Besøg i fire provinser
Pilgrimsruten, Shikoku 88, løber hele vejen rundt om øen Shikoku og er i sin fulde længde ca. 1200 km. Den tog form i det 8. århundrede, og i dag er der 88 buddhistiske templer på ruten, der relaterer sig til munken Kobo Daishi, som levede i årene 774-835.
Han betragtes som en national helt i hele Japan og har haft stor indflydelse på Japans kulturelle udvikling inden for blandt andet poesi, kalligrafi og billedkunst.
Shikoku består af fire provinser, og rejsen gennem disse opfattes som en symbolsk vej til oplysning, der indebærer de fire elementer bevidsthed, asketisk træning, indsigt og nirvana.
Vi skal besøge udvalgte templer i hver af de fire provinser, så vi oplever øens forskelligartethed. Vi skal se moshaver, ældgamle cedertræer og bambusskove, Vi skal vandre på landevej, og skovstier, i byer og bjerge, og vi skal både bo primitivt i templerne og spise som munkene og på pilgrimskroer og hoteller undervejs.
På denne tur vil der være mulighed for nogle enestående naturoplevelser i et Japan uden for storbyerne, hvor tempoet er helt anderledes.
Vi har transport af bagagen på vandredagene, så det kun er nødvendigt at bære en lille rygsæk til dagens fornødenheder.
Turen slutter med tre dage i Kyoto, Japans kulturelle centrum, hvor vi skal nyde det traditionelle japanske køkken, lade os begejstre over mageløst kunsthåndværk og snuse lidt til bylivet i Japan.
Praktisk
Der er tale om en aktiv rejse, hvor man vandrer omkring 12-16 km hver dag. Der vil være dage med vandring i vanskeligt terræn og bjerge, og det er en forudsætning for deltagelse, at man er i tilstrækkelig god form til dette. Rejsen er ikke egnet for bevægelseshæmmede. Max højde over havoverfladen er 600 m, så der er ikke risiko for højdesyge.
Se vores øvrige rejser med rabat her