Foto: Christoffer Schyth Kjær
Rejser

Weekend i Arnhem: Krigsskuepladsen er blevet en kreativ by fyldt med kunst

I skyggen af et drabeligt krigsslag gemmer hollandske Arnhem på et charmerende, kreativt byliv. Her kan man spise på hyggelige restauranter, finde gode loppefund og opleve kunst i særklasse.

Rejser

I hjørnet af et lokale sidder en tålmodig pianist og spiller tonerne til den danseundervisning, der foregår foran ham. Igen og igen bliver han afbrudt af en tynd og rank balletlærer, der ønsker perfekt udførte bevægelser fra sine elever. Danseundervisningen foregår på ArtEZ Institute of the Arts, hvor unge, kreative mennesker årligt søger til for at uddanne sig til kunstnere med fokus på alt fra moderne dans og ballet til musik og mode. Fra oven strømmer lys ind gennem et enormt glastag, og lyden af snak og latter fra studerende, der får fri fra undervisning, breder sig i den store midtergang, som fra begge sider er omsluttet af øvelokaler.


Kunstautomat foran Galerie You-N-Ik
Foto: Christoffer Schyth Kjær

Kunstautomat foran Galerie You-N-Ik

Det kreative miljø går igen i bygningens indretning og arkitektur, men forgrener sig også ud i Arnhems byliv. Overalt i byen har kreativiteten sat sit aftryk i form af kunstgallerier, guldsmede, streetart og utallige happenings.

Men Arnhem er mere kendt for at være midtpunkt i en strategisk kamp, der udspillede sig i september 1944 mellem tyske styrker og allierede faldskærmstropper, som i massevis blev kastet ned over området. De allieredes formål var at overtage kontrollen af broerne over Rhinen, så de kunne bevæge sig ind i det tyske Ruhr-distrikt. Missionen mislykkedes, og godt 15.000 mennesker mistede livet.

Den dystre historie placerede Arnhem på det historiske landkort, men den hollandske by, der huser omtrent 150.000 mennesker og ligger tæt på Danmark, er i dag hjem for blomstrende kunst og kultur.




Fredag

1. Klokken 16: Kunst på uhøjtidelig facon


Begynd weekenden med et besøg i et af Arnhems kunstgallerier. Galerie You-N-Ik er sprudlende aktivt og befriende uhøjtideligt. Åbne malerbøtter vidner om den igangværende kunstneriske proces, og de halvfærdige malerier på gulvet giver galleriet et strejf af kaotisk atelierstemning. Her kommer kunsten i første række.


Galleriet har et stort udvalg af værker fra forskellige kunstnere med de største skabt af galleriindehaveren selv, Paulus Noomen, som er uddannet fra det lokale kunstinstitut, ArtEZ. Udenfor står en kunstautomat. Det skæve påfund er inspireret af en cigaretautomat, og her kan du trække et tilfældigt stykke kunst til samlingen.

Galerie You-N-Ik, Klarenstraat 22.


2. Klokken 19.30: Italiensk middag i sidegaden



Arnhem er fyldt med restauranter, og placeret i en sidegade til hovedstrøget er ZafVino en af byens mere populære italienske restauranter.

I et råt lokale med afdæmpet belysning serverer restauranten yderst velsmagende italiensk mad og vin – særligt lasagnen er anbefalelsesværdig. I sommersæsonen er der mulighed for at rykke udenfor på et lille, hyggeligt torv blandt vinstokke og oliventræer i store trækar. Det kan være en god ide at bestille bord på forhånd.

ZafVino, Zwanenstraat 22.

Ost på lørdagsmarkedet
Foto: Christoffer Schyth Kjær

Ost på lørdagsmarkedet


Lørdag

3. Klokken 9: Sydlandsk stemning på markedet


Små genbrugsboder, grønthandlere og fiske- og ostehandlere stiller lørdag morgen deres mobile boder op på markedspladsen ved siden af Arnhems største bygning, St. Eusebius kirken, som danner en smuk, historisk ramme om det hektiske handelsliv. Lokale myldrer til markedet for at købe ind af de mange delikate oste i alverdens former eller hos fiskehandlerne, der sælger alt fra krabbekløer til karper.

En sydlandsk stemning breder sig, og er man til ’people watching’ er markedets etniske mangfoldighed en oplagt mulighed. Markedet har også åbent fredag formiddag.

Lørdagsmarked, Markt 1.


4. Klokken 11: Gå på genbrugsjagt



Udbuddet af genbrugsbutikker i Arnhem er stort , så her er det nemt at gøre sig et godt fund. Bruger du tid på lede i Fabrics & More, kan du finde alt fra slidte Levi’s-bukser til klassiske italienske designerkjoler og kulørte joggingsæt med matchende bøllehatte. Man finder også industrielle vintagemøbler, lamper og landkort.

’Vintage per kilo’ lyder mottoet hos Fabrics & More, hvor farvepaletten er bred, lyset er dæmpet, og den velkendte støvede lugt fra aflagt tøj giver en oplevelse af, at man har ramt en af Arnhems vintage-guldårer. I skrivende stund er kiloprisen 19 euro (ca. 141 kr.).

Fabrics & More, Pastoorstraat 18.

Vintagetøj i Fabrics & More.
Foto: Christoffer Schyth Kjær

Vintagetøj i Fabrics & More.

5. Klokken 13: Fritter til frokost



Spring det lange cafebesøg over, og tag en omgang pommes frittes til frokost. Det er muligvis ikke det sundeste valg, men de smager godt og er fede på den fede måde. Belgierne siges at være opfinderne af den friturestegte kartoffel, men i Holland har de taget konceptet til sig i stor stil.

Den lille shop Hap Hoek laver byens bedste fritter, der bliver serveret i et kræmmerhus med selvvalgt topping. Kartoflerne er økologiske, og deres basilikum-mayonnaise er absolut et værd at prøve.

Hap Hoek, Roggestraat 31.


6. Klokken 14. Gå en tur i parken



Som plaster på det åbne krigssår fra Anden Verdenskrig blev det besluttet i 1948 at udsmykke Arnhems park, hvilket skulle give nyt liv til den hårdt ramte by. Året efter åbnede en ny version af den gamle Park Sonsbeek med hundredvis af kunstværker placeret langs stierne. De fleste værker er sidenhen er blevet fjernet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag giver parken dog fortsat liv til byen og udgør en vigtig brik i Arnhems identitet. Med det kuperede terræn, små søer, velholdte blomsterbede og store utæmmede skov er Park Sonsbeek et åndehul, hvor man kan koble af fra strøgenes shopping og vejenes trafik.

Park Sonsbeek, Zijpendaalseweg 24A.


7. Klokken 19: Middag i et hipt ’hjem’



Lyden fra den knitrende brændeovn blander sig med en lav summen af snak og latter fra muntre gæster på en af de mange hollandske fortolkninger af en restaurant. Og Stella by Starlight må siges at være en fortolkning, for restauranten er indrettet som et hjem med en rummelig spisestue, en stemningsfuld dagligstue, et hektisk køkken og en grøn udestue. Det uslebne trægulv og de ’tilfældigt’ udvalgte genbrugsmøbler bidrager til en hjemlig, uformel stemning, som også afspejler sig i menuen, der står på en tavle i baren. Menuen skifter hver uge.

Stella by Starlights serverer fusionsretter som eksempelvis arabisk blomkålssalat med gedeost, dadler og peanuts med en brombær-nellikesauce, eller thai-inspireret fisk i kokossauce med kartoffelmos, dild og porrer.

Stella by Startlight, Coehoornstraat 33.

Stella by Starlight
Foto: Christoffer Schyth Kjær

Stella by Starlight

8. Klokken 21: Skænk din egen øl



’t Taphuys er et af Arnhems nye beværtninger, og konceptet er klart: Du sørger for dig selv, og det er der rig mulighed for. Baren har 100 forskellige øl på fad fra både lokale og internationale bryggerier. Ideen er, at du selv skænker – og bliver ved, så længe du lyster. Skulle ingen af de mange øl friste, er der også rig mulighed for at skænke sig et glas vin, og der er noget for enhver smag.

Beværtningen ligger på en af Arnhems fine pladser og serverer også mad, og selvom sulten måske ikke er til det, kan det dog være rart med lidt snacks til øllen, og her byder ’t Taphuys på jordnødder, som man selv henter. Og hvad gør man så med skallerne? Dem smider man på gulvet – det giver stedet et dejligt, uformelt touch.

’t Taphuys, Jansplein 56



Søndag

9. Klokken 10 Museumsbesøg i skønne omgivelser


Søndagen begynder med en kombination af skøn natur og kunst i verdensklasse. På alle sider tårner træer sig op og blander sig med skulpturer, som er placeret omkring det kubistiske Kröller-Müller Museum, der arketonisk minder om Louisiana. Museet ligger midt i den store nationalpark Hoge Veluwe, hvor naturen varierer mellem tæt skov og åbne vidder.

Indenfor skal man ikke bevæge sig langt, før velkendte penselstrøg dukker op. Dunkle portrætter, skitser og tegninger af arbejdende kvinder, og farverige malerier af blomster hænger på væggene udgør den næststørste samling af Van Gogh-værker i verden. Museet har også på værker af kunstnere som Paul Gauguin, Piet Mondriaan og Pablo Picasso.

Nationalparken og Kröller-Müller Museum – og det lille Arnhem War Museum – ligger et stykke vej fra centrum, hvorfra der kører flere busser derud.

Kröller-Müller Museum, Houtkampweg 6.



10. Klokken 14: Café-besøg i modekvarteret



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gamle sofaer og lænestole, lamper i victoriansk stil med frynser på skærmen og mørke teaktræsborde. Det lyder som beskrivelsen af byens genbrugsbutikker, men er i stedet en af Arnhems hippe cafeer, Cafe Tape, hvor der absolut ikke er noget tilfældigt over indretningen. Grønne planter i krukker og små, skøre detaljer er drysset rundhåndet ud i cafeens kroge – klar til at blive opdaget af den nysgerrige besøgende.

Slut weekenden af med en kop kaffe eller en forfriskning på cafeen, der ligger i udkanten af det hyggelige modekvarter, Klarendal.

Cafe Tape, Hommelstraat 66.



Christoffer Schyth Kjær, 25, er journalist og har et indgående kendskab til Arnhem efter at have besøgt byen flere gange.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce