioner, som du ikke er en del af. Ude af øje, ude af sind«, siger Thomas P. Boje.

Deltid er kvindetid

Han mener, at der er opstået sprækker i den såkaldte dobbelte forsøgermodel, som vi har i Danmark, hvor både kvinden og manden er i arbejde.

Særligt inden for service- og omsorgsfagene i kommunerne og regionerne er en stor del af jobbene deltidstillinger i dag.

For sygeplejerskernes vedkommende er det eksempelvis mere end halvdelen, der er ansat i en deltidsstilling, fremgår det af regeringens udspil til en reform af sundhedsvæsenet, som forleden blev præsenteret, mens det for sosu-medarbejdernes vedkommende ifølge fagforbundet FOA er endnu flere, der arbejder på deltid.

Og da begge fag er typiske kvindefag, betyder det også, at langt flere kvinder er på deltid end mænd, pointerer Thomas P. Boje.

Mange familier, især dem med små børn, har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og vælger derfor, at den ene forælder skal gå ned i tid. Ofte vil det være kvinden, og på den måde er man med til at forstærke nogle kønsrollenormer, hvor kvinden og ikke manden i overvejende grad tager sig af børnene og husholdningen.

»Det er også en konsekvens af, at vi ikke har en familiepolitik, som ligestiller mænd og kvinder i omsorgen for børn på samme måde, som man har det i Sverige og Norge«, siger Thomas P. Boje.

FOA Ungdom vil have fuldtidsstillinger

Hos FOA Ungdom har man i de seneste tre år sat fokus på konsekvenserne af at arbejde på deltid med kampagnen #FuldtidJaTak.

For en 23-årig sosu-assistent, der går på deltid, og arbejder 30 timer om ugen, vil der efter 47 erhvervsaktive år på deltid være et samlet indkomsttab (løn, pension og feriepenge) på 2,73 millioner kroner svarende til 10 års fuldtidsløn.

Løntabet alene er på 2,4 millioner kroner, mens pensionen vil være 309.666 kroner lavere end , hvis hun havde arbejdet fuld tid og feriegodtgørelsen 46.450 kroner lavere«, viser beregningerne fra FOA.

Hvis du har 10-15 år på deltid vil du både få en lavere løn og en lavere pension. Og medmindre du er i et meget særligt job eller besidder nogle helt specielle kompetencer, så vil det også gå ud over dine karrieremuligheder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor er det et stort problem, at så mange stillinger i plejesektoren i dag er deltidsstillinger, mener FOA Ungdom.

»Det er vigtigt, at mænd og kvinder har de samme rettigheder. Derfor er det ærgerligt, at man mange steder er med til at fastholde en gammeldags kultur, hvor kvinderne er på deltid og mændene arbejder på fuld tid, siger Lotte Berthelsen, FOA Ungdoms talsperson.

For nogle kan det måske give god mening at have mere tid til børn og familie, erkender hun, men det er først og fremmest arbejdsgiverne der har gavn af de mange deltidsansættelser.

»Det er klart, at vi har nogle kvindelige medlemmer, der har vænnet sig til deltidsarbejdsmarkedet, men når det så går op for dem, hvad det betyder for deres løn og pension på længere sigt, synes de fleste også at det er urimeligt«.

»Også fordi de sjældent oplever at få en ekstra fridag ud af at være på deltid. Som regel har de bare nogle lidt kortere arbejdsdage og må så tage flere af de skæve vagter om aftenen og i weekenderne for at få en løn, der gør, at tingene kan hænge sammen«, siger Lotte Berthelsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden