Med Frans Kannik er det nøgne menneske vendt tilbage som billedmotiv. At frembringe billeder er en handling med basis i det sanselige, og intet er mere sanseligt nært end mennesket. (10/96)
Kanniks baggrund er de kollektive installationer i fællesatelieret Leifsgade.
Han er ikke akademiuddannet, og hans udgangspunkt ligger et ganske andet og mere umiddelbart sted end 70'ernes filosofiske og konceptuelle diskussion. Men han kender det menneskelige hylster, hvor det seksuelle bor, og i hans billeder sidder ben, baller og bryster, hvor de skal.
Kroppen som maleri er metafor for en besættelse, en lidenskab, som også går på den kunstneriske proces, dét at engagere sig, at turde give los og gå til kanten, også kanten af billedet, og udover den, ud på vægfladen, hvor billedet bliver rumkunst. PMH 1996.