Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Crowdfunding er i vækst, og nu åbner den danske version af sitet Kickstarter, som skal få danskerne endnu mere med på vognen.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Betal 5.000 kroner - og få en filmkarakter opkaldt efter dig

New York-baseret crowdfunding-site vil gå efter danske videospilsfans.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Var det noget med et par sko brugt af en kvindelig hovedrolleindehaver? Eller er du vild efter at få dit navn nævnt i rulleteksterne?

Det Brooklyn-baserede website Kickstarter giver fra i dag danskerne mulighed for at få deres kreative projekter finansieret af ganske almindelige mennesker, der har et lille overskud i økonomien.

Fænomenet kaldes crowdfunding og betyder, at man kan præsentere sin idé og sit finansielle mål på en hjemmeside, og så håbe, at andre ser det samme potentiale og har lyst til at støtte projektet med, hvad de nu har på lommen.

Hjemme fra sofaen kan man støtte projektet med helt ned til fem kroner - til gengæld kan man få alt fra en 'tak' på Twitter til retten til eksemplevis at navngive en karakter i en film.

»Vi ved, at der i Danmark og i København er mange kreative mennesker, som starter projekter, der er perfekte til Kickstarter«, siger Julie Wood fra Kickstarter, som er verdens største af sin slags og blandt andre skal konkurrere med det danske boomerang.dk.

Håndholdt propel og økologiske underbukser

Ifølge Julie Wood er det velkendt, at Danmark er befolket af mange kreative sjæle. Virksomheden har desuden registreret, at 22.000 danskere allerede har slået sig sammen med typisk amerikanere eller briter, som længe har kunnet bruge websitet, for at præsentere forskellige projekter.

Et eksempel har været det københavnske projekt Vaavud, som har skabt en lille håndholdt propel, der måler vindhastighed og andre data om vinden. Propellen kan sættes på et par høretelefoner, og dataene kan aflæses på en app. Folkene bag indsamlede 392.000 kroner igennem 1.049 donationer.

»Det er en lille plastikdims, men det er design, teknologi og det er bæredygtigt - alt i alt mange af de trendsættende aspekter, som lige nu kører her og i hele verden, så det er ikke overraskende, at de fik succes på Kickstarter«, siger Julie Wood, som ved, at der er mange flere af den slags projekter i gang.

Et andet eksempel er virksomheden Organic Basics, der sælger økologiske underbukser til mænd. På kun to dage fik folkene fra Aarhus indsamlet det beløb, de havde sat sig som mål, og idéen er i dag blevet til en virksomhed.

Men der er selvsagt også projekter, som aldrig når at blive til noget. 60 procent af projekterne når aldrig det finansielle mål - sker det, får man ikke fingrene i de donationer, der er givet og dem, der har støttet projektet, får pengene tilbage.

»Dem, der oftest flopper, er folk, der ikke har en god historie og mest bare virker som om, de beder om penge. Det virker til gengæld godt at bede folk om at hjælpe med deres penge, bede dem tage del af projektet og dele den kreative vision. Folk søger en forbindelse med initiativtageren«, siger Julie Wood.

Høje krav fra mange mennesker

Og netop dét kan stille store krav til folk, der søger penge til deres projekter, påpeger Martin Sønderlev Christensen, som er ph.d i social computing og partner i virksomheden Socialsquare.

»Udfordringen er jo, om man kan levere nogle af de succeser, man lover. Pludselig har man et højt krav fra mange mennesker på sig, og det kræver et godt forarbejde, hvor man overvejer, om man ser sig i stand til at nå i land, eller om det bare er en god idé«, siger han og påpeger, at man desuden skal være ret klar på, at det stiller store krav til eksempelvis rettighedsregler, når først projektet er færdigt og skal køres videre.

På den positive side giver sites som Kickstarter en god mulighed for at få testet en god idé.

»Mange går lidt tidligere ud med deres projekt, end man normalt ville gøre, og det åbner for innovationsfeltet og mulighedsrummet«, siger Martin Sønderlev Christensen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ser muligheder i dansk spil-community

Fra i dag kan danskere så på egen hånd søge om finansiering af idéer, som strækker sig fra alt fra kunstprojekter og mode til film og videospil.

Og det er særligt de to sidstnævnte kategorier, der er interessante i Danmark. Mens film er den største kategori målt i antal projekter på Kickstarter, er videospil den største kategori målt i dollar, hvoraf det største er et rollespil, der indsamlede omkring 400.000 dollar - 2,3 millioner kroner.

Begge kategorier forventer Kickstarter bliver store herhjemme, men især onlinespil-folket ser Kickstarter potentiale i. 67 spilprojekter har allerede været igennem sitet, hvor danskere har slået sig sammen med folk fra andre lande for at få et projekt finansieret.

»Vi ved, at der er et stort gaming-community i Danmark, så vi forventer mange spil, men også film, design og teknologi«, siger Julie Wood, som siger, at man ikke har sat sig et mål om, hvor meget man forventer at tjene på det danske marked.

»Nu ser vi, hvor mange projekter, der kommer ind, men det kan selvfølgelig være tusinder«, lyder det fra Wood.

Spiludvikler: Rigtig god nyhed

En af dem, der har fingeren på computerspilspulsen er Jonas Wæver, som er kreativ direktør i det uafhængige spiludviklingsstudie Logic Artists, der i 2012 samlede penge ind via Kickstarter til udvikling af spillet 'Expeditions: Conquistador'.

Han tror, at der vil komme godt gang i projekterne med et 'dansk' Kickstarter.

»Siden vores egen succes har vi modtaget en del henvendelser fra andre udviklere, som har bedt om gode råd til at søsætte deres egne projekter«, siger han og peger på, at nogle af kollegerne har brugt IndieGoGo, som er en af Kickstarters konkurrenter, fordi Kickstarter krævede en amerikansk eller britisk kontaktperson.

»Men IndieGoGo er ikke lige så stort og populært som Kickstarter, så det her er en rigtig god nyhed for den lokale spilbranche«, siger Jonas Wæver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forbrugerrådet: Skal fremgå klart at det er velgørenhed

I Forbrugerrådet peger man på, at crowdfunding er i stærk fremgang, men man advarer også om, at det skal fremgå klart og tydeligt, at man ikke får sine penge tilbage, hvis projektet ikke bliver til noget.

»Det kan godt være problematisk, for jeg synes faktisk ikke, at det fremgår helt klart og tydeligt, når man går ind på Kickstarters side. Det er vigtigt, at det er krystalklart«, siger Troels Holmberg, der er økonom i Forbrugerrådet.

Han peger desuden på, at man som forbruger skal være opmærksom på, at der ikke gælder de almindelige kreditkortregler ved køb på internettet, så man ikke får sine penge tilbage, med mindre projektet ikke når sit funding-mål.

»Det er vigtigt, at man er indforstået med, at det her mere har karakter af velgørenhed end køb af ydelser«, siger Troels Holmberg.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden