100 år med Hummer
Fiskehuset No.1 på Gl. Strand var Københavns førende fiskehandel og specialister i østers og 1. klasses hummere. Plakaten er tegnet af Aage Lund i 1917. Dansk Plakatkunst har fundet det eneste overlevende originale eksemplar af plakaten og fået lov til at genoptrykke den.
Gammel Strand var i århundreder stedet, hvor københavnerne fik deres friske fisk. Her blev der landet fisk til Københavns Fisketorv og på kajkanten sad fiskekonerne, der med deres legendariske råb efter kunderne blev et kendetegn for området og til slut en kendt turistattraktion, indtil de helt forsvandt.
Den første fiskegrossist på Gl. Strand var Fiskehuset no. 1, som blev grundlagt i 1870 af fiskehandler Oscar Fredericksen, og butikkens fulde og meget lange navn var Kgl. Hof Fiskehandler Oscar Fredericksen Fiskehuset No. 1. Navnet stod skrevet på tværs af facaden på bygningen Gl. Strand nr. 34, og der står det endnu. Oven på fiskehandelen lå
Fiskehusets Restaurant, som var Københavns mest mondæne fiskerestaurant.
Når forretningen fik navnet Fiskehuset No. 1 var det simpelthen fordi det var den allerførste fiskehandel. Siden kom der andre fiskegrossister til i nabolaget, blandt andet Fiskehuset No. 3, som lå lidt længere henne ad gaden.
Navnet Fiskehuset No.1 kom med tiden til at passe endnu bedre, for forretningen blev kendt som hovedstadens førende fiskehandel. Den omfattede både grossist-virksomhed og et detailudsalg med diverse forarbejdede fiskeprodukter, som f.eks. fiskefars, friske fisk og skaldyr i den bedste kvalitet til københavnerne. Her kunne man købe levende ørreder og 1. klasses hummere. Forretningen var specialister i Østers, der blev hentet friske ved Kvæsthusbroen, ofte var det de kendte Limfjordsøsters, som blev sejlet direkte fra Limfjorden, og leveret i fustager af træ, der lignede små tønder.
Fiskehuset leverede de fine østers videre til deres kræsne kunder i København og Nordsjælland, i begyndelsen med hestevogn og siden med bil. Tilbage i 1917 var prisen på 10 lækre østers var 2 kr, hvilket i dag svarer til lidt over 70 kr.
Plakaten'Hummer' er fra 1917 og tegnet af Aage Lund, der var fast reklametegner for Fiskehuset No.1 og til fulde forstod at ride med på tidens nye reklamebølge, bl.a. med det nye plakatmedie, som netop på den tid, som netop på den tid voksede hurtigt med opstillingen af byens nye plakatsøjler. Det blev populært at hyre kunstnere til at lave smukke og virkningsfulde plakater.
Aage Lunds plakater for Oscar Fredericksen Fiskehuset no. 1 indtager en særlig plads blandt danske fødevareplakater. Hummeren blev allerede bemærket i sin samtid, og Aage Lund fik anerkendelse for, hvordan han med få og friske strøg kunne gengive et motiv. I udgivelsen "Moderne Dansk Plakatkunst" fra 1918 skrev eksperten på området, Henning Brøchner, blandt andet, at Hummeren var en fortræffelig plakat, udført med "en usædvanlig talentfuld sans for bogstaver".
Mål
62 x 86 cm.
Kvalitet
Alle plakaterne er affotograferet, grafisk restaureret og trykt på det bedste papir i høj offset kvalitet for at komme så tæt på de originale kunstværker som muligt.
Indramning
Håndværk i højeste kvalitet
Frank Schalck Christensen er manden, der indrammer kunsten.
Du kan selv vælge, hvilken farve træramme du vil have – eller om du vil have naturtræ.
Det er det ædle og gamle håndværk, der er i højsædet hos Nørrebros Indramning - butikken minder om Damernes Magasin fra Matador af udseende, og uden sammenligning eksisterer den ånd en smule endnu – her oser af kvalitet, intet er standard og alt måles nøje og præcist op.
Der påsættes syrefrit tykt konkavt pap på bagsiden. Det holder plakaten fast og forhindrer snavs og støv i at trænge ind. Og der skrues et solidt ophæng fast på bagsiden. Det stolte håndværk har Frank lært af sin far Sigurd, der etablerede forretningen i 1984, og allerede fra barnsben lærte Frank den ærekære attitude, der findes i butikken.
Sidenhen blev Frank handelsuddannet og er ivrig plakatsamler med en interesse for moderne malerkunst.
I Dansk Plakatkunst er de glade for samarbejdet og stolte af at kunne tilbyde den kvalitet, som familieforetagendet Nørrebros Indramning, leverer!
De grafisk smukke plakater fortjener en smuk indramning, derfor gør de noget ekstra ud af den enkelte plakat, så den ser godt ud på din væg.
Leveres kun til adresser i Danmark.
Læs mere om Dansk Plakatkunst på http://danskplakatkunst.dk/forside/