Det er en skulptur om omsorg, om sammenhold og om beskytterforhold. De støtter hinanden, den store figur og den lille figur, og ingen af dem kan undværes, for at skulpturen som helhed kan give mening. (10/09)
Pontus Kjerrman hører til de kunstnere, hvis værker på forunderlig vis er helt forbundet med deres egen psyke. Ingen professor eller kritiker kan jage dem ud af deres eget univers. Man kan lære dem arbejdsdisciplin og - teknik. Men det andet - og væsentlige - står ikke til at ændre.
Pontus Kjerrman har aldrig brudt sig om kunst, der ikke rummede en slags fortælling og var menneskeligt vedkommende, om det så kun var på et intuitivt plan. Der er altid væsener i hans univers, som man kan identificere sig med. Og desuden fornemmer man en fortælling, en uudgrundelig og åndelig historie, som man selv kan digte videre på, ligesom man drømte videre på en drøm, man havde fået betroet af andre.
Nu har Pontus Kjerrman givet 'Hesten' en ledsager. Den skulptur har han givet navnet 'Du og jeg - Gensidig respekt'. For det er det, der hersker mellem de to figurer, som kunstneren har udført på en sådan måde, at de nærmest er blevet til én.