Optimisme. Der var stor tiltro til en lysere fremtid for Samsung, da den nye telefon Galaxy S6 blev lanceret. Virkeligheden lever ifølge de nye tal ikke helt op til drømmene. Arkivfoto: Ahn Young-joon/AP

Optimisme. Der var stor tiltro til en lysere fremtid for Samsung, da den nye telefon Galaxy S6 blev lanceret. Virkeligheden lever ifølge de nye tal ikke helt op til drømmene. Arkivfoto: Ahn Young-joon/AP

Virksomheder

Comeback-mobilen flopper: Skibet Samsung synker stadig

Der er lagt i kakkelovnen til store ændringer hos elektronikgiganten.

Virksomheder

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonghap har, kort før disse linjer skrives, meddelt, at en Samsung-chef har givet dem salgstallene for den første måneds salg af firmaets seneste flagskibsmodel, Galaxy S6.

Sidstnævnte kommer i to forskellige versioner, den almindelige og så den eksklusive Edge-model, der har fået masser af ros for sit design, hvor skærmen flyder ud over kanterne.

Samsung har solgt i alt cirka 10 millioner eksemplarer af de to modeller, lyder meldingen. Og for enhver anden smartphoneproducent – måske lige med undtagelse af Apple – ville det være fantastisk. Men når man hedder Samsung, er det en katastrofe.

Galaxy S5 floppede

S6-modellerne skulle nemlig have været Samsungs comeback-telefon. Da Samsung sidste år lancerede Galaxy S5, blev den anset for at være lidt af et flop. Der var ikke nok nyskabelse i den i forhold til dens ret populære forgængere, og et designsats med en nopret fup-læderbagside slog helt fejl.

Derfor blev Samsung Electronics’ designchef også degraderet og fjernet helt fra mobilproduktionen, mens chefen for divisionen, J.K. Shin, kunne mærke jorden brænde under sig og frivilligt gik ned i løn.

Så der var kæmpestore forventninger til S6. Forventninger, der i første omgang så ud til at blive indfriet. Galaxy S6 Edge tog pressen med storm, og både dens ydre og indre fik anmelderne helt op i nørdgasme-feltet. »Samsung er tilbage«, blev der skrevet mange steder efter afsløringen af S6 i marts.

Mest som branding

Men så kom nyheden om, hvor dyr S6 Edge var at producere. Analysefirmaet IHS havde kigget på komponenterne og fundet ud af, at produktionsprisen – alle delene plus samling af telefonen – er 290 dollars eller lige under 2.000 kroner.

Udsalgsprisen i USA er omkring 4.700 kroner eksklusive moms, og i Danmark begynder telefonen ved 6.500 kroner med moms.

Når man lægger importafgifter, forhandlersalg og distribution plus forhandlerfortjeneste og moms oveni, er der altså stort set ikke noget tilbage til Samsung. S6 bliver således primært en branding-indsats, der skal få folks opfattelse af Samsung tilbage på sporet. Der skal ikke tjenes penge på S6. Men strategien er slået fejl.

Men så kom nyheden om, hvor dyr S6 Edge var at producere

Når Galaxy S6-modellerne tilsammen blevet solgt i 10 millioner eksemplarer i den første måned, skal det sættes i forhold til, at flop-forgængeren S5 solgte 11 millioner den første måned. En million mere end den, der skulle give Samsung comeback.

Magasinet Forbes forsøgte at få en kommentar fra Samsung, men fik blot den klassiske »Ingen kommentarer« som tibagemelding.

Umulige forventninger

Det gør kun ondt værre, at ovenstående tal angiveligt er leverancer til butikkerne, ikke over disken til slutbrugerne. Der kan altså ligge masser af eksemplarer og fylde på lagrene i butikkerne (retfærdigvis: S5-salgstallet er underlagt samme vilkår).

Samsung var endda selvsikker nok til at forudsige, at der ville blive solgt 70 millioner eksemplarer af S6-modellerne i 2015.

Hvis S6 følger den normale salgskurve for smartphones, er det – hvis ovenstående salgstal står til troende – fuldkommen umuligt. Samsung påstod også, at der lå 20 millioner forudbestillinger ved lanceringen af S6-modellerne. Det ser også ud til at være ... unøjagtigt.

Trusler fra flere sider

Hvis S6 flopper, er J.K. Shin færdig. Samsungs ledelse vil uden tvivl sætte nye kræfter ind, der kan tage kampen op mod Apple og Xiaomi, Samsungs to største trusler på verdensmarkedet. De har nemlig begge ædt sig ind i Samsungs markedsandel på det altafgørende kinesiske marked.

Samtidig leverer Samsungs sydkoreanske kolleger i LG produkter, der gang på gang overgår Samsungs, når det gælder anmeldelser og teknologi. LG’s salgskurve går kun én vej, og det er op – selv om det går meget langsomt.

Så Samsung er presset på alle fronter. Der går nok ikke længe, før vi hører om drastiske ændringer hos elektronikgiganten.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden