Fokus. I Ørkenen, som i virkeligheden er en lavhede, venter både store og små oplevelser for dyre- og planteinteresserede.
Foto: Per Folkver

Fokus. I Ørkenen, som i virkeligheden er en lavhede, venter både store og små oplevelser for dyre- og planteinteresserede.

Nyheder

Ørkenen på Danmarks mest isolerede ø gemmer på overraskelser

Anholt er en sand naturperle med lavhede, endeløse strande og et rigt fugleliv.

Nyheder

Som en anden Carsten Niebuhr kæmper Steffen Kjeldgaard sig gennem de meterhøje gulbrune sandmiler i Ørkenen, men han risikerer næppe at dø af tørst eller fare vild, for han kender området som sin egen bukselomme.

Landskabet kan ganske vist minde om den yemenitiske ørken visse steder, men er i virkeligheden en lavhede med rendsdyrlav, korallav og mange andre eksotiske vækster, der vokser på Danmarks mest isolerede ø, Anholt, som er en dråbe land midt i Kattegats favn.

LÆS OGSÅ

Blandt sin mange gøremål er Kjeldgaard frivillig guide, men en tur i Anholts ørken med ham er mere som at være i selskab med en opdagelsesrejsende. Han er medforfatter til bogen 'Anholts Flora', og der går da heller ikke mange minutter, før Kjeldgaard begejstret dykker ned i ørkenen og fremtryller »revling, sandskæg, og herovre kan du se skarlagenrød bægerlav. Ørkenen er ikke en landskabsbetegnelse, men et stednavn. Området, som udgør to tredjedele af Anholts 22 kvadratkilometer, er i virkeligheden en klit- eller lavhede med masser af rensdyr- og korallaver. Ja, Ørkenen har omkring 250 forskellige slags lav«.

Kongeørn i ørkenen
Ørkenen er også hjemsted for mange forskellige dyr, og Kjeldgaard er mand for både at finde spor efter de mange harer og de mange rådyr.

»Vi har vel omkring 200-300, og der skydes cirka 100 rådyr årligt, fordi vi ikke har nogen ræve til at holde bestanden nede. Vi har kendskab til to ræve, en kom hertil i 1949 og en anden i 1990. Andre pattedyr er pindsvin og en forfærdelig masse husmus«, siger han.

Fugleelskeren Kjeldgaard tager over og beretter begejstret om, at han har observeret en kongeørn på Anholt, og en vinter overvintrede to havørne. Blandt øens andre fugle er terner, edderfugle, stor regnspove og selvfølgelig kolonier af sildemåger, sølvmåger, stormmåger og svartbag. 58-årige Kjeldgaard, som stammer fra Anholt og har opholdt sig det meste af livet på øen, har et helt specielt forhold til mågerne.

»Som seks-syvårig samlede jeg mågeæg i Ørkenen. Vi spiste æggene pisket sammen med sukker. En herlig spise«, siger Kjeldgaard alvorligt.

En ret, han dog ikke har indtaget siden barndommen, og i 1990 blev der da også indført totalforbud mod indsamling af fugleæg.

Giv os en stranding
På Anholt og ikke mindst Ørkenen støder vi på masser af besynderlige stednavne som Bagstikkeren, Dværgkrukken, Indien, Ostebakke og Pikkerhusknold. Undervejs glemmer Kjeldgaard helt at tale om floraen og faunaen og opremser i stedet navnene på en lang række personer, som han er irriteret på, og som ikke opfører sig, som rigtige Anholt-boere bør gøre.

»Dengang hovederhvervet var fiskeri, da var der sammenhold. Nu kommer folk alle mulige steder fra og laver alt muligt andet, og det giver gnidninger«, konstaterer Steffen Kjeldgaard og får opbakning af fyrmester Bendt Nielsen, som tilføjer:

»På Anholt er der borgerkrig, og der er altid mindst to versioner af en historie«.

Fyrtårnet ligger for enden af den syv kilometer lange Nordstrand, som fyrmester Nielsen beskriver som »den flotteste strand nord for Alperne«. Foruden at tjekke fyret og solcellerne en gang om måneden fungerer Nielsen også som rundviser på fyrtårnet.



»Det første fyr blev bygget i 1561, og det nuværende 42 meter høje tårn stammer fra 1785. De første bygninger var meget primitive, og mange skibe strandede her. Strandingerne var med til at holde liv i anholterne, som var meget fattige og ofte sultede. Under en søndagsgudstjeneste skal en præst ligefrem have bedt om, at 'hvis et skib strander, kan du så ikke lade det strande på Anholt, kære Vorherre'«, fortæller fyrmesteren.

Sæler og skotskhøjlandskvæg
I klart vejr kan man se til Sverige, men denne dag må vi nyde et helt anderledes, men ikke mindre flot syn – grå og plettede sæler, som boltrer sig ved foden af fyret. Længere ude på Totten, som er Anholts yderste, nordøstlige halespids, yngler i sommermånederne omkring 500 sæler. På Totten er der adgang forbudt, men sælerne kan iagttages med den kraftige kikkert fra observationsskuret ved foden af fyret.



Kun fodfolket har adgang til Ørkenen, men hvis man ikke vil bruge apostlenes heste under en rundtur på det øvrige Anholt, kan man engagere Liselotte Arentz Sørensen. Sammen med sin mand Jan driver hun en vognmands- og entreprenørforretning, et øldepot, passer genbrugsstationen, er forkvinde for borgerforeningen – og så har parret en flok skotsk højlandskvæg plus et par heste.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Sightseeing Anholt-turene varer typisk en time til halvanden, og Arentz sørger for, at man når så mange af øens seværdigheder, som passagererne overhovedet orker. Mindesmærket i Anholt By over kutteren 'Jutlandia', som stødte på en mine under en redningsaktion i juni 1945, hører selvfølgelig med på turen. Det samme gør Vesterstrand, Sønderstrand med øens højeste punkt, Sønderbjerg på 48 meter, og »den urørte Wilhelmine Skov, hvor træer ikke må fældes, og hvis de falder bare får lov at ligge. Resten klarer billerne«.

Liselotte Arentz Sørensens interesse for naturen kommer ikke fra fremmede. Ældre læsere har nok gættet, at hun er datter af afdøde journalist ved Danmarks Radio, Jan Arentz, som især huskes for naturprogrammet 'Netop nu'.

»Jeg er tilflytter, men kom her som barn på ferie med min far. Senere kom jeg selv hertil på knallertferie med en veninde, og i 1980 blev jeg her et par måneder og er aldrig kommet herfra. Min mand Jans familie har boet på Anholt i mange generationer. Det spændende og tiltrækkende ved at bo her er, at man får indflydelse på sit eget liv. Hvis man vil give sine børn en god skole, må man selv i sving. Måske bliver man også nødt til at lære at køre en rendegraver, selv om det ikke var det, man havde tænkt sig i sin pure ungdom«, ler Liselotte Arentz Sørensen. Satankult og mølædt ræv


Etly Stenberg er født og har levet hele sit liv på Anholt. Den længste periode, hun har forladt øen, er en måned, og hun vil helst ikke være væk for lang tid ad gangen.

»Min far var tilflytter, mens mors familie kan spore sin Anholt-forbindelse helt tilbage til 1600-tallet«, fortæller Stenberg ved indgangen til Anholt Museum i den gamle lægebolig, hvor hun begynder en af sine berømte byvandringer. Stenberg er forkvinde for Anholt Lokalhistoriske Arkiv, og hun er en guldgrube, ikke alene når det gælder øens historie, men også nutiden, da Stenberg i sin tid grundlagde Anholt Posten, som udkommer fire gange årligt.



En af de mest kendte historier fra øen har Stenberg dog ikke kunnet opklare. På museet er der en montre med makabre fund fra den Satankult, som ifølge medierne huserede på Anholt i 1970'erne. Der blev fundet sorte stearinlys, messingskrin med gedehår, menneskeknogler og andre uhyggelige djævlesymboler.

»Vi forstår ikke, hvordan det kunne foregå, uden at vi opdagede det. Vi har aldrig fundet ud af, hvem eller hvad der var tale om, men vi kom da i aviserne selv nede i Tyskland«, gyser Stenberg, mens den mølædte ræv i hjørnet, som er en af de to, der har invaderet øen over isen, til sammenligning virker kæledyrsagtig.

Lucifer udgør dog kun en mikroskopisk del af museets udstilling, som beretter om livet i lyst og nød på Anholt. Indvandrerne


Naturligvis går byvandringen også forbi Anholts nok mest berømte samlingssted, 'Debatten' ved Brugsen, hvor fastboende og turister samles for at udveksle sladder og drikke øl. Flagstang og øloplukker er dog blevet suppleret med et par kæmpe askebægre, og grusbelægningen er erstattet af fliser.

Lotte og Morten Abildstrøm ses ikke tit på 'Debatten'. De er indvandrere og har slået sig ned i Etly Stenbergs barndomshjem på vejen med det mærkværdige navn 'Gennem Landet'.

Ægteparret har slet ikke tid til at drive den af på ’Debatten’, for selv om deres virksomhed officielt hedder Anholt Gartneri, er deres dag besat af et utal af aktiviteter.

Sammen med deres fåreflok plejer de Anholts natur. Morten er brandfoged, opsynsmand, laster og losser færgen samt har et utal af andre job. Lotte sælger alt fra persille og vin til hatte samt hjemmelavet keramik og strik i gårdbutikken.

»Jeg har taget alle mulige job og sågar vasket lokummer på Molevitten (restaurant, red.)«, fortæller Lotte Abildstrøm, men sådan har det ikke altid været.

Det frie øliv

Fru Abildstrøm er nok bedre kendt under sit pigenavn, Lotte Wissum, og var indtil 1992 succesrig journalist på TV-avisen, men efter flere orlovsperioder besluttede hun sig for at forlade faget og sammen med Morten Abildstrøm, der indtil da havde produceret reklamefilm, at slå sig ned i Udkantsdanmark, som i sommermånederne bliver til sommerlandet. »I min orlov uddannede jeg mig til dykkerinstruktør, og vi ville rejse jorden rundt og planlagde turen fra Anholt, hvor vi havde sommerhus, og vi er her stadig«, ler Lotte Abildstrøm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Parret siger, at de kun kan overleve på kvalitet og på hele tiden at forny sig og skabe nye initiativer. En holdning, som en gang imellem giver sig udslag i kontroverser med de mere traditionsbundne øboere, men de små sammenstød opvejes af det frie øliv, fastslår Morten Abildstrøm. »Vi bliver her, så længe vi kan arbejde. Anholt står for aktiviteter for mig, og jeg vil hellere bo her end sidde og trille tommelfingre i København. På Anholt er der fred og ro samt natur, godt vand og fantastiske strande. Hvor kan man ellers vandre ni kilometer uden at støde på højspændingsledninger«.

Politiken var inviteret af Anholt Turistkontor.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce