I billedkunsten er det fornuften, der spærrer for fantasien. Men hvis man nu, som Kathrine Ærtebjerg gør det, prøver at drømme uden at sove, derefter holder drømmen fast på et lærred, kan alt ske for den, der har drømmen i sig.
Den lille pige i 'Sommerfugledalen' kunne være Kathrine Ærtebjergs unge alter ego i den fantasifulde drømmeverden af mørke skygger, tårnhøje træer, insekter og spirende vækster, som hun står midt i. Pigen virker lidt fortabt, i sin tilstand mellem uskyld og skyld. Hun ligner et barn, der er vidne til sit eget hamskifte til voksen.
Uanset splittelsen er hun en del af den helhed, der er billedet. Intet er længere, som fornuften kræver det. Noget - pigen ikke mindst - er for småt, mens noget andet - som sommerfuglene - er alt for stort. Det hele hører til i et paradis, hvor syndefaldet endnu ikke har fundet sted, og rationaliteten allerede er jaget på porten. Hvad der konkret foregår, ved vi ikke. Men billedet lever i kraft af de spørgsmål, det ikke giver svar på.