Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Afsløringer. Siden 2009 har over hundrede danske virksomheder oprettet  en såkaldt whistleblowerordning.

Afsløringer. Siden 2009 har over hundrede danske virksomheder oprettet en såkaldt whistleblowerordning.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cowi har fået otte anmeldelser: Firmaer har lært at elske whistleblowere

Whistleblowerordninger i virksomheder brugt som et ledelsesværktøj til at forbedre omsætningen og forhindre problemer.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krypterede hjemmesider, anonyme hotlines og hemmelige login.

Siden 2009 har over hundrede danske virksomheder oprettet den slags kommunikationskanaler som en del af en såkaldt whistleblowerordning, hvor medarbejdere anonymt kan gøre ledelsen opmærksom på kritisable forhold.

En af virksomhederne er Cowi, der gennem sin whistleblowerordning har fået 8 anmeldelser, hvoraf der har været hold i de 7. Sagerne har drejet sig om »bestikkelse, uetisk adfærd, lovbrud, tyveri og konkurrerende aktivitet«, oplyser ingeniørvirksomheden.

Whistleblowing opstod som fænomen i 1970’erne og skulle punktere virksomheders og myndigheders stigende magt i samfundet.

Interne whistleblowere skulle ‘blæse i fløjten’ og informere borgerne om, hvad der i virkeligheden foregik bag de nedrullede gardiner.

Dengang sammenlignede daværende bestyrelsesformand for General Motors James Roche whistleblowing med industrispionage og sabotage.

Bugt med virksomhedskriminalitet Men en del er sket siden. I dag har erhvervslivet taget whistleblowing til sig og opretter uden protester interne whistleblowerordninger for medarbejderne. Men hvorfor?

»Det bliver set som noget, der virkelig kan hjælpe forretningen og omsætningen«, siger Wim Vandekerckhove, som har skrevet flere bøger om whistleblowing og forsker i whistleblowere og whistleblowerordninger ved University of Greenwich i London.

I Danmark har Lars Bo Langsted, juraprofessor ved Aalborg Universitet, beskæftiget sig med whistleblowerordninger i forbindelse med forebyggelse af virksomhedskriminalitet.

»Whistleblowerordninger er et fantastisk godt redskab. I mange virksomheder har medarbejdere mistanke om uregelmæssigheder, men ved ikke, hvor de skal gå hen. De vil nødig gå til den nærmeste chef, hvis han nu er den mistænkte«, siger han.

Whistleblowere stopper svindel
Han peger også på, at amerikanske erfaringer viser, at virksomheder med whistleblowerordninger ikke er udsat for mindre kriminalitet. Til gengæld koster sagerne mindre for virksomhederne, fordi bedrageriet opdages hurtigere.

I Danmark tyder det på, at der er et uudnyttet potentiale.

En rapport fra revisionsselskabet PricewaterhouseCoopers viser, at lidt over en fjerdedel af alle danske virksomheder i 2011 oplevede kriminalitet i virksomheden som for eksempel regnskabsmanipulation, hvidvaskning af penge eller bestikkelse.

Og sidste år viste en Megafonmeningsmåling for Politiken, at hver femte lønmodtager holder igen med at kritisere forholdene på arbejdet over for chefen af frygt for konsekvenserne.

Oplysningsidealer
Forklaringerne på de mange ordninger bliver underbygget af en rundspørge, Politiken har gennemført blandt alle virksomheder med whistleblowerordninger i Danmark.

Når virksomhederne skal begrunde, hvorfor de har fået en whistleblowerordning, er der to populære svar: 1) Medarbejderne skal have bedre muligheder for at fortælle om problematiske forhold. 2) Uhensigtsmæssig adfærd i virksomheden skal forhindres.



Virksomhedernes omfavnelse af whistleblowing er tankevækkende, mener Erik Mygind du Plessis. Han arbejder ved Roskilde Universitet på et ph.d.-projekt om kritik og ytringsfrihed i arbejdslivet.

»Whistleblowing bliver knyttet sammen med oplysningsidealer om demokrati. Vi skal vide, hvad der foregår i organisationerne, så vi kan deltage i en oplyst samtale. Nu bliver whistleblowing til et styringsredskab. En måde at lede sin organisation på. Der er tale om to ret forskellige opfattelser af whistleblowing, der bliver blandet sammen«, siger Erik Mygind du Plessis. Beskidt vasketøj bliver indendørs


Han har især bemærket markedsføringen fra det store amerikanske firma Navex Global, der sælger whistleblowersystemer til flere danske virksomheder.

På deres hjemmeside skriver de eksempelvis, at ordningerne skal opdage negative trends, »før de resulterer i større problemer, som er synlige for den brede offentlighed«.

Erik Mygind du Plessis ser formuleringen som et godt eksempel på, at whistleblowerordningerne strider mod den klassiske whistleblowerforståelse, hvor offentligheden bliver informeret.

»Det bliver en måde at holde det beskidte vasketøj indendørs på. Man kan sige, at der er privat ejendomsret, men den finansielle sektor har de seneste år haft en massiv indflydelse på samfundet. Det samme med sager om miljøforurening. Jeg synes, det er værd at diskutere, om offentligheden ikke skal have kendskab til den slags«, siger Erik Mygind du Plessis.

Åbenhed underminerer systemet
Virksomhedernes interesseorganisation Dansk Industri (DI) vil dog ikke anbefale mere åbenhed om, hvordan ordningerne bruges.

»Det vil underminere hele systemet. Den information, der kommer til den øverste ledelse, er følsomme oplysninger for medarbejderen og virksomheden som sådan. Det er vigtigt, at den information holdes inden for virksomheden, så ledelsen kan reagere på den«, siger chefkonsulent Henrik Schramm Rasmussen.



Søren Hornbæk Svendsen er partner i advokatfirmaet Horten og rådgiver en række virksomheder i at indføre whistleblowerordninger. Han nævner, at ordningerne eksempelvis effektivt kan opfange svindel i et bogholderi.

»Det er en måde for ledelsen at holde øje med tingene på. I stedet for at der bliver sendt en brun kuvert til Ekstra Bladet, og at det så er ude af virksomhedens kontrol, får virksomheden det nu at vide og kan styre det«, forklarer Søren Hornbæk Svendsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sparsomme svar fra virksomhederne
I dag er det småt med informationer om, hvilke sager der bliver opdaget gennem whistleblowerordningerne.

Politiken har spurgt alle danske virksomheder med en whistleblowerordning, om de vil fortælle, hvad der kommer frem gennem ordningen.

Svarene er sparsomme: Mange virksomheder afviser helt at medvirke i undersøgelsen. De fleste henviser til, at arbejdet med whistleblowerordningen betragtes som fortroligt og internt.

Andre er nervøse for, om presseomtalen vil stille dem i et dårligt lys. En gruppe af virksomhederne henviser også til, at sagerne holdes hemmelige for at beskytte medarbejdere, der har anmeldt anonymt.



35 ud af de godt hundrede virksomheder har valgt at deltage i rundspørgen, og blandt dem vil cirka halvdelen oplyse, hvor mange anmeldelser de har fået.

De mest åbne virksomheder vælger at beskrive sagerne generelt.

Eksempelvis hos teleselskabet TDC, hvor man gennem whistleblowerordningen har haft én anmeldelse, der påstod, at en leder accepterede fiktive salg fra et par medarbejdere.

Anklagen blev vurderet grundløs, men TDC valgte alligevel at stramme op på procedurerne. Måske bliver den typer sager dermed forhindret i fremtiden. Tryghed er essentielt


Lukketheden får kritikere som Erik Mygind du Plessis til at overveje, om flere – eksempelvis medarbejderrepræsentanter – skal have indsigt i, hvad der anmeldes gennem ordningerne.

Omvendt ser Wim Vandekerckhove fra Greenwich University i London ikke, at der er grund til demokratisk bekymring: »Hvis organisationerne skaber metoder til at rejse en bekymring internt, kan man tidligt stoppe problematisk adfærd. Så er der fra et borgersynspunkt ingen grund til, at nogen ‘blæser i fløjten’ ud i offentligheden. Hvis samfundet kan stole på, at organisationerne har de rigtige procedurer, der får folk til at rejse bekymringerne internt, og som derefter bliver løst, er jeg en glad borger«, siger han.

Hvis ordningerne skal være effektive, må medarbejderne være trygge ved at bruge dem, fortæller Wim Vandekerckhove. Og umiddelbart er der god grund til at overveje grundigt, om man vil springe ud som whistleblower:

Selvcensur og angst
Den amerikanske professor Fred Alford fra University of Maryland udgav i 2001 bogen ’Whistleblowers: Broken lives and organizational power’.

På baggrund af interviews med en række whistleblowere og deres familier tegner han et deprimerende billede: Langt de fleste sidder ensomme tilbage. Udstødt af fællesskabet på arbejdspladsen eller lokalsamfundet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De har psykiske mén som stress, angst og posttraumatisk stress. Han konkluderer, at whistleblowere ofte er mere naive end resten af befolkningen.

De bliver mere chokerede, når de opdager, at deres virksomhed bryder loven. Og det kommer bag på dem, når de efterfølgende bliver stemplet som ‘sladrehanke’ eller ‘stikkere’, fordi de fortalte sandheden til medier, myndigheder eller kollegaer.

Spørgsmålet er, om whistleblowerordningerne reelt kan beskytte medabejdere – især når anmeldelserne handler om topledelsen frem for en kollega, der tager af kassen. En løsning i finanssektoren

En løsning kan måske findes i finanssektoren, hvor der i år etableres en ekstern whistleblowerordning hos Finanstilsynet som supplement til bankernes interne ordninger. »En intern whistleblowerordning er en måde for ledelsen at styrke sin ledelseshåndtering og styre virksomheden bedre. Det er for så vidt ganske udmærket. Men vi har haft den problemstilling, at hvad nu, hvis sagerne handler om ledelsen selv? I Roskilde Bank ville medarbejderne nok ikke henvende sig til ledelsen, da tingene ikke fungerede«, siger næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden