Bitter lønkrig i DSB skal afgøres i voldgiftsret

Vi har ingen penge at dele ud af, siger DSB, men nu har medarbejderne fået nok.

Virksomheder

Rystende arrogant og uprofessionel. Sådan beskriver Ingeniørforeningen adfærden i DSB’s topledelse, der ikke har har afsat en krone til individuelle lønforhandlinger med de omkring 400 ansatte akademikere.

DSB-ledelsen vil gerne gennemføre de individuelle lønsamtaler, som medarbejderen har krav på i overenskomsten. Men da der ikke er nogen penge at forhandle om, er der tale om rene skinforhandlinger, og dermed bryder DSB et af de bærende elementer i den overenskomst, de selv har underskrevet. Det mener Ingeniørforeningen, Dansk Magisterforening og Dansk Jurist og Økonomforbund, der nu har fået nok.

Via deres fælles hovedorganisation, Akademikerne, vil fagforbundene nu indbringe sagen for en faglig voldgift, der skal afgøre, om DSB er gået over stregen.

Formand: Det er såre enkelt

I sidste måned forsøgte parterne at nå til enighed ved et mæglingsmøde i Finansministeriet, men også her måtte ingeniører, jurister og magistre gå med uforrettet sag; Finansministeriet bakkede nemlig op om DSB’s strategi, til stor overraskelse for de faglige forbund:

»Det her er såre enkelt, medlemmerne har krav på individuelle lønforhandlinger og tillæg; det er hele omdrejningspunktet i vores ny løn-system. Hvis ledelserne i de offentlige virksomheder i høj fart løber fra de overenskomster, de selv har indgået, så kan jeg garantere, at det får stor betydning, når vi skal forhandle nye overenskomster til næste år«, siger Morten Tiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen.

»Det er så rystende arrogant og uprofessionelt, at DSB-ledelsen på denne her måde undergraver sin egen troværdighed. Men hvis DSB-ledelsen holder fast i deres udlægning af virkeligheden, må vi jo se, hvem der er stærkest – og jeg minder i al stilfærdighed om, at vi ikke har tabt en eneste faglig tvist, i al den tid jeg har været ingeniør. Vi trækker kun sabelen, når vi har en vis sikkerhed for at vinde«, siger Morten Thiessen.

DSB: Det er økonomisk ansvarligt

Også formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, har talt dunder mod flere års løntørke i DSB:

»Det, der gør denne sag provokerende, er jo også, at DSB er en statslig virksomhed. Og så er situationen jo tilmed den, at medarbejderne gennem længere tid har været tvunget til at løbe rigtig stærkt, fordi der er gennemført flere fyringsrunder. Derfor har de ansatte en helt berettiget forventning om, at de også skal have en betaling for deres slid«, sagde Ingrid Stage til Politiken i foråret, hvor hun havde en klar forventning om, at DSB ville komme på bedre tanker.

Sådan gik det ikke.

DSB’s personaledirektør, Susanne Mørch Koch, understreger, at medarbejderne er i deres gode ret til at indbringe sagen for en voldgiftsdommer.

»Vi mener fortsat ikke, at vi bryder overenskomsten. Vi følger de centrale statslige overenskomster, men det er korrekt, at der ikke er afsat midler til en generel individuel lønregulering både i 2013 og 2014. Og det er simpelthen, fordi vi har været igennem et stort økonomisk turn-around-program, der skal give DSB en sund økonomi. Den proces indebærer, at vi afskediger og nedlægger omkring 1.000 stillinger over tre år. Vi synes, det er udtryk for økonomisk ansvarlighed, at man i en svær periode udviser løntilbageholdenhed, så vi kan komme tilbage på et sundt spor igen«, siger Susanne Mørch Koch.

Hvornår kan medarbejderne så regne med at få en lønregulering igen?

»Det skal jeg ikke kunne sige; vi er endnu ikke færdige med budgettet for 2015«.

Så i princippet kan der gå 10 år endnu?

»Jeg har svært ved at forestille mig, at der skulle være et tiårigt sigte på denne løntilbageholdenhed. Men vi har ikke taget stilling til de kommende år endnu. Budgetrammerne for 2015 er ultimativt noget, bestyrelsen skal afgøre«, siger personaledirektøren.

Hun understreger, at cheferne også har været omfattet af beslutningen om at holde lønnen i ro.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce