0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritiseret finanskoncern udfordrer danskernes samfundsmoral

Alm. Brand lancerer ny imagekampagne om værdier.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kører vi rundt på stjålne cykler? Lukker vi øjnene og køber bevidst hælervarer? Reagerer vi ærligt, når bageren giver os for mange byttepenge retur, eller når tjeneren glemmer at skrive en ret på regningen?

Forsikrings- og bankkoncernen Alm. Brand har lanceret en ny imagekampagne, der rejser kritiske spørgsmål til danskernes værdier.

For måske er der sket et skred, siger speakerstemmen i reklamefilmene, der for tiden vises til de danske tv-seere, som Alm. Brand håber at få som nye kunder.

Men hvorfor vil en finansiel virksomhed pludselig diskutere moralske værdier med danskerne, og hvordan står det egentlig til med Alm. Brands egen moral?

Det har Politiken spurgt Alm. Brands administrerende direktør, Søren Boe Mortensen, om.

Hvad har danskernes forhold til cykeltyverier, restaurantregninger og hæleri med jeres bank- og forsikringsforretning at gøre?

»Vores holdning er, at værdier mellem mennesker - eller mellem mennesker og virksomheder - er grundlaget for den måde, vores samfund fungerer på. Vores forretning bliver jo påvirket af værdisættet. Og derfor har vi en interesse i, at værdierne er intakte i Danmark. Det er vores udgangspunkt. Vi lever af, at der er et højt værdisæt«.

Og den er gal med nogle af de værdier?

»Værdisættet er generelt højt, men der er jo nogle steder, hvor det knirker. Der bliver jo stjålet rimelig mange cykler hver eneste dag, og der bliver kørt på dem. Der er noget, man godt kunne sætte til debat«.

I laver vel ikke marketingkampagner af bar samfundssind?

»Nej, bestemt ikke. Og derfor siger jeg klart, at værdisættet er et grundlag for det at drive finansiel virksomhed. Vores forsikringsforretning er afhængig af, at der en vilje i samfundet til at tage afstand fra tyveri og hæleri. Så derfor vedrører debatten også Alm. Brand som virksomhed«.

Hvordan afspejles den værdidebat i jeres egen måde at arbejde på?

»Vi har jo nogle klare holdninger til, hvordan man opfører sig ordentligt, hvis man skal bruge et gammeldags udtryk. Og ordentligheden er et grundlæggende begreb i den måde, vi driver virksomhed på«.

Men Alm. Brand er et af de selskaber, der har allerflest klagesager i Ankenævnet for Forsikring. Ser vi på f.eks. sager om indboforsikringer, så var I suverænt dem, der tabte flest sager til jeres kunder, sidst tallet blev gjort op. Hvordan hænger det sammen med, at I nu stiller spørgsmålstegn ved samfundsmoralen?

»Vi forsøger altid at have en god dialog med vores kunder. Og nogle af de ting, som går galt, når en sag havner i Ankenævnet, det er når dialogen ikke lykkes. Men du har ret: Vi skal og er allerede blevet bedre til det«.

Ankenævnet for Forsikring er vel ikke til fortolkning. Der er tale om en slags retslige afgørelser, ikke?

»Og derfor er vores udgangspunkt, at vi skal have reduceret antallet af sager - sådan er det. Og det er også sket fra sidste år til i år«.

Så næste gang, der kommer en statistik, ser den bedre ud?

»Ja, så ser den meget bedre ud. Der sker rigtig meget, det kan jeg love dig«.

Skal man ikke passe på med at prædike moral for andre, hvis man selv har noget at indrømme?

»Vi snakker ikke om moral, men værdier, for moral er sådan noget med løftede pegefingre. Men når det er sagt, så er det klart, at dette stiller store krav til Alm. Brand som virksomhed og til alle ansatte i Alm. Brand. Det er vi fuldstændig bevidste om«.

Jeres bankforretning har tabt 5 milliarder kroner siden finanskrisens start, så hvordan går det med at passe på de hårde værdier i Alm. Brand?

»Krisen ramte Alm. Brand relativt hårdt, og vi har haft rigtig store tab igennem de seneste år. Men jeg mener også, at vi har arbejdet på at få både banken og vores kunder igennem bedst muligt under de forhold, der har været«.

Men kan du forstå, hvis nogle danskere spørger, hvad I som bank bilder jer ind at ville diskutere moralske værdier, når bankerne lige har haft et stort ansvar for den finanskrise, der har plaget det danske samfund?

»Vi er faktisk overbeviste om, at vi i forhold til vores adfærd og vores håndtering af vores kunder og det omgivende samfund har holdt vores værdier ordentligt på plads som virksomhed. Også selvom vi har været pressede indtjeningsmæssigt og kapitalmæssigt gennem en periode«.