Amerikanerne elsker stadig en saftig burger. Men færre og færre sætter tænderne i en standardburger hos McDonald’s.
Den populære ærkeamerikanske burger fra den store kæde er ganske enkelt ikke længere så stort et hit blandt unge amerikanere i tyverne. De er blevet mere kræsne og vil selv kreere deres burgere.
Kravet om flere valgmuligheder er en af de forklaringer, som verdens største fastfoodkæde selv giver på den største nedgang i salget i USA i mere end ti år.
Salget i McDonald’s omkring 14.200 restauranter i USA faldt med 4,6 procent i november, hvilket er det største månedlige fald siden juni 2001.
Samtidig er der nu gået et helt år, hvor der måned for måned bliver langet stadig færre burgere over disken i kædens amerikanske hovedmarked.
Som McDonalds administrerende direktør, Don Thompson, selv beskriver udviklingen i en udtalelse:
»Nutidens forbrugere har et stigende krav om flere valg, bekvemmelighed og værdi«.
Starbucks og McDonalds bøjede sig for gadeprotester
Men krisen er endnu dybere for McDonald’s, mener analytiker Andy Brennan fra det amerikanske analysebureau IBISWorld.
»Unge forbrugere ser dem ikke som et brand, de vil forbindes med. De er ikke cool mere«, siger Andy Brennan til Bloomberg News.
Holder skansen i Danmark
Den amerikanske tendens har dog ikke ramt Danmark, bedyrer McDonald’s danske pressechef, Pia Tobberup.
Pressechefen vil ikke oplyse McDonalds salgstal i Danmark. Hun vil kun sige, at det overordnet går fint.
»Vi ser også forskellige nye markedstendenser, men vores forretning går stadig godt i Danmark. Det er jo forskelligt fra land til land, hvordan det går, og i Danmark har vi fine salgstal. Det forventer vi vil fortsætte«, siger Pia Tobberup.
Faktisk peger hun på, at en af de mest efterstræbte burgere er en stor udgave af standardburgeren Big Mac. Også selv om blandt andet fitnesskulturen har bredt sig mere og mere blandt både unge og andre aldersgrupper.
»Big Mac er et af vores mest populære produkter, og vi har kunnet se, at der er ret stor efterspørgsel på, at den kommer i en større model. Så Grand Big Mac er en reaktion på efterspørgslen, og den sælger rigtig godt. På den måde rammer tendenserne i USA os ikke. Vi kan se på reaktionerne på Facebook, at vores gæster synes, at Grand Big Mac’en er fantastisk – jo større jo bedre. Den er lidt dyrere, men det oplever vi heller ikke problemer med«, siger pressechefen.
Pia Tobberup erkender, at de unges vaner også ændrer sig i Danmark:
»Det er rigtigt, at der blandt tendenserne er en klar strømning mod mere individuelle produkter, og det lytter vi også til hos McDonald’s. Men omvendt oplever vi, at folk netop kommer til os, fordi de kender vores produkter og kan lide dem, som de er«.
Byg-selv-burger
I USA er andre burgerkæder begyndt at indrette sig efter de nye strømninger, og McDonalds har nu også indledt en kampagne for at stoppe nedgangen. Burgerkæden udvider et forsøg med såkaldte byg-selv-burgere, som har kørt et stykke tid i flere af kædens restauranter i det sydlige Californien.
Her vælger kunderne selv via en skærm, hvad der skal være i deres burger.
Nu udbredes konceptet til flere steder i Illinois, Wisconsin, Georgia, Missouri og Pennsylvania.