Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kredsløb. Knap 10 kroner om dagen tjener kvinderne i Panipats genbrugsindustri på at klippe Vestens aflagte tekstiler i stykker, så det kan forarbejdes til nyt garn. Men jobbet er bedre end det fysisk hårde landarbejde, synes de.
Foto: Tim Mitchell

Kredsløb. Knap 10 kroner om dagen tjener kvinderne i Panipats genbrugsindustri på at klippe Vestens aflagte tekstiler i stykker, så det kan forarbejdes til nyt garn. Men jobbet er bedre end det fysisk hårde landarbejde, synes de.

ressourceøkonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her ender det genbrugstøj, du ikke vil have

Byen Panipat nord for Delhi i Indien har verdens største industri for forarbejdning af genbrugstøj. 40.000 mennesker arbejder med at forvandle kasseret tøj til kradsuld, som kan bruges til at væve billige nødhjælpstæpper.

ressourceøkonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tøjet kommer fra alle verdenshjørner og leveres i store sammenpressede baller.

Det er tøj, der er indsamlet til genbrug, men sorteret fra undervejs, fordi det ikke har nogen salgsværdi.

Nu skal det flænses og hakkes i småstykker og laves til kradsuld, som man kan spinde garn af til at væve billige tæpper.

Velkommen til Panipat, en by i det nordlige Indien, hvor den dårligste andel af Vestens genbrugstøj havner.

Byen er verdens største centrum for genanvendelse af tekstiler og et vigtigt hjørne i en global industri, der omsætter for næsten 3 milliarder dollars om året.

Kun 10-20 procent af det tøj, der afleveres i genbrugscontainere og -butikker, er godt nok til at sælge videre med det samme.

En stor del af resten går til eksport: Østeuropæiske lande aftager de bedste mærkevarer og køber både vinter- og sommertøj. I Afrika kan man primært sælge smart og moderigtigt sommertøj i god stand. Pakistan aftager de billigste kvaliteter.

Men der er stadig 15-20 procent tilbage, som ingen vil købe. Meget af det havner her i Panipat.

»Fordi mange udviklingslande befinder sig i varme områder, kan det globale marked ikke opsuge store mængder af vintertøj lavet af tyk uld, acryl og blandede fibre, bukser, jakker og bløde møbelstoffer«, siger den britiske antropolog Lucy Norris fra University College London.

Hun har gennem et årti fulgt kvinder i Panipats tekstilindustri som led i forskningsprojektet ’Waste of the World’.

I støv og røg

40.000 mennesker arbejder på Panipats kradsuldsfabrikker. Mange af dem er fattige migranter fra landområderne, som hyres via mellemhandlere.

Mens det er mænd, der åbner de store tøjballer og foretager den første grovsortering efter farve, kvalitet og materialetype, består kvindernes arbejde blandt andet i at finsortere tøjet, tømme lommer, klippe lynlåse og knapper fra og skære det i små stykker med grøntsagsknive, før det er klar til at ryge i de store flænsemaskiner.

»Det er et støvet og snavset arbejde, og der er mange skarpe redskaber, de kan skære sig på«, fortæller Lucy Norris.

Kvinderne selv synes dog ikke, at det er det værste job, man kan få – det er langt hårdere at arbejde i landbruget, siger de.

»De indretter sig oven på og mellem tøjbunkerne for at have det behageligt, og de, der har småbørn med, kan lægge dem til at sove i tøjbunkerne. Så sidder de og sludrer, og indimellem finder de noget stof eller pynt, de selv kan bruge, som de lige stikker til side. De synes ikke selv, at fabrikken er specielt snavset, men der er meget støv fra stof og fnug«, fortæller Lucy Norris.

Mange af børnene, som render og leger, mens deres mødre arbejder, har eksem, hoste eller løbende næser, og en del arbejdere er bekymrede for, om de kan få tuberkulose af at indånde alt støvet.

Tror tøjvask er for dyrt

Indimellem mærker man også den skarpe ildelugtende røg fra bål, der fyrer op under store kedler, hvor nogle af kludene indfarves. I andre kar ligger klude i blød i en blanding af spildolie, karbolsyre og kaustisk soda, før de er klar til maskinerne, der plukker fibrene helt fra hinanden.

Dette job er bedre betalt, men arbejderne klager over, at blødgøringsolien lugter forfærdeligt og giver dem hovedpine, svimmelhed og hoste, og arbejdet med at proppe de stinkende klude i maskinen er også hårdt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det giver mig ondt i øjnene, det larmer, og mine arme og ben bliver ømme«, siger en kvinde, som kommer ud af maskinrummet for at holde tepause – hendes hår, øjenbryn og skuldre er dækket af fnug.

En anden kvinde fortæller, hvordan snippen på hendes sari var blevet fanget i maskinen. Hun var heldig, at en kollega hurtigt fik trykket på stopknappen.

Noget af det tøj, kvinderne sorterer og findeler, er i så god stand, at de undrer sig over, hvorfor det er kasseret.

Tanken om, at vestlige forbrugere ligefrem har givet det væk, er for utrolig, for i Indien ville den slags tøj blive solgt, ligesom husholdninger sælger gamle aviser, pap og plastemballage til omvandrende indsamlere.

»Men der havde bredt sig et mærkeligt rygte om, at tøjet kom fra nogle lande, hvor der var ekstrem mangel på vand. At vand kostede lige så meget som nyt tøj, og at det derfor var så dyrt at vaske tøjet, at det var billigere at sælge det og købe noget nyt. For at bakke historien op var der en af værkførerne, som kunne lidt engelsk, der tolkede dry cleaning only-mærket som bevis for, at der ikke var noget vand«, fortæller Lucy Norris.

Tæpper til nødhjælp

Fibrene fra tøjet bruges til at væve billige kradsuldstæpper af den type, man kender fra militæret, fra fængsler og fra nødhjælpslejre.

90 procent af de internationale hjælpeorganisationers nødhjælpstæpper kommer fra Panipat. På den måde vender det tøj, der oprindelig blev doneret til velgørenhed, alligevel tilbage som en slags humanitær bistand – men undervejs er det altså blevet forarbejdet under forhold, der er meget langt fra at være ordnede.

»Der er nogle få af de større og mere veldrevne fabrikker, som har kontrakter med de internationale hjælpeorganisationer. Især de store organisationer prøver at bekæmpe de dårlige arbejdsforhold i branchen«, siger Lucy Norris.

Problemet opstår, når en hjælpeorganisation bestiller en stor mængde tæpper med kort varsel – så kan den ’pæne’ fabrik ikke altid levere det hele, men må købe af underleverandører i den mere tvivlsomme ende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De største hjælpeorganisationer har derfor forsøgt at indgå faste rammeaftaler med fabrikkerne om tilsynsbesøg og regelmæssig leverancer af tæpper, som lægges på lager – klar til næste jordskælv, oversvømmelse eller borgerkrig.

Den slags aftaler kan de mindre, gammeldags fabrikker ikke være med i.

»Det er en stor gruppe mennesker, som arbejder på de her fabrikker. Det ville ikke hjælpe dem at sige, at vi bare skal lukke dem ned – og desuden er tæpperne nyttige. Men man kunne godt efterlyse et større fælles ansvar for, hvad der sker med de ting, vi bare smider ud, når de ender som det allersidste led i værdikæden«, siger Lucy Norris.

»Især for de velgørende organisationer må det være udfordringen at slå bro over den økonomiske og sociale afgrund, der skiller vestlige modeforbrugere og de mennesker, som arbejder med deres bortkastede affald«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden