Politiken Live CPH PIX - Politikens Talentpris

CPH PIX og Politiken sætter fra i år ekstra spot på de nye danske filmskabere, der ikke er til at komme udenom. Seks danske debutfilm er nomineret til Politikens Talentpris 2018, der for allerførste gang uddeles under årets festival.

  • CPH PIX - Politikens Talentpris
  • 1.-6. oktober
  • Politikens abonnenter får 20% rabat på billetten ved køb i biografens billetsalg. Vis pluskortet ved billetkøb i biografen
  • Se 'Fakta' for nærmere info om biografer og tidspunkt
  • Husk dit Pluskort - du kan finde Pluskortet på mobilen

Beskrivelse

Efter visningen byder vi på en kold Carlsberg og muligheden for at stille spørgsmål til instruktøren, der selv vil være tilstede. Visningen introduceres af film- og kulturskribenter fra Politiken.

Politikens abonnenter får 20% rabat på billetten ved køb i biografens billetsalg.

BRAKLAND

Instruktion: Martin Skovbjerg Jensen, Danmark 2018

Der er en rå, intens og ungdommelig energi i historien om Simon, som modvilligt begynder i 10. klasse i en ny provinsflække, hvor en lokal skandale vender op og ned på hans loyalitet over for en kammerat.

Den danske ungdomsfilm er en stolt tradition, men én som i den grad har brug for et skud af den rå, intense energi, som den selvlærte filmskaber Martin Skovbjerg tilfører sin medrivende debut. Simon begynder modvilligt i 10. klasse i en ny provinsflække og bliver venner med skolens alfahan Bjarke. Begge søger de grænser at overskride, men da de begynder at iagttage byen gennem et videokamera til et skoleprojekt, får de pludselig en skræmmende indsigt i deres verden - og dem selv. 'Brakland' er blændende filmet af David Gallego (fotograf på 'Slangens favntag'). Og Skovbjerg, der tidligere har instrueret web-serierne 'Anton90' og 'Fastland', har med sit eget band Av Av Av stået for det hårdtpumpende elektroniske score, som cementerer, at han føler sig mere beslægtet med Gaspar Noé end Søren Kragh-Jacobsen.

Politikens Simon Roliggaard introducerer filmen.

Fredag 5. oktober kl. 20.

Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N

CHRISTIAN IV – DEN SIDSTE REJSE

Instruktion: Kasper Kalle, Danmark 2018

Et kammerspil i en karet, der formår at formidle stor filmisk opfindsomhed. Gensynet mellem den døende Christian IV og ekskonen Kirsten Munk bringer en betændt fortid tilbage med stor kraft.

Instruktøren Kasper Kalles baggrund som billedkunstner fornægter sig ikke i hans originale take på en historisk film om vores mest kendte konge. Året er 1648 og Christian IV er døende på vej i karet til Rosenborg Slot, men på vejen vil han konfrontere sin ekskone Kirsten Munk, som han har holdt indespærret siden deres voldsomme skilsmisse. Hun har intet andet valg end at køre med, men husker deres år sammen, som endte med utroskab og jalousi, på en helt anden måde end han. Uden at forlade kareten springer handlingen mellem fortid og nutid, og beskriver deres stormfulde ægteskab, fra deres første møde og forelskelse til bitter strid og ulykkelig kærlighed. Dramaet bæres af de fremragende skuespillere, især Baard Owe og Karen-Lise Mynster, og den filmiske opfindsomhed, trods de trange rammer i vognen.
Duoen bag Kongerækken, redaktørerne af magasinet Politiken Historie, Hans Erik Havsteen og Anders Olling introducerer filmen.

Torsdag 4. oktober kl. 19
Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8, København K

CUTTERHEAD

Instruktion: Rasmus Kloster Bro, Danmark 2018

Metrobyggeriets smalle gange er den klaustrofobiske ramme for denne intense og ikke mindst originale thriller om journalisten Rie, som er fanget og i livsfare i et borehoved under de københavnske gader.

Vi glæder os nok alle til, at den ny metrolinie åbner, men så lang tid har Rie ikke, da hun indespærres dybt nede under jorden. Hun er i gang med research til en PR-artikel om byggeriet, men netop som hun får vist borehovedet på den store gravemaskine, sker der en ulykke, og Rie bliver fanget i en luftsluse sammen med kroatiske Ivo og Bharan fra Eritrea. Debutanten Rasmus Kloster Bro leverer en åndeløst spændende, klaustrofobisk og fysisk oplevelse, og han får publikum til at glemme, at det hele udspiller sig på ganske få kvadratmeter - som i 'Den skyldige'. Men filmens force ligger ikke alene i billeder og lyd. Under mudder, sved og frygt tegnes der også en skarp skildring af forholdet mellem mennesker i dag. Det er originalt, modigt og gennemført - og så er det en befrielse at trække vejret igen, når rulleteksterne rammer.
Politikens Kim Skotte introducerer filmen.

Onsdag 3. oktober kl. 20

Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N

HOLIDAY

Instruktion: Isabella Eklöf, Danmark 2018

'Holiday' chokerer med sit portræt af den unge Sascha, der på luksusferien i Tyrkiet bliver offer sin småpsykopatiske kærestes psykologiske og fysiske vold. Men er hun selv så uskyldig, som vi tror?

Isabelle Eklöfs debutfilm stiller sig ikke tilfreds med at underholde. Den formår i den grad også at udfordre os og prikke til vores fordomme med sin provokerende psykologiske kompleksitet under den kølige, stilrene overflade. Unge Sascha holder sommerferie i en luksusvilla i Tyrkiet med sin ældre gangster-kæreste Michael og hans taberslæng. Sex, drugs og kulørte drinks i swimmingpoolen - den ultimative ferie, alt er perfekt. På nær lige den psykopatiske Michaels udbrud af både seksuel og psykisk vold mod den umiddelbart naive og uselvstændige Sascha. Og det bliver ikke ligefrem bedre, da hun møder den søde og forstående sejler Tomas. Men er hun lige så magtesløs og blåøjet, som hun ser ud? 'Holiday' er en knivskarp og dybt foruroligende film, der spiller med lukkede kort lige til det sidste.
Politikens Lucia Odoom introducerer filmen.

Lørdag 6. oktober kl. 17.30
Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N

LIFEBOAT

Instruktion: Josefine Kirkeskov, Danmark 2018

Sommerferieidyllen i det græske øhav bliver brudt, da et kærestepar redder en syrisk flygtning op fra vandet. Et trekantsdrama opstår, hvor hemmeligheder kommer frem, mens spændingerne stiger ombord.

En sommerferie til søs i det græske øhav tager en dramatisk drejning for et svensk-norsk kærestepar, da de midt om natten redder en kvindelig, syrisk flygtning op af havet. Pludselig er de tre ombord, og den romantiske idyl udvikler sig til et trekantsdrama, hvor ingen kan stole på hinanden. De to kvinder bærer hver sin hemmelighed - men måske har de mere til fælles, end de selv tror. Den debuterende instruktør Josefine Kirkeskov har et sikkert greb om de få ingredienser i sit flydende kammerspil. Et spil kort, et foto, en kniv - de mindste ting får ny betydning, mens spændingerne ombord stiger, og hvert valg viser sig at have nye og uventede konsekvenser. 'Lifeboat' er et psykologisk drama med uventede lig i lasten, skabt af et udelukkende kvindeligt kreativt team.
Politikens Michael Bo introducerer filmen.

Mandag 1. oktober kl. 21.30
Dagmar Teatret, Jernbanegade 2. København V

NEON HEART

Instruktion: Laurits Flensted-Jensen, Danmark 2018

I fragmenter af fortid og nutid lærer vi, hvordan tre skæbner er tragisk bundet sammen. Pornofilm, hooligans og Rasmus Seebach spiller alle en rolle i denne rørende fortælling om kærlighed og fortrydelse.

Et neonhjerte er kærligheden bøjet i plastik og glas, og i Laurits Flensted-Jensens debutfilm 'Neon Heart' undersøges netop den kærlighed, som må bøjes og vrides for at skinne. I fragmenter af fortid og nutid møder vi Laura, Frederik og Niklas, og lærer hvordan de tre skæbner er tragisk bundet sammen. Laura er tilbage i Danmark efter en beskeden karriere som pornoskuespillerinde i USA, Frederik er handicaphjælper og går linen ud for at planlægge en helt særlig dag for to mænd med Downs Syndrom, og Niklas i niende klasse planlægger et overfald for at finde et fællesskab. Med 'Neon Heart' og sin prisbelønnede kortfilm 'Melon Rainbow' har Jensen bevist sit greb om komplekse og fortabte skæbner, som alle er på flugt fra fortiden og på jagt efter livet. Og hinanden.
Politikens Kristoffer Hegnsvad introducerer filmen.

Tirsdag 2. oktober kl. 20
Empire Bio, Guldbergsgade 29 F, København N

Se hele beskrivelsen

Fakta

BRAKLAND

Fredag 5. oktober kl. 20.
Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N

CHRISTIAN IV – DEN SIDSTE REJSE

Torsdag 4. oktober kl. 19
Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8, København K

CUTTERHEAD

Onsdag 3. oktober kl. 20
Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N

HOLIDAY

Lørdag 6. oktober kl. 17.30
Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N

LIFEBOAT

Mandag 1. oktober kl. 21.30
Dagmar Teatret, Jernbanegade 2. København V

NEON HEART

Tirsdag 2. oktober kl. 20
Empire Bio, Guldbergsgade 29 F, København N

Plus Nyhedsbrev


Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked om nyeste varer, arrangementer, rejser og partnerskaber leveret et par gange om ugen.

Ved tilmelding accepterer du, at Politiken opretter et Medielogin til dig, såfremt du ikke har et.
Samtidig afgives permission til at Politiken lejlighedsvis må kontakte dig. Læs mere.

Der opstod en uventet fejl. Prøv venligst igen senere, eller kontakt os direkte.

Den indtastede e-mail er ikke gyldig.

Plus Nyhedsbrev

Tak for din tilmelding!
Hvis ikke du har et Medielogin, har vi oprettet ét til dig og samtidig sendt dig en email.

Politiken Plus
Rådhuspladsen 37
1785 København V.
tlf. 70 15 85 15

email plus@pol.dk
web politiken.dk/plus
JP/Politikens Hus A/S
cvr. nr. 26 93 36 76