Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

UDSIGT. Hitlers fæstningsværk ved Hanstholm skulle sikre magten og overblikket over indsejlingen til Øresund.
Foto: Dorte Hansen

UDSIGT. Hitlers fæstningsværk ved Hanstholm skulle sikre magten og overblikket over indsejlingen til Øresund.

Ferie i Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kom med ned i Hitlers danske fæstningsværk

Under Anden Verdenskrig blev Hanstholm til en fæstning. I dag kan turister opleve et krigsmuseum under den forblæste sandjord.

Ferie i Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På det næsthøjeste punkt, et stykke inde i skoven og med kig til det brusende vesterhav, ligger et glashus ved siden af et betonbetrukket hul i jorden.

Det er Museumscenter Hanstholm, også kaldet Bunkermuseet, for det er præcist hvad det er – et krigsmuseum i en bunker, eller rettere sagt i en kanonstilling.

Museumsleder Jens Andersen byder indenfor til en historietime mellem uniformer, krigsspil og masser af våben bag glasfacaden og tyskernes beton.

Under Anden Verdenskrig stod der i hullet i jorden en ordentlig moppedreng af en kanon, der sigtede ud over havet mod Norges kyst. For lige præcis der, hvor Hanstholm ligger, er det smalleste sted i strædet mellem Danmark og Norge og byen var derfor strategisk attraktiv under krigen.

I 1940 invaderede tyske tropper det lille fiskerleje for over de følgende fem år at bygge et af knudepunkterne i Atlantvolden, der gik fra Frankrig til Norge. Hanstholmdelen af Hitlers fæstningsværk skulle sikre magten og overblikket over indsejlingen til og fra Østersøen.

I dag ligger der derfor i private haver, i Nationalpark Thy og i skoven i udkanten af Hanstholm et par hundrede betonbunkere og fire kanonstillinger. Og man finder stadig i ny og næ efterladte søminer på strandene langs den jyske kyst.

LÆS OGSÅ

Under krigen har Hanstholm været et fredeligt sted at være udstationeret for tyske soldater, fortæller Jens Andersen. Her kom det aldrig til direkte kampe men blot til nedskydning af et enkelt allieret fly eller to, hvis vragdele er udstillet på museet.

»Danmark var kendt som flødeskumsfronten, og her kan man jo tydeligt se hvorfor«, siger museumslederen og peger på menukortet fra den restaurant, tyskerne havde i det, der i dag er Hanstholm Hallen. Her kunne soldaterne få et stykke ’Sahnetorte’ eller ’Buttercreamtorte’ for 50 øre. En portion flødeskum kunne erhverves for 75 øre, mens is med flødeskum kostede 1 krone.

Som vi står og studerer menukortet, er det let at forestille sig de udstationerede tyskere nyde deres flødeskumskager, mens de har spillet skak på det lille rejsevenlige spilbræt med brikker formet som bomber og kanoner i stedet for heste og tårne, som kan ses i en anden montre.

Da tyskerne forlod byen efter fem år overtog de lokale mange af deres efterladenskaber, der i nogle tilfælde blev tryllet om til praktiske hverdagsting – et ammunitionshylster blev eksempelvis skåret over, så bunden blev til et askebæger. Hjelme fik banket pulden flad og sat et håndtag i nakken, og vupti havde man en natpotte.

»Det var selvfølgelig både praktisk, men også en kommentar til krigen«, fortæller Jens Andersen om de lokales genbrugskreativitet.

Bygge, bygge fæstningsværk
Jeg er selv opvokset i Hanstholm med min bedsteforældres historier om krigen, tyskerne og de mange betonbunkere. En af historierne var, at den store kanon, der sad i kanonstillingen, hvor der i dag er museum, kun blev affyret en gang, fordi fundamentet revnede under det 450 ton tunge kanontårn.

»Det er kun en myte«, knuser Jens Andersen min barnetro.

»Vi kan se i besættelsesmagtens optegnelser, at alle fire kanoner har været affyret flere gange. Men kun som prøve«.

Tyskerne byggede på fæstningsværket i Hanstholm helt op til få måneder før besættelsens afslutning, og det kom også lokale arbejdere til gode.

»Man havde ikke fra begyndelsen en samlet plan for, hvordan fæstningsværket skulle se ud heroppe. Man byggede lidt, og da man var færdig med det, og det stadig ikke var kommet til kamp heroppe, byggede man lidt mere – og så lidt mere. Vi kan se, at det sidste blev bygget i Hanstholm i januar 1945, men andre steder blev der stadig støbt i marts 1945«, siger Jens Andersen.

For de lokale arbejdere var det en god tjans at bygge for tyskerne, for de betalte to-tre gange så meget, som man ellers var vant til at få.

»Men der går da historier om arbejdere, der ’ikke kunne finde’ deres skovl og brugte flere dage på lede efter den. En der arbejdede her under krigen, fortalte mig på et tidspunkt, at den slags folk gad man ikke, hvor han arbejdede«.

Det lader til, at endnu en lokal skrøne må lade livet.

Under jordoverfladen træder vi ind i et u-formet rum i den tykke betonkonstruktion.

»Det er så bananerne«, siger Jens Andersen og gestikulerer mod en håndfuld knap to meter lange granater med en diameter på 38 cm, der ligger stablet på gulvet. De er malet henholdsvis gule, røde og blå og er til kanonen, der engang stod i gården på den anden side af betonmuren.

»Farven viser, hvad de forskellige granater var beregnet til. Og de vejer mellem 500 og 800 kg«, siger han og klapper en af ’bananerne’ i ammunitionsrummet. Over for døren, vi kom ind ad, er et flere meter bredt hul i betonmuren som et fladt, aflangt vindue men lukket på ydersiden af en metallåge. I loftet løber en skinne, hvorfra der hænger en jernlænke med en grab for enden, der er stor nok til at gribe om det tunge skyts og transportere det hen til hylden her på indersiden af vinduet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så afkræfter Jens Andersen endnu en god fortælling:

»Der skulle to mand til at skubbe dem. De er alt for tunge til bare at køre af sig selv, som en af dem gjorde i filmen ’Olsen Banden i Jylland’, der til dels er optaget her«.

Efter krigen blev en af de tykke granater brugt som ambolt på værftet i det nærliggende Thisted.

Bag hegnet

Fra ammunitionsbunkeren fortsætter vi ind i mandskabsbunkeren, hvor de tyske soldater boede side om side med den store kanon. På museet har man forsøgt at genskabe indretningen i forskellige typer rum, så vi kommer ind i officerernes soverum, hvor der er fire sengepladser, skabe og et spisebord med stole.

Et andet sted er der over en række porcelænspissoirer malet en glad lyserød gris og med store, sirlige bogstaver skrevet ’Bist du kein ….... halt die Becke rein’. Selv om man levede under jorden, , behøvede man jo tydeligvis ikke opføre sig som svin.

En miniaturemodel af den grønne by og de mange bunkere ved det blå hav fylder det meste af en tum, og Jens Andersen fortæller, at på et tidspunkt var fæstningsværket blevet udvidet så meget, at hele Hanstholm by var kommet på indersiden af pigtråd og store jernryttere.

»Så man begyndte at tale om at komme af med de lokale – ikke, at man ville dem noget ondt, men det var mere fordi, man var bekymret for, at de ville løbe i vejen, hvis der kom et angreb«.

Konsekvensen blev, at tyskerne i 1942-43 flyttede de lokale familier til en barakby i nabolandsbyen Ræhr, fortæller museumschefen, mens vi ser på billeder af glade mænd foran en skurvogn.

»For de lokale kan det heller ikke have været sjovt at bo her, for med hegnet omkring byen blev de hele tiden mindet om krigen. Og ofte gik der luftværnssirener, og jævnligt blev der holdt øvelser med kanoner«, fortæller han, mens vi vandrer videre gennem den store bunkers forvirrende betongange.

Tilbage over jorden og mellem glasmontrernes historiske efterladenskaber står enorme kuglerunde søminer og små hårde kanoner. Og da museumschefen ivrigt fortællende lægger en hånd på en strittende stang på en sømine, knækker den af – heldigvis er alle miner og våben her uden krudt, så vi og museet overlever uden yderligere skader.

Museets våbensamling afslører et væld af geværer, rifler og maskinpistoler, der er fortidens westernsheriffer og Al Capone-typer værdige.

»Tyskerne overtog våben fra de lande, de invaderede. Problemet var, at da Hitler kom til magten, havde de kun lov til at have en hær på 100.000 mand, så der var et efterslæb i forhold til våbenproduktion«, fortæller Jens Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor var tyske soldater under Anden Verdenskrig udstyret med mange forskellige våben, der gav en kæmpe logistisk udfordring i at få den rette type ammunition leveret – men også at have mænd, der kunne reparere så mange forskellige håndvåben.

Ude foran museet klapper jeg det fysisk største våben af dem alle – kanonen, der engang stod i midten af kanonstillingen, jeg lige har vandret rundt inde i. Det eneste, der er tilbage, er dog selve løbet, da det jern, der udgjorde kanonhuset, blev smeltet om i efterkrigstiden.

Selv om det kun er løbet, virker det alligevel ret intimiderende, som den står der i skoven og peger sin truende mund ud over havet mod Norges kyst, hvor der står en tilsvarende kanon og peger på os.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden