Styring.  Med en tablet i hånden kan Niels Levi styre de intelligente lygtepæle. Lygtepælen, han står under, er indstillet til at lyse på en bestemt måde, men kan også reguleres, hvis man ønsker meget eller lidt lys i en given periode.
Foto: Katinka Hustad

Styring. Med en tablet i hånden kan Niels Levi styre de intelligente lygtepæle. Lygtepælen, han står under, er indstillet til at lyse på en bestemt måde, men kan også reguleres, hvis man ønsker meget eller lidt lys i en given periode.

ressourceøkonomi

Nye intelligente gadelamper lyser op, når du kommer gående

Over de næste fem år skal over 200.000 gadelamper i Danmark skiftes ud.

ressourceøkonomi

Danmark er i gang med en massiv udskiftning af landets lygtepæle. Det skal give bedre miljø, større trafiksikkerhed og millionbesparelser på kommunernes elregninger.

Skandinaviens største lysrådgiver ÅF Lighting vurderer, at der over de næste fem år skal udskiftes mellem 200.000 og 300.000 udendørslys i Danmark. Det skyldes, dels at nogle af dem er gamle, dels at andre ikke lever op til miljøkrav fra EU, der kræver, at kviksølvlyskilder skal udfases i hele unionen inden udgangen af 2015.

Udskiftningen er en millioninvestering, og alene i København har man afsat 266 millioner kroner til udskiftning af 20.000 lyskilder på veje, cykelstier og i parker.

Sparer energi »Vi er allerede godt i gang med udskiftningen. Det nye lys er bedre for miljøet, bedre for økonomien og bedre for borgerne. De gamle lyskilder, som vi skifter nu, har siddet der i 25 til 30 år, så det er på tide at skifte dem«, siger Thomas Maare, fagkoordinator for belysning i Københavns Kommune.

Besparelsen kommer, fordi de gamle kviksølvs- og højtryksnatriumarmaturer bliver udskiftet med de langt mere effektive LED-lys. Københavns Kommune vurderer, at de nye LED-lamper vil give kommunen en energibesparelse på 70 procent sammenlignet med de gamle lamper, der præger gadebilledet i dag. Dermed reducerer kommunen også sit CO2-udslip fra gadebelysning, som den har et mål om at sænke med 20 procent inden udgangen af 2014.

»Når det hele er udskiftet, forventer vi at spare 1 million kroner om måneden afhængigt af befolkningstilvæksten. Der vil selvfølgelig være en tilbagebetalingstid, som afhænger af, hvilken type lyskilde der bliver udskiftet«, siger Thomas Maare.

Nye lamper er ti gange så gode
Han forklarer videre, at nogle steder vil det nye lys først have tjent sig selv ind om 20 år, fordi det kræver en mere omfattende udskiftning, andre steder vil det derimod være 7 år. Kommunen vurderer, at udskiftningen vil give overskud et sted mellem de to yderpunkter.

De nyeste LED-lamper kan brænde i 100.000 timer. Det er næsten 10 gange så længe, som de gamle lamper. Derudover bliver de installeret med såkaldt intelligent belysning. Det sker ved, at producenter installerer forskellige styresystemer i lygtepælene, så de kan tale med et centralt styret system, der kan tænde, slukke og regulere belysningen efter behovet hos de enkelte kommuner, de enkelte bydele og helt ned på de enkelte veje og stier.

»Lyset minder mere om sollys og er af langt bedre kvalitet. Det vil give bedre sigtbarhed på vejene, og også bedre orientering, når man går i en park om natten«, siger Thomas Maare.

Lyset dæmpes ellers automatisk mellem klokken 22 om aftenen og klokken 6 om morgenen for at spare på strømmen, men det vil man ikke kunne se med det blotte øje, forsikrer Thomas Maare.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: HUSTAD KATINKA

Intelligent lys kan hjælpe redningsarbejde
Nogle af de intelligente lygtepæle kommunikerer via radiobølger, andre er koblet på telefonnettet, og nogle af de mest avancerede har en GPRS-installation, så man kan se, præcis hvor de står. Monteret på lygtepælene er også et lille kamera, der tager et billede i sekundet og sammenligner dem, derved kan det registrere, om der kommer mennesker gående eller kørende. I god tid blænder lyset op, så sigtbarheden er god fremadrettet, mens lysniveauet langsomt daler bag den kørende, der bevæger sig fremad.

»Man kunne forestille sig en situation, hvor der er et trafikuheld på en vej om aftenen. Når redningsfolkene har registreret, hvor uheldet har fundet sted, kan de via en tablet skrue op for belysningen på strækningen, så ambulancefolkene har bedre arbejdsvilkår og de andre billister bedre kan navigere udenom. I sådanne situationer kan det hjælpe gevaldigt på trafiksikkerheden, at man kan styre de enkelte lygtepæle«, forklarer Niels Levi, key account manager i Philips.

Sammen med sit firma går han en spændende tid i møde, hvor der er et værdifuldt kapløb om kommunernes pengekasser mod konkurrenterne, som ligeledes har udviklet intelligente løsninger til fremtidens lygtepæle.

Udendørs udstillingsvindue

I forrige uge åbnede det første danske udendørs laboratorium til testning af intelligent gadebelysning – Doll Living Lab. Det særlige ved laboratoriet er, at de forskellige udbydere af lygtepæle kan opstille deres egen model i fuld størrelse på et område med 9,4 kilometer vej og cykelsti, hvor almindelige mennesker har deres daglige gang. Det har fået 18 danske og udenlandske producenter til at opstille 284 lygtepæle i området.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Åbningen af Doll Living Lab har fået megen opmærksomhed både herhjemme og i udlandet. Det er en stor skueplads for fremtidens gadebelysning, og kunderne kan gå rundt og se de forskellige bud på intelligente lygtepæle i 1:1. Det er en fantastisk mulighed for os til at vise, hvad vi kan«, siger Niels Levi fra Philips, som har opstillet 70 af de 284 lygtepæle.

Lyslaboratoriet i Albertslund har i de to seneste uger holdt både en dansk og en international åbning, hvor kommuner, forsyningsselskaber og andre interessenter i branchen har kunnet køre rundt og se på de mange forskellige bud på fremtidens lygtepæle.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce