En skoleklasse foran Den Himmelske Freds Port. Turister kan ofte have fordel af at tage på en guidet tur.
Foto: Magdalena Gonzalez

En skoleklasse foran Den Himmelske Freds Port. Turister kan ofte have fordel af at tage på en guidet tur.

Rejser

12 oplevelser i Beijing: Her går du fra kulturarv til kinesisk undergrund og lokal charme

Millionbyen Beijing er kontrasternes mødested. Her dribler elektriske scootere ind og ud mellem futuristiske højhuse og historiske monumenter, mens charmerende lokalt liv udfolder sig i byens hutonger.

Rejser

»Du skulle vide, hvor meget byen har ændret sig de seneste år«, siger en ung mand, da jeg spørger ham, hvordan det er at bo i Beijing.

»Det er en helt anden by end for ti år siden«, forklarer han og ryster på hovedet, som om han har svært ved selv at forstå det.

Han har ret. Omkring byens mange gamle historiske arnesteder skyder nye højhuse op i raketfart. Lydløse elektriske scootere har vundet indpas i Beijings vejnet, og som i en anden sci-fi-film bevæger de sig lydløst ind og ud mellem byens mange biler.

Galaxy SoHo, et af byens futuristiske indkøbscentre
Foto: Magdalena Gonzalez

Galaxy SoHo, et af byens futuristiske indkøbscentre

Beijing er med sine knap 22 millioner indbyggere en pulserende hovedstad, der rummer alverdens kontraster. På bare få dage kan man besøge en bred vifte af kulturarvssteder som Den Forbudte By i det gamle bycentrum eller Den Kinesiske Mur, der ligger få timers kørsel fra Beijing.

Man kan blive blæst bagover af futuristisk arkitektur, der viser Beijings kvantespring ind i en ny tidsalder, eller gå på opdagelse i charmerende lokale kvarterer. Tilsæt en voksende kreativ branche, der tiltrækker musikere, gallerister og iværksættere fra hele verden, og du begynder at få en idé om, hvad Beijing har at byde på.

1Oplev lokal charme
Byens karakteristiske lave, grå hutongområder udgør en central del af Beijings charme. Hutongerne er traditionelle boliger, der historisk set har huset Beijings arbejderklasse, men i dag er lige så populære blandt udlændinge i byen.

En gruppe ældre mænd spiller spil i en kinesisk park.
Foto: Magdalena Gonzalez

En gruppe ældre mænd spiller spil i en kinesisk park.

Derfor finder man små uprætentiøse kiosker og offentlige toiletter side om side med hippe barer og fint dekorerede gårdhaverestauranter rettet mod et internationalt publikum. Sæt et par timer af til at gå på opdagelse i det labyrintiske hutong-område omkring Tromme- og Klokketårnet, der er et af byens hyggeligste kvarterer.

Trommetårnet og Klokketårnet, Gulou Dongdajie

2Afstresning i parken
Beijing er vokset ekspansivt de senere år, men har bibeholdt en lang række grønne oaser i form af klassiske kinesiske haver og parker. Ud over at være kendetegnet af smukke blomsterbede og sirligt formklippede buske er parkerne typisk mødested for byens beboere.

En gruppe unge  dyrker motion i en af Beijings parker.
Foto: Magdalena Gonzalez

En gruppe unge dyrker motion i en af Beijings parker.

Tag til Jingshan Parken, der ligger nord for Den Forbudte By, for at opleve en tilbagelænet stemning, der står i skarp kontrast til den hektiske storby på den anden side af parkens mure. Under træernes skygge vil man typisk finde grupper af ældre mænd dybt koncentreret over et brætspil, mens andre besøgende dyrker gymnastik eller synger i det fri. En ekstra bonus er, at man fra parkens højeste punkt kan skimte paladsbygningernes røde tage inden for Den Forbudte Bys mure.

Jingshan Parken, 44 Jingshan Xijie

3Med dansk historiker på tur i kejserpaladset
Det verdenskendte tidligere kejserpalads Den Forbudte By fik sit navn, fordi almindelige mennesker var forment adgang til området. Det står som bekendt anderledes til i dag, hvor de 800 historiske paladsbygninger er nogle af Beijings mest besøgte attraktioner. Der er ingen informationstavler på paladsområdet, så det kan anbefales at tage turen med en guide.

Den danske lokalhistoriker Lars Ulrik Thom er bosat i Beijing og arrangerer ugentlige ture til Den Forbudte By, ligesom han også står i spidsen for andre historiske ture rundt i byen. Sammen med kollegaen Simon Rom Gjeroe driver han desuden virksomheden Beijing Postcards, der holder forelæsninger om Beijings historiske udvikling og sælger udprint af gamle fotografier fra Beijing og kort over byen. Book en guidet tur til Den Forbudte By via Beijing Postcards hjemmeside.

Guidet tur i kejserpaladset

4Udsigt over Beijings skyline
I Beijing skyder ny, himmelstræbende arkitektur frem i raketfart, og selv om byen ikke har en skyline, der matcher handelsbyen Shanghais, findes her mange eksempler på ny, eksperimenterende arkitektur. Tag til finansdistriktet for at se byens voksende skyline af store metal- og glasbygninger.

Især Kinas statslige tv-kanals bygning er karakteristisk med to kæmpemæssige L-formede sider, der læner sig ind mod hinanden i en vinkel, så bygningen ser ud til at tippe forover. Den 234 meter høje bygning kan spottes fra det meste af byen, men der er særlig god udsigt fra de omkringliggende højhuse i finansdistriktet.

CCTV-tårnet, 32 Dongsanhuan Zhonglu

5Smag på Sydkina
Kinas enorme størrelse betyder, at der inden for landets grænser er stor variation i alt fra sprog til kulturelle særpræg og madtraditioner. Et af tidens mest populære køkkener i Kina er det sydkinesiske fra Yunnan-regionen, som adskiller sig meget fra den mad, man finder i eksempelvis Beijing.

Besøg gårdhaverestauranten Dali Courtyard for at få en rundtur i de sydvestkinesiske smagsunivers, der ofte tæller ingredienser som svampe, en særlig gedeost og blomster.

Beijing byder på vidt varierede madoplevelser.
Foto: Magdalena Gonzalez

Beijing byder på vidt varierede madoplevelser.

Restauranten har ikke noget menukort, men serverer derimod en række deleretter, typisk både tofu, fisk, kød og grønt, afhængig af bordets størrelse.

Dali Courtyard, 67 Xiaojingchang Hutong

6Klassisk opera i ufoen
I en overdimensioneret metallisk kuppel beliggende i en kunstig sø bag Den Himmelske Freds Plads finder man Kinas Nationale Center for Scenekunst (NCPA). Den futuristiske bygningskonstruktion i glas og titanium leder tankerne mod en ufo, der er landet midt i byens gamle centrum. Kritikere har slet og ret døbt bygningen Det Kæmpe-Æg. Musikprogrammet byder især på opera, men der er også skiftende teater- og danseforestillinger på stedets tre scener.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For cirka 30 kroner kan du få lov at gå på opdagelse i den enorme metalkuppel, mens en guidet tur koster godt 200 kroner. Ture og biletter til forestillinger kan bookes online via NCPA’s hjemmeside.

Beijings Nationale Center for Scenekunst (NCPA), 2 Xi Chang’an Jie

7Bogcafé med live-optrædener
Høje mørke reoler står tætpakket med bøger langs alle vægge i bogcaféen The Bookworm, der ligger i den internationale bydel Sanlitun tæt på mange af byens ambassader. Caféen, der udlåner og sælger bøger, er noget nær en institution i Beijing. Ikke på grund af caféens relativt beskedne menukort, men fordi stedet dagligt lægger lokaler til alt fra comedy, forelæsninger, bogklubber, litteraturfestivaller til sprogmøder. Som regel er tilmelding ikke nødvendig, men det er en god ide at tjekke, hvilke aktiviteter der er på programmet, på caféens hjemmeside.

The Bookworm, 4 Gongti Beilu

8Live-jazz på Beijings skjulte dansegulv
Bag en temmelig uanseelig grå facade i hutongerne finder du Modernista, bar, restaurant og spillested indrettet i art deco-stil med sort-hvid-ternede gulve og mørke træmøbler. Gå til 1. sal, hvor en skabsdør i hjørnet fører videre til et spillested i to etager med et dansegulv og en balkon. På en lille scene optræder lokale jazzbands som regel i weekenderne, mens stedet også lægger lokaler til andre optrædener som dj’s og cabaretshows.

Modernista, 44 Baochao Hutong, Gulou Dongdajie

9Kunst i fabrikshaller
I det nedlagte fabriksområde 798 i den nordøstlige del af Beijing finder man nogle af byens bedst renommerede moderne gallerier side om side med kitschede specialbutikker og cafeer. Under store rør og skorstene, der er levn fra fabrikkernes storhedstid, kan man købe alt fra genbrug og kunst til souvenirs og specialvarer.

Mens moderne gallerier som Ullens Center for Contemporary Art og Long March Space er et besøg værd for de kunstinteresserede, kan det være lige så sjovt at gå på opdagelse i de mange alternative butikker.

798 kunstdistrikt, 4 Jiuxianqiao Lu

10Guidet kulinarisk tur
Gademad i Beijing spænder vidt fra de velkendte dumplings over mere eksotiske mundfulde som andenakke eller oksemave, men det kan kræve lokalkendskab at finde frem til de velsmagende specialiteter i byens gadekøkkener. Prøv en guidet tur rundt mellem hutongernes små spisesteder, der tilbereder ægte kinesiske snacks.

Gademad i Beijing
Foto: Magdalena Gonzalez

Gademad i Beijing

Discover Beijing Tours tilbyder en halvdagstur, der giver mulighed for at prøve en bred vifte af lokale specialiteter og samtidig se dele af byen, som ofte er svære at finde på egen hånd.

Discover Beijing tours

11Smag Beijings nationalret
Som navnet antyder, stammer pekingand fra Peking – altså Beijing – og der findes et utal af pekingand-restauranter i rettens hjemby. På Duck de Chine tilberedes anden ved brug af metoder fra både det kinesiske og franske køkken, og det saftige andekød og sprøde skind er mindre fedt end i den klassiske udgave. Samtidig er personalet yderst hjælpsomme og demonstrerer gerne, hvordan man helst skal spise andekødet i små pandekager dyppet i forskellige tilhørende saucer. Det kan anbefales at reservere bord på forhånd.

Duck de Chine, 98 Jinbao Jie

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

12Slå lejr på Den Kinesiske Mur
Flere strækninger af Den Kinesiske Mur er bare få timers kørsel fra Beijing og udgør en oplagt mulighed for at se den imponerende natur, der omgiver den kinesiske hovedstad.

Udsigt over Den Kinesiske Mur.
Foto: Magdalena Gonzalez

Udsigt over Den Kinesiske Mur.

Tag på vandretur med Beijing Hikers, der arrangerer ture til muren og andre dele af oplandet omkring Beijing. De gør en indsats for at undgå de mest turistprægede områder af muren og tilbyder vandreture, der spænder fra forholdsvis lette til mere udfordrende ruter. Beijing Hikers tilbyder også ture, hvor man overnatter på muren i telte, som arrangørerne fragter til campingområdet.

Besøg Den Kinesiske Mur

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden