Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
STØJ. På grund af forsinkelse med metrobyggeriet vil transportministeren nu tillade støjende natarbejde på samtlige metrobyggepladser.
Foto: Daniel Hjorth (arkiv)

STØJ. På grund af forsinkelse med metrobyggeriet vil transportministeren nu tillade støjende natarbejde på samtlige metrobyggepladser.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu får alle metrobyggepladser nattestøj

Tusindvis af københavnere vil med en ny lov få støjgener, der ifølge WHO kan være sundhedsskadelige.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Metrobyggeriet er så forsinket, at transportminister Magnus Heunicke (S) nu vil indføre støjende nattearbejde på samtlige 21 metrobyggepladser i hovedstaden.

Hidtil er offentligheden og byggeriets cirka 30.000 direkte berørte naboer kun blevet orienteret om, at der skulle være ekstraordinært døgnarbejde på byggepladserne ved Marmorkirken og Øster Søgade.

Men ministeriets nye supplerende VVM-redegørelse varsler, at samtlige 21 byggepladser i København og på Frederiksberg i visse byggefaser bliver udsat for støjende arbejde også om natten på mellem 42 og 81 decibel (dB).

»På alle stationsbyggepladser vil der om natten være mindre støjende byggeaktiviteter, som dog vil kunne opleves generende, da aktiviteterne foregår om natten«, skriver Transportministeriet i VVM-redegørelsen, der sent torsdag aften blev sendt i offentlig høring.

Borgerne blev i den oprindelige VVM-redegørelse lovet, at de ikke ville blive udsat for støjende arbejde over 40 decibel efter klokken 18.00. 40 decibel-grænsen uden for normal arbejdstid er den almindeligt anvendte støjgrænse for anlægsarbejder om natten.

Tusinder vil blive berørt

Men nu står langt de fleste metronaboer over for i visse byggefaser at blive udsat for en langt højere støjbelastning end 40 dB om aftenen og om natten.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kan man observere negative helbredseffekter, når mennesker udsættes for længerevarende nattestøj på 40-55 dB. Når man kommer over 55 dB, ses »en væsentlig påvirkning af folkesundheden ved langtidspåvirkning«, refererer ministeriet selv i VVM-redegørelsen.

Samme materiale oplyser, at mindst 620 boliger og dermed omkring 1.200 personer vil blive udsat for et støjniveau over 55 decibel i visse byggefaser. Mindst 4.900 boliger – cirka 9.800 beboere – vil blive udsat for byggestøj over 60 decibel frem til klokken 22.00 om aftenen.

»Lige nu har vi mest af alt lyst til bare at råbe på hjælp. Det er fuldstændig uacceptabelt, at der skal arbejdes aften og nat på stationsbyggepladserne. Vi må regne vores gade som ubeboelig, hvis dette går igennem. Hele processen unddrager sig enhver form for demokratisk anstændighed, og det er dybt pinligt for alle, der skal forestille at forvalte et folkestyre«, siger Carsten Juul, formand for en af ejerforeningerne ved København H.

Transportminister Magnus Heunicke vil ikke stille op til interview med Politiken om den VVM-redegørelse og det lovforslag, han har fremsat de seneste tre dage. Men i en skriftlig kommentar til Politiken siger han, at nattestøjen mest handler om »enkelte aktiviteter, som nødvendigvis af byggetekniske årsager må foregå kontinuert uden stop, men det vil kun strække sig over en kortere periode«.

Styrelse: Ingen mening fagligt set

Finder du det ansvarligt at indføre støjende natarbejde på samtlige byggepladser, blot fordi projektet er forsinket?

»Jeg synes, det er rimeligt at give mulighed for størst mulig fremdrift i projektet, så længe støjen om natten ikke er højere end 55 dB. Der er over en tredjedel af københavnerne, der i dag oplever et højere støjniveau om natten. Ifølge København Kommunes støjhandlingsplan fra 2011 er 34 procent af boligerne i kommunen udsat for et vejstøjniveau over 55 dB om natten«, skriver ministeren.

Miljøstyrelsen og Københavns Kommunes miljøforvaltning har tidligere kritiseret Metroselskabet, som også står bag VVM-redegørelsen, for at vildlede ved at sammenligne trafikstøj med byggestøj, da byggestøj er mere generende:

»Fagligt set giver det ingen mening at sammenligne vejtrafikstøj med byggepladsstøj. Dels fordi støjens karakter er forskellig, dels fordi man bruger meget afvigende målemetoder for at beskrive støjens styrke«, oplyste Miljøstyrelsen til Politiken i maj sidste år.

Udvidet adgang til erstatning

Transportministeren lavede i februar en aftale med alle partier, undtaget Enhedslisten og Konservative, om at fjerne borgernes adgang til at klage over byggeprojektet. Til gengæld skulle borgerne få udvidet adgang til erstatning for byggegenerne, og de værst ramte vil få mulighed for at blive genhuset.

Af lovforslaget fremgår det, at borgere først har ret til erstatning ved aftenstøj over 60 decibel og nattestøj over 55 decibel. Egentlig genhusning kan først komme i betragtning ved aftenstøj over 75 decibel og nattestøj over 65 decibel.

Det betyder eksempelvis, at ved Nørrebroparken, hvor transportministeren under stor mediebevågenhed tilbragte en nat i februar, ligger støjen under den grænse, der giver genhusning.

Ministerium: Metro vil blive pålagt støjreducering

Heunickes ministerium oplyser opfølgende, at selv om der er anført støjniveauer på 62 dB for nogle byggepladser, vil Metroselskabet blive pålagt at finde ud af, hvordan de kan reducere det til 55 dB.

Politiken afslørede i søndags, at Folketinget i 2010, uden at blive oplyst om det, sagde ja til metrobyggeriets risikable spareøvelse og indførelsen af støjende døgnarbejde. Byggetilladelserne til aften- og natarbejde er siden erklæret ulovlige af Natur- og Miljøklagenævnet, hvilket har forsinket byggeriet yderligere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folketinget skal med den nye metrolov lovliggøre aften- og natarbejdet og samtidigt fjerne naboernes ret til at klage – for derved at sikre projektets fremdrift.

Transportministeren har oplyst, at byggeriet vil blive cirka et år forsinket og dermed 1,7 milliarder kroner dyrere, uagtet det nye lovindgreb.

Hvad kan være mere demokratisk?

På Politikens spørgsmål om, hvorvidt projektet har været håndteret demokratisk forsvarligt, skriver ministeren:

»Vi er i gang med at behandle en lov i Folketinget. Hvad kan være mere demokratisk? Og jeg har sammen med forligskredsen bag den lov forholdt mig til den uholdbare situation, metroprojektet stod i, hvor pengene fossede ud af kassen, og risikoen for forsinkelser tårnede sig op. I sådan en situation mener jeg, det er vores demokratiske pligt som politikere at tage ansvar og handle«.

Mange berørte borgere, Enhedslisten og Konservative ser anderledes på det.

»Det, der foregår her, er simpelthen usmageligt. Det bekræfter, at projektet for længst er kørt af sporet, og at man nu desperat forsøger at undgå rent havari. Forhold, der skyldes enestående ringe planlægning«, udtaler Maya Glem, talsperson for Beboerforeningerne omkring Marmorkirken.

Legarth: Hurtig aftale var ferkert

Konservatives transportordfører, Mike Legarth:

»Udviklingen nu viser, at det var forkert af ministeren og forligspartierne at haste en aftale igennem uden at inddrage de berørte borgere. Det er ikke værdigt for et retssamfund at fjerne borgernes mulighed for at klage. Metroselskabet har ændret gentagne gange på præmisserne for at udføre arbejdet, og det vil formentlig ske igen«.

Forligskredsen på Christiansborg mener dog ikke umiddelbart, at borgerne har noget at have kritikken i.

»Det er ærgerligt, at der ikke fra start har været styr på juraen i projektet. Men det vil vi reparere med den nye lov. Venstre bakker op om at få metroen bygget færdig hurtigst muligt, og i det omfang, det medfører støjgener, skal naboer kompenseres og eventuelt få mulighed for at flytte væk. Men for hver måned, projektet bliver forsinket, er det til stor skade for hele København«, siger Venstres metroordfører, Jan E. Jørgensen.

Partier sætter lid til høringsproces

Heller ikke DF og SF mener, at det udvidede nattearbejde giver anledning til at ændre den politiske aftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nu er der en høringsproces, og så må vi se, om det kan give ændringer. Men den tidligere regulering af byggeriet var uholdbar; vi har brug for at se en ende på byggeriet, økonomisk og tidsmæssigt«, siger SF’s trafikordfører, Karsten Hønge.

Er det generelt SF’s politik at fjerne borgernes ret til at klage?

»Nej, det går vi normalt meget op i. Men nogle gange er man lidt under pres, og det er vi i denne sag, hvor flere forskellige hensyn skal forenes«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden