Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    I 1998 forlod daværende bestyrelsesmedlem Ole Bjørn Nielsen Roskilde Bank, fordi han mente, at bankens direktør Niels Valentin Hansen havde for stor magt. Han havde håbet, at Østre Landsret havde placeret et ansvar for bankens store tab før sammenbruddet i sommeren 2008.
Foto: Jens Dresling

I 1998 forlod daværende bestyrelsesmedlem Ole Bjørn Nielsen Roskilde Bank, fordi han mente, at bankens direktør Niels Valentin Hansen havde for stor magt. Han havde håbet, at Østre Landsret havde placeret et ansvar for bankens store tab før sammenbruddet i sommeren 2008.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frifundet ledelse i Roskilde Bank får skarp kritik

De sagsøgte bankchefer var lettede. Men de tidligere aktionærer var skuffede, da Østre Landsret frikendte den tidligere ledelse i Roskilde Bank efter skarp kritik af ledelsens dispositioner.

Virksomheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kritikken var umiddelbart hård, da landsdommer Finn Morten Andersen tirsdag kiggede ud over de mange advokater i sorte kapper – og gennemgik Østre Landsrets dom i den største banksag efter finanskrisen.

»Landsretten finder, at der har været kritisable forhold«, erklærede Finn Morten Andersen.

Ifølge Finn Morten Andersen og selve dommen var Roskilde Bank på flere punkter drevet »letsindigt«.

Driften af banken var kritisabel, fordi der blev ydet store lån, som bankens bestyrelse først bagefter tog stilling til. Og der blev reelt ikke foretaget en kreditvurdering, da store kunder fik lån til køb af aktier i banken – hvilket var »ansvarspådragende for direktionen og bestyrelsen«, som det hedder i jurasprog.

Alligevel blev alle de 11 sagsøgte i den tidligere ledelse af banken samt bankens revisorfirma frikendt.

Som Finn Morten Andersen formulerede det:

»At en virksomhed begår fejl, kan ikke i enhver henseende være ansvarspådragende for ledelsen. Så skal ledelsen være personligt inddraget, og det finder vi ikke, at den har været«.

Kritik af begge parter

Flere af de sagsøgte var ikke til stede i Østre Landsret. Heller ikke bankens mangeårige direktør, Niels Valentin Hansen.

Men tidligere næstformand i bestyrelsen, Niels Krüger, sad på sin plads og var synligt lettet, da afgørelsen var blevet læst op. Han blev omfavnet af flere tilhørere, men ville kun sige: »Jeg er tilfreds«.

Det var altså ikke nok, at det var »ansvarspådragende« for direktion og bestyrelse, at der ikke blev foretaget en kreditvurdering af lån til store kunders køb af aktier i Roskilde Bank før bankens sammenbrud i sommeren 2008.

Ifølge Østre Landsret skyldtes det statens oprydningsselskab for nødstedte banker, Finansiel Stabilitet, som havde anlagt sagen med et krav om en samlet erstatning på 1 milliard kroner:

»Finansiel Stabilitet har imidlertid ikke kunnet opgøre sit tab i forbindelse hermed, og landsretten har ikke haft det fornødne grundlag for at foretage et skøn over et tab. Derfor er direktionen og bestyrelsen blevet frifundet«.

Administrerende direktør Henrik Bjerre-Nielsen fra Finansiel Stabilitet erkender, at det må statens selskab kigge på.

»Det er en kritik, som vi selvfølgelig vil drøfte med vores advokater«, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Vil nærlæse dom

Men ellers lægger han vægt på dommens kritik af bankens ledelse.

»Dommen fastslår, at der er kritisable forhold i banken. Men altså ikke af et sådant omfang, at ledelsen og revisionen bliver erstatningspligtig. Derfor viser den også, at der er en afstand mellem det kritisable og det erstatningspligtige. Og den afstand er større, end vi og vores advokater tidligere har bedømt den til. Derfor vil vi nu nærlæse dommen for at finde ud af, hvad forklaringen er på det«, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Han siger, at Finansiel Stabilitet vil bruge de næste fire uger til at afgøre, om sagen skal ankes til Højesteret.

Seniorrådgiver Lars Krull fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet havde forventet en frifindelse:

»De bliver ikke dømt, fordi man ikke kan vise en årsagsforbindelse mellem de handlinger, de har foretaget, og bankens tab. Der er altså et stort frirum til at foretage et forretningsskøn«, siger han.

Lars Krull er dog glad for, at sagen er blevet rejst ved retten:

»Vi skal have afprøvet det her, og resten af bankverdenen har lært meget af sagen. Den har en præventiv virkning«.

Advokat Søren Bergenser, der har fulgt det juridiske opgør efter finanskrisen tæt, siger til finans.dk, at Finansiel Stabilitet er nødt til at anke sagen.

Han henviser til, at dommer Finn Morten Andersen under fremlæggelsen af frifindelserne understregede, at man i flere tilfælde fra rettens side havde fundet, at bankens ledelse havde handlet ansvarspådragende.

»Dommerens bemærkninger er et vink med en vognstang om, at Finansiel Stabilitet bør anke denne her sag til Højesteret. Det bliver de simpelthen nødt til«, siger Søren Bergenser til finans.dk.

Ønskede ansvar placeret

På tilhørerpladserne sad bankens tidligere bestyrelsesmedlem, Ole Bjørn Nielsen. Han forlod i 1998 bestyrelsen i protest mod direktør Niels Valentin Hansens magt i banken.

Ole Bjørn Nielsen havde ønsket, at der blev placeret et ansvar.

»Dommerne har åbenbart været nødt til at frikende dem, men i bemærkningerne til dommen er de sagsøgte jo ikke friholdt. Men de er svære at dømme. Sådan er det nu engang. En dom skal kunne bære, og det har man altså skønnet, at det kunne det ikke«, siger han og tilføjer:

»Man kan så undre sig over, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet deres del af sagen godt nok«.

Ole Bjørn Nielsen opbyggede i sin tid Roskilde Værktøjsmagasin og i perioden 1980-1998 sad han i bestyrelsen. Men han kom på kant med daværende direktør Niels Valentin Hansen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han mener, at direktøren manipulerede med bestyrelsen.

»Jeg kunne ikke vinde gehør for min kritik, for de andre bestyrelsesmedlemmer turde ikke sige ham imod. Vi har at gøre med en bankdirektør, som kort sagt bestemte alt«, siger Ole Bjørn Nielsen.

Som så mange andre aktionærer i banken tabte Ole Bjørn Nielsen også penge på at investere i bankens aktier. Han havde ellers solgt dem i 1998, men han lod sig overtale til at købe aktier igen.

»Min bankmand sagde grinende til mig: Vil du ikke være med i en succes? Og så købte jeg aktier igen«, siger Ole Bjørn Nielsen, som ikke vil sige, hvor mange penge han tabte på bankens krak.

Tog lån i huset

Banken lokkede tusindvis af kunder til at investere deres opsparing i aktier i banken.

Mange blev endda rådgivet til at tage lån i deres boligs friværdi, så de kunne købe aktier i banken.

Aktiesalget hævede kursen på aktierne og kom ledelsen til gavn i kraft af fordelagtige aktieoptioner, som kunne veksles til millioner, hvis kursen var høj nok.

For de almindelige kunder blev købet af aktier dog fatalt. Da banken faldt sammen, blev aktierne værdiløse.

Det sendte chokbølger gennem Roskilde og omegn. Små selvstændige kunne pludselig ikke betale deres regninger, og boligejere endte med en håbløs gæld.

Mange i domkirkebyen var forblændet af bankens succes op til sammenbruddet.

Hele 13 år i træk kunne banken fremvise et stigende overskud, og banken endte med at have omkring 32.000 aktionærer.

Men i august 2008 – kort efter Niels Valentin Hansens pensionering – væltede risikable udlån til spekulanter banken.

Nationalbanken og banksektorens private beredskab overtog banken – og senere viste det sig, at banken i alt havde mistet over 10 milliarder kroner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Niels Valentin Hansen, men efter frifindelsen sagde Niels Valentin Hansens advokat, Arvid Andersen, at han var tilfreds.

Niels Valentin Hansen har dog lige som de øvrige sagsøgte hele tiden nægtet sig skyldig. Han mener, at bankens tab skyldtes finanskrisen.

»Hele ejendomsmarkedet fordampede. Der var ikke noget tilbage«, sagde han tidligere under retssagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Niels Valentin Hansen fremførte dengang, at han stolede på de vurderinger, som bankens kreditkontor havde udarbejdet. Han kan ikke mindes, at han skred ind og stoppede et stort erhvervslån.

»Jeg sagde ikke nej til engagementer, som blev indstillet«, sagde han.

Men Finansiel Stabilitets påstand er, at de sagsøgte er ansvarlige for store dele af bankens tab. Især berygtede ejendomsspekulanter fik store byggelån uden reel sikkerhed for pengene – og lånene blev ofte brugt til alt andet end formålet.

Et internt notat fra bankens egen kreditafdeling i august 2007 har afsløret, at det ikke var en hemmelighed i banken:

»Vi oplever, at byggelån benyttes til betaling af terminer, ejendomsskatter, revisorregninger, restskatter, biler, hundens, konens og elskerindens underhold«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden