Pluspris | 150 kr. |
---|---|
Pris uden abonnement
For at købe til Pluspris skal du være Politiken-abonnent |
275 kr. |
For 100 år siden blev gigantiske militære luftballoner trukket ind og ud af Ballonhangaren på Amager Fælled i København. I dag er der mere kærlighed end krig i luften på det gamle militærområde, som nu er befolket af københavnske børn og heste. Oplev en af Europas eneste tilbageværende Ballonhangarer og hør historien om restaureringen. Vi ser også den helt nye ridehal, der er hjem for 30 heste.
Ballonhangaren, opført i 1917, er en sjælden bygning. Formentlig findes der kun få eksisterende i hele Europa. Den er samtidig et vidnesbyrd om en lang epoke i dansk militærhistorie, hvor krudt og kugler fløj hen over Amager Fælled.
Den højloftede træbygning med den gigantiske port var tæt på kollaps, da Realdania By & Byg i 2017 købte den. Knækkede tagspær og sætningsskader prægede Ballonhangaren, som var i alvorlig fare for at styrte sammen under sin egen vægt. Samtidig var hangaren omkranset af udtjente ladebygninger, der var skudt op siden ejendommen i 1960’erne blev taget i brug som rideskole.
Efter fire års arbejde kunne Realdania By & Byg i sommeren 2021 afslutte restaureringen af ejendommen og overlade den til de københavnske heste og børn i rideklubben Ridevenner. Udover en nyrenoveret hangar, har rideskolen indtaget en stor, ny ridehal med 30 hestebokse samt en stor indendørs ridebane. De udtjente lader er revet ned til fordel for en ny, udendørs ridebane.
Amagers bedst bevarede hemmelighed, Ballonhangaren, står i dag som en arkitektonisk markør, der vidner om Amagers militære fortid.
Arrangementet er blevet til i et samarbejde med Realdania By & Byg Klubben.
Program
Velkomst ved Realdania By & Byg Klubben. Herefter tager restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen deltagerne med rundt på området og indenfor i Ballonhangaren. Rundvisningen varer ca. 1 time.
Tilgængelighed
Området er en aktiv rideskole. Vi anbefaler praktisk fodtøj. Man skal også forvente en vis aktivitet af glade børn og heste. Afhængig af vejret og dermed terrænets forhold kan det være vanskeligt at komme omkring i en kørestol og med en rollator. Underlaget i selve Ballonhangaren består af sand.
Find vej
Ballonhangaren ligger ikke på selve Artillerivej, men på en sti, som starter overfor Artillerivej nr. 59 og 98C. Orientér dig på et kort.
Parkering og offentlig transport
Det er ikke muligt at parkere ved Ballonhangaren. Parkér bilen på Islands Brygge, f.eks. gaden Kigkurren eller på p-pladsen ved Netto på Axel Heides Gade.
Du kan også tage metroen til Islands Brygge Station, som ligger ca. 10-15 minutters gang fra Ballonhangaren.
Foto: Lars Gundersen / Historisk foto: Islands Brygges Lokalhistoriske forening
JP/Politikens Hus A/S
cvr. nr. 26 93 36 76
email plus@pol.dk
web politiken.dk/plus
følg os på Facebook