Mennesket og dets miljø er hendes motiv. Sin grafiske uddannelse fik hun på Kunstakademiet hos Hjort Nielsen og Holger J.Jensen, men hvad hun lærte er blevet hyllet ind i hendes eget stærke særpræg.
Hun er ætsende i sine skildringer af den virkelighed, der har en bizar karakter. Hun kan dog være en fredsommelig iagttager, der fortæller om menneskets adfærd og vilkår med mild ironi og varm humor. Man kan gerne sige, at hun er en social realist, som lægger hovedvægten på rørelser i sindet. Hun gør det med megen artistisk styrke. BE 1977