Aktiv familieferie i Norge - Uge 29

Rejs med andre danske familier til Norge og få en aktiv sommerferie på fjeldet med vandring, klatring, badning og meget mere. Aktiviteter, godt selskab, legekammerater og fuld pension er inkluderet i prisen. Vi kalder det friluftsliv på den nemme og sjove måde.

Pluspris 5.130 kr.
Pris uden abonnement

For at købe til Pluspris skal du være Politiken-abonnent

5.700 kr.
  • Rejseperiode: 17. - 23. juli (Uge 29)
  • Overnatning på: Fjellskolen i Høvringen
  • Rejsetype: Pakkerejse med undervisning og aktivitetsprogram
  • Teknisk arrangør: Sne & Vand
  • Priser pr. person i delt familieværelse med bad/toilet på gangen
  • Voksne (fra 18 år)
    Pluspris 5.130 kr.
    Pris uden abonnement 5.700 kr.
  • Børn 13-17 år
    Pluspris 3.600 kr.

    Pris uden abonnement 4.000 kr.
  • Børn 7-12 år
    Pluspris 3.150 kr.
    Pris uden abonnement 3.500 kr.
  • Børn 4-6 år
    Pluspris kr. 2.250 kr.
    Pris uden abonnement 2.500 kr.
  • Børn 0-3 år
    Gratis - Billetbestilling er dog nødvendig
  • Billetgebyr 10 kr. pr. Billet

Beskrivelse

Hovedtemaet for denne aktive familieferie er friluftsliv på den nemme, sjove og hyggelige måde. Her får I smukke naturoplevelser, fysisk aktivitet og legekammerater til børnene. I kommer til at møde andre aktive danske familier med børn, forældre og måske bedsteforældre, og I vil i løbet af opholdet blive præsenteret for et varieret aktivitetstilbud med f.eks. vandring, klatring og ridning. Alle aktivitetstilbud er inkluderet i prisen, og det samme er alle måltider (ekskl. drikkevarer til aftensmaden, som kan medbringes hjemmefra). Med guider til rådighed og mad, der bliver serveret, kan I bare slappe af og nyde tiden sammen, opleve og lære. Det er friluftsliv på den nemme og bekvemme måde. Familier med børn i alle aldre er velkomne, men de fleste aktiviteter er målrettet børn fra skolealderen og op. 

Der er koblet flere instruktører/guider på turen, hvoraf nogle er danske, mens andre er norske. Fælles for dem er, at de er optaget af at sikre, at I får en dejlig uge fyldt med gode oplevelser og et varieret og differentieret aktivitets- og turprogram bestående af f.eks. vandreture af forskellig længde og sværhedsgrad, klatring, ridning, orienteringsløb og badning fra de dejligste badepladser langs elven, der løber lige forbi Fjellskolen.
Programmet ligger ikke på forhånd fast men tilrettelægges med udgangspunkt i vind og vejr, gruppens sammensætning, ønsker mv. Derfor kan vi ikke garantere, at vi når igennem alle ovennævnte aktiviteter i løbet af ugen. Men vi tilstræber at imødekomme alles ønsker efter bedste evne. Hver eftermiddag planlægger instruktørerne næste dags aktiviteter, hvorefter deltagerne kan melde sig til det, de gerne vil deltage i. 

De fleste aktiviteter tilrettelægges, så både børn og voksne kan deltage, men det kan være, at børnene en dag tager med en instruktør på en 'forbudt-for-voksne-tur' mens de voksne går en længere tur. Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen krav om deltagelse - det er bare hyggeligt, hvis I vil være med. Aktivitetsprogrammet løber over fire dage, så der er indlagt en programfri dag i løbet af ugen. Der er med andre ord også plads til ture på egen hånd eller en dag med tæerne i græsset og en god bog i hånden. Medbring i øvrigt gerne telt og sovegrej, hvis I har lyst til at gå med ud i fjeldet en aften og finde en fin plads at overnatte.

Gruppen bor i storhytter på Fjellskolen, der ligger midt i den lille fjeldlandsby Høvringen i 1000 meters højde ved den nordlige del af Gudbrandsdalen. Her er der gode store opholdsarealer og godt med plads både ude og inde til, at børnene kan boltre sig. På Fjellskolen er der bl.a. heste, geder og kaniner, og børnene er velkomne i stalden. Hver familie får, afhængig af antal familiemedlemmer, et eller to familieværelser med køjesenge. Der er fælles bade- og toiletfaciliteter på gangen. Standarden er enkel, men faciliteterne er pæne, rene og velholdte. Hver dag serveres der morgen- og aftensmad. I forbindelse med morgenmaden smører I frokostmadpakker og fylder termokanderne med te, kaffe eller varm saft, så I har godt med energi til dagens aktiviteter. Maden er enkel og børnevenlig, og det er tilladt at medbringe egne drikkevarer (øl/vin) til maden og aftenhyggen. 

Læs mere om turen her

Fakta

Dette er med i prisen:
- 6 overnatninger i delt(e) familieværelse(r) med køjesenge og bad/toilet på gangen
- Fuld pension: Morgenmad, frokostmadpakke inkl. fyldning af termoflasker samt aftensmad. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad inkl. madpakkesmøring på afrejsedagen.
- Aktivitetsprogram i fire dage med dansk rejseleder

Dette er ikke med i prisen:
- Transport mellem Danmark og destinationen.
- Drikkevarer bortset fra nævnte. Det er tilladt at medbringe egne drikkevarer, også til maden.
- Rejse- og afbestillingsforsikringer.
- Evt. leje af linnedpakke med sengetøj og håndklæder (kan bestilles ved at kontakte Sne & Vand)

For tilkøb af enkeltværelse til bedsteforælder, kontakt Sne & Vand på tlf. 2033 0033. 

Ankomst: Fra kl. 15 søndag 17. juli 2022
Afrejse: Senest kl. 10 lørdag 23. juli 2022

Ved køb af denne rejse gennem Politiken Plus giver du samtidig tilladelse til, at Sne & Vand må kontakte dig med relevante oplysninger før rejsen, såsom pakkeliste og info om transport samt evalueringsskema i forbindelse med rejsen.

Transport fra Danmark til Høvringen

Med egen bil hele vejen:
Turen med egen bil er den mest fleksible måde at komme afsted på. Det tager ca. 10-11 timer inkl. et par pauser at køre fra København til Høvringen. Fra Oslo er der ca. 300 km. Særligt det sidste stykke efter Lillehammer op igennem Gudbrandsdalen er en oplevelse i sig selv med stejle fjeldsider, der tårner sig op på begge sider af vejen. Ud over udgifter til benzin/diesel, skal der påregnes udgifter til at krydse Øresund eller Skagerrak samt til vejafgifter i Norge.

Med bil og færge:
En nem, bekvem og børnevenlig måde at starte ferien på, er ved at sejle til Norge med bilen ombord og derfra selv køre det sidste stykke til Høvringen. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo, Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Larvik. Husk at bestille plads i god tid. Ud over udgifter til færge, skal der påregnes udgifter til vejafgifter i Norge.

Med fly og tog:
Den bekvemme løsning er at flyve til Oslo/Gardermoen og tage toget kl. 14.29 direkte fra lufthavnsterminalen til Otta St. - togturen tager ca. 3 timer. Herfra skal man med taxa op på fjeldet - denne tur tager ca. 25 minutter. Hvis flere deltagere vælger denne rejseform, hjælper vi gerne med at koordinere fælles taxatransport. På hjemturen går toget kl. 11.29 fra Otta St. Bestil togbillet hjemmefra i god tid på www.vy.no - billetterne frigives 3 måneder frem i tid.  

Politiken Plus Nyhedsbrev


Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked om nyeste varer, arrangementer, rejser og rabataftaler et par gange om ugen.
Er du tilmeldt, deltager du automatisk i vores månedlige konkurrencer.

Ved tilmelding accepterer du, at Politiken opretter et Medielogin til dig, såfremt du ikke har et.
Læs vores privatlivspolitik.

Der opstod en uventet fejl. Prøv venligst igen senere, eller kontakt os direkte.

Den indtastede e-mail er ikke gyldig.

POLITIKEN PLUS
Rådhuspladsen 37
1785 København V.
telefon 70 15 85 15, ring man-fredag 9-16.

JP/Politikens Hus A/S
cvr. nr. 26 93 36 76
email plus@pol.dk
web politiken.dk/plus
følg os på Facebook