Godmorgen. Det er ikke smartphonens vækkeur, men fuglene over, under og ved siden af hængekøjen, der vækker dig, når du sover i en trætop.
Foto: Privat

Godmorgen. Det er ikke smartphonens vækkeur, men fuglene over, under og ved siden af hængekøjen, der vækker dig, når du sover i en trætop.

Ferie i Danmark

Nat i trætoppen: Fuglefløjt som vækkeur og sejr over angsten

Hotelværelser, vandrehjem og camping er ordinært. På Hindsgavl-halvøen ved Middelfart kan du spendere natten i en hængekøje 10 meter oppe i et bøgetræ.

Ferie i Danmark

Det er tusmørke, da familien gør klar til at gå til ro.

Alle de sædvanlige ritualer er overstået; tænderne er børstet, der er tisset af og nattøjet er fundet frem.

Men denne aften på Hindsgavl-halvøen ved Middelfart, lige vest for den gamle, smukke Lillebæltsbro, er der meget lidt ved soveseancen, der er normalt.

For vores fire senge er spændt ud mellem grenene 10 meter oppe i et smukt, sommergrønt bøgetræ.

Og 10 meter er altså helt vildt højt oppe. Højt oppe som i svedige håndflader og bekymringsangst.

Specielt når Politikens udsendte har højdeskræk, og familiens børn normalt vælter rundt i deres senge, når de sover.

Så selv om vi er spændt fast med sikringer og livliner efter alle træklatrerkunstens regler, ser jeg alligevel alle mulige rædselsscenarier for mig.

Et barn, der pludselig får mareridt, vil hen til mor og far og søvndrukkent træder ud af køjen og derpå hænger og dingler i den frie luft.

Eller et par syninger i hængekøjerne, der pludselig smutter og sender os alle i chokerende fald mod jorden midt i nattens mørke.

Måske kommer et par unge fulderikker fra Middelfart forbi og skærer alle snorene over nede ved jorden … fortsæt selv paranoia-listen.

Fuglefløjt i surroundsound
Men jeg ser også noget andet for mig.

Jeg forestiller mig at vågne op midt i trækronen, hvor morgenlyset bryder igennem, mens fuglene fløjter os op, og vi sammen som familie har gennemført et projekt, som har været en overvindelse – på flere forskellige planer – for os alle. Både de voksne, men også de to drenge på 11 og 8 år.

Den ældste har altid drømt om at gå på en hæk (spørg ikke hvorfor), og jeg tænker at sove i et træ må være det nærmeste, han kommer på den ambition.

Derfor møder vi træklatrerinstruktør Lars Boesen nogle timer tidligere. Han »elsker at være ud i naturen«, som han siger, og derfor driver han ved siden af sit pædagog-job i en SFO, firmaet klatretræ.dk, hvor folk fortrinsvis kommer for at klatre i træer på konventionel vis.

Han har taget uddannelsen som træklatrerinstruktør på Skovskolen i Nødebo, og for tre år siden begyndte han at tilbyde overnatning i træer.

»Den største oplevelse er at vågne tidligt om morgenen. Du bliver vækket af fuglene. Du får fuglefløjt fra oven, ved siden af dig og under dig. Det er total surroundsound af fuglefløjt. Det er det fedeste«, fortæller han, da jeg spørger, hvorfor det er interessant at overnatte i et træ.

Som aber efter kokosnødder
De to sidste aftener har Lars Boesen brugt på at sætte vores ’hotel’ op.

Træet er nøje udvalgt efter højde, men ikke mindst sammensætningen af grene. For det kræver tilpas lang afstand mellem grenene at kunne sætte fire hængekøjer op. Og så skal det være muligt også at klatre op.

Jeg er den første, der skal op, da vi ved femtiden om eftermiddagen skal gøre sengene klar. Jeg har hoftesele på, der er fastgjort om livet og ved lårene, og Lars Boesen har fat i mig via et reb, der løber igennem topsikring oppe i toppen af træet.

Og det går fint. Jeg må bide al frygt i mig. For min egen irrationelle angst skal ikke forplante sig til familiens andre medlemmer.

Det er først, da jeg når toppen, at frygten rammer mig. Fra sikkerheden inde ved den tykke stamme, skal jeg bevæge mig ud på min hængekøje, som Lars Boesen uforvarende kalder »den mest livlige«.

Jeg lægger mig ned og sikrer mig med to slynger, der med karabiner sættes fast på en livline, der er spændt ud oven over mig. Jeg forholder mig i ro og får pulsen ned.

Næste levende billeder er de to drenge. Som aber efter kokosnødder piler de op ad træet og drøner ud på deres køjer, sætter sig op og kigger fornøjet ned.

»SÅ LÆG JER DOG FOR HELVEDE NED«, har jeg lyst til at skrige, men nøjes med at berolige mig selv med, at der er styr på det hele.

Til sidst klatrer min kone op på en facon, der ser en smule mere besværet ud. Det er der dog en forklaring på, da Lars Boesen, efter at have sikret os alle, kommer op for at dirigere os igennem sengeopredningen

»Det var fandme svært. Jeg var lige ved at give op«, siger hun.

»Du havde også fået den sværeste vej op«, indrømmer Lars Boesen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er jeg glad for, du siger«.

Vi breder liggeunderlag, soveposer, hovedpuder, bamser og tæpper ud. Og bliver én efter én hentet ned på jorden igen.

Det er blevet tid til aftensmad.

Sæler og mintgrønt vand
På stranden kun 50 meter væk har Lars Boesen tændt et lille bål. Der simrer gullasch i en gryde.

Vi sætter os og kigger ud på vandet, hvor en sæl pludselig stikker hovedet op.

Bøgetræerne krænger sig ud over det mintgrønne vand. Det er højsommer. Danmark er ufattelig smuk. Og jeg glemmer næsten soveprojektet, der nærmer sig.

Da klokken er halv elleve, er vi klar.

Vi klatrer op i samme rækkefølge som om eftermiddagen. Nu med pandelamper på hjelmene. Hver især lirker og møver vi os ned i soveposerne. Det er ikke nemt og skal gøres langsomt og koncentreret.

Skoene skal af og lægges i en pose for sig.

Lars Boesen hjælper den yngste med at komme ordentlig ned i køjen.

Og så er det godnat.

Efterhånden som natten bliver mørkere ændrer lyset mellem bladene sig. Det ligner morild på et tidspunkt, inden det så småt blive utydeligt. Vinden rasler blidt i bladene. Der er stille. Kun en sen natfugl skræpper fra en mose i nærheden. Og så kommer søvnen.

Fugle som vækkeur

»Hey Lars - jeg er ude af soveposen. Må jeg afsikre mig fra livlinen?«.

Den 11-årige er vågen og råber på selvsikkert træklatrer-lingo til Lars Boesen ved træets rod.

»Ja, jeg har dig. Kom bare ned«, lyder det 10 meter længere nede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Klokken er omkring 7.00 og vi står op, om ikke med hønsene, så med fuglene. Det er fantastisk at vågne langsomt, mens skoven går i gang med en ny dag.

En meget intens naturoplevelse, der kun bliver bedre af den boblende fornemmelse af at have overvundet noget.

Da vi senere spiser morgenmad på stranden, spørger jeg den yngste, der efter eget udsagn, har været vågen hele morgenen, hvad han lavede.

»Jeg lyttede da til fuglene«, lyder svaret.

Politiken var inviteret af Visit Middelfart.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden