Kanonbrag. Børn og voksne betragter begejstret kanoner Palle Pallesens affyring af kanonen på Historiecenter Dybbøl Banke. Heldigvis bruger Pallesen kun løst krudt, men under stormen på Dybbøl 18. april 1864 var det blodig alvor, da preusserne tvang de danske soldater til at trække sig tilbage til Als.
Foto: Morten Langkilde

Kanonbrag. Børn og voksne betragter begejstret kanoner Palle Pallesens affyring af kanonen på Historiecenter Dybbøl Banke. Heldigvis bruger Pallesen kun løst krudt, men under stormen på Dybbøl 18. april 1864 var det blodig alvor, da preusserne tvang de danske soldater til at trække sig tilbage til Als.

Ferie i Danmark

7 oplevelser: Følg i fodsporet på Danmarks smertelige 1864-nederlag

Snart vil danske tv-seere følge med i serien '1864'. Politiken har fulgt det danske tilbagetog fra Dannevirke til Dybbøl.

Ferie i Danmark

For 150 år siden led Danmark et forsmædeligt nederlag til Tyskland.

Et nederlag, der fra søndag 12. oktober skildres i otte afsnit i en stort anlagt tv-serie inspireret af forfatteren Tom Buk-Swientys bestseller ’Slagtebænk Dybbøl’.

Vi guider til 7 oplevelser på tilbagetræknings-ruten: gamle fæstningsværker, slagmarker, mindesmærker, lazaretter, kirkegårde, museer og slotte.

1. Starten på katastrofen

Solen står højt på himlen, fuglene synger, og alt ånder fred og idyl på Skanse 14 ved Dannevirke denne sensommerdag, men virkeligheden var en helt anden i februar for 150 år siden. 1. februar var de preussiske og østrigske soldater gået over Ejderen og marcherede nordpå mod Dannevirke – fæstningsanlægget, som danskerne troede var uindtageligt.

Efter en række træfninger valgte den danske hærledelse imidlertid at trække soldaterne tilbage fra volden natten til 6. februar og forskanse sig ved Dybbøl. Befolkning og regering var chokeret og rasende over tilbagetrækningen, der betragtedes som forræderi. Museumsleder Nis Hardt fra Danevirke Museum, som ligger lige ved voldanlægget, mener, at det var en klog beslutning.

»Militæret havde allerede dengang gjort det klart, at Dannevirke ikke kunne forsvares mod så stor en overmagt. Danmark havde 40.000 soldater, som stod over for 22.000 østrigere og 38.000 preussere. Vi sendte alt, hvad vi havde, mens fjenden kunne blive ved med at indsætte nye, friske soldater«.

Skanse 14 er i dag rekonstrueret og genopbygget. Det er sket i et samarbejde mellem ingeniørtropper fra Skive og Slesvig i forbindelse med en øvelse. Nis Hardt betragter det som et tegn på, at forholdet mellem Danmark og Tyskland er normaliseret. Det skete først efter Anden Verdenskrig, indtil da led forholdet under nationalismen. Begge sider løj. Danskerne hævdede, at Danmark gik til Ejderen, mens preusserne mente, at grænsen gik ved Kongeåen.

Et andet tegn på, at fjendskabet er fortid, er, at danske og tyske arkæologer i fællesskab under ledelse af Astrid Tummuscheit fra Archäologischen Landesamt Schleswig-Holstein er ved at udgrave ’Porten til Norden’ i Dannevirke.

Danevirke Museum beskriver ikke alene 1864-krigen og forsvarsværkets historie, men har også en fin udstilling om det danske mindretal i Sydslesvig. Museet ejes og drives af Sydslesvigsk Forening.

Danevirke Museum

2. De blodige slagmarker

Slaget ved Mysunde 2. februar 1864 blev den eneste betydelige danske sejr i landkrigen. På en jættestue i udkanten af landsbyen lå den danske Skanse A, som skulle hindre tyskerne i at gå uden om Dannevirke og over den smalle fjord Slien. 3.000 danske soldater med kun 20 kanoner holdt stand mod en preussisk overmagt, indtil der blev blæst retræte ved midnatstid.

Et brutalt og blodigt slag med omkring 200 dræbte og sårede på hver side. Også her er den blodige fortid markeret med en forbrødringens tekst: ’Efter et århundrede med splid blandt naboer fornys dette mindested som en påmindelse for broderskab’.

Mysunde blev bombet sønder og sammen, men den lokale godsejer Julie Mylord sørgede sammen med preusserne for, at landsbyens huse og gårde blev genopbygget. Det er nemt at se, hvilke huse der er genopbygget, da der ofte er indstøbt to kanonkugler i murene samt initialerne JM som tak til godsejeren. Det ses især tydeligt på husene nummer 8 og 4 på Zur Fähre-vejen.

Sejren ved Mysunde blev fejret over det ganske land, men triumfen varede kort – kun, til tilbagetrækningen fra Dannevirke 6. februar blev kendt. Herefter fik en del af de danske jenser travlt med at forsvare hærens tilbagetog.

Ved Sankelmark skulle nogle af de danske soldater dække tilbagetoget mod Flensborg og Dybbøl. I en flaskehals mellem Sankelmark Sø og et højdedrag på den anden side af vejen blev der 6. februar udkæmpet et blodigt slag på bajonetter og bare næver med store tab på begge sider. Ved mørkets frembrud, standsede kamphandlingerne, og danskerne trak sig tilbage.

På højre side af Bundesstrasse i nordlig retning står et bombastisk mindesmærke for østrigske soldater på højdedraget og på den venstre et dansk, som også hædrer de østrigske soldaters tapperhed. Ca. 100 m. længere mod nord også på venstre side på hjørnet af Bundesstrasse og Jens Thaysen-Weg ved Hotel Seeblick ligger 14 danskere og 43 østrigere begravet i en fælles massegrav.

3. De faldne mindes

Krig er en blodig affære, og overalt i Slesvig er der sat mindesmærker op for de faldne. Ikke alene fra 1864, men også fra de mange andre krige, som har hærget området.

Fælles- og enkeltgrave dukker op overalt i landskabet. På den gamle gravhøj Kongshøj eller Königshügel et par hundrede meter syd for Dannevirke står et bastant østrigsk mindesmærke. Da Rejser besøger Kongshøj, ligger der en buket plastikblomster ved foden af monumentet med en tekst med kyrilliske bogstaver. I østrigernes hær var der også indrulleret mange soldater fra Balkan. Af og til dukker pårørende fra Balkan og andre dele af kejserriget Østrig, som kæmpede for en sag langt hjemmefra, op ved mindesmærket.

Kovirke er en del af forsvarssystemet Dannevirke og ligger cirka 2 kilometer syd for Danevirke Museum. Her er en østrigsk soldatergrav med Unterjäger Carl Fischer, som blev født i Prag og i virkeligheden var tjekke. Ikke langt derfra har menig Niels Christensen fundet sit sidste hvilested. Han stammede fra Sigersholm og faldt 3. februar 1864. Som på så mange andre grave står der ’Fred være med hans støv’.

Grave og mindesmærker findes de besynderligste steder, og det kræver ofte en ekstra indsats at finde dem. Ikke langt fra Mysunde omtrent ved Ornum Mühle 3 i Kosel ligger 12 preussiske soldater begravet på en mark med græssende køer under en eg. Soldaterne faldt 2. februar under stormen på de danske skanser ved Mysunde. ’Soldatengrab von 1864’ står der med blå skrift på en låge, som man skal huske at lukke, så køerne ikke slipper ud.

141 år efter at de faldt, fik de faldne en rigtig begravelse. Feltgudstjenesten var et smukt eksempel på dansk-tysk sameksistens, da danske og tyske soldater under ceremonien sammen stod æresvagt.

4. Kroen blev lazaret

Uden mad og drikke dur hverken soldater eller turister, men 6. februar 1864 nøjedes kromutter Anna Margareta Clausen i Kirchspielkrug i Oeversee ikke med at servere Frische Suppe, for kroen blev omdannet til lazaret.

Kroejer Hans-Peter Clausen krævede, at alle uanset nationalitet skulle have mulighed for at blive behandlet. Kroen blev det første sted i verden, hvor Røde Kors-flaget vajede, hvilket kan ses på et billede i receptionen. Fra den dag hed kroen Historischer Krug.

Nutidens krofatter Hans-Christian Mörck nedstammer fra Clausen og er sjette generation på kroen, men hans mor, Lenka Hansen-Mörck, deltager fortsat i den daglige drift. Hun sætter pris på kroens humanistiske fortid.

»Jeg måtte selv flygte fra Tjekkoslovakiet i 1969 og ved, hvad det vil sige at være bange og måtte rejse. Her følte jeg mig hjemme med det samme«, fortæller frau Hansen-Mörck, mens hun viser rundt på kroen. Ikke alene de gamle bygninger med hyggelig krostue og gourmetrestauranter er bevaret, men i moderne tilbygninger er der spa, swimmingpool, store værelser og alt, hvad nutidens hotelgæster ellers kræver.

Fortiden spøger imidlertid fortsat på Historischer Krug. Ude på gårdspladsen markerer to gravsten en massegrav. På den ene står der, at her hviler 68 østrigske og danske krigere. Ifølge Lenka Hansen-Mörck passer det ikke længere. Hun siger, at de østrigske er gravet op og ligger på den lokale kirkegård.

Sandt er det imidlertid, at den anden gravsten dækker over sekondløjtnant baron Dirckinck-Holmfeldt. Han fik knust hovedet af en granatstump i slaget ved Sankelmark. En af baronens efterkommere er tv-værten og forfatteren Gregers Dirckinck-Holmfeld, der dog ikke staver sit efternavn med t.

Historischer Krug

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

5. Løven brøler igen i Flensborg

Turistbusser fra Danmark ruller i en lind strøm ind foran Flensborg Gamle Kirkegård, og guider beretter hurtigt historien om Istedløven, inden sightseeingen fortsætter.

Monumentet kom efter 147 års landflygtighed tilbage til sin oprindelige plads på kirkegården i 2011. Oprindelig blev den stillet op i 1862 som et triumferende minde om den danske sejr over slesvigholstenerne på Isted Hede i 1850 under 1. Slesvigske Krig. Efter at danskerne havde trukket sig ud af Flensborg, blev løven udsat for hærværk 22. og 23. februar 1864. Senere blev den transporteret til Berlin. I 1945 lykkedes det på initiativ af Politikens korrespondent Henrik V. Ringsted at få Istedløven til København, hvor den blev placeret ved Tøjhusmuseet.

I Hans-Christiansen-huset på Museumsberg, som ligger lige over for Flensborg Gamle Kirkegård, er der en lille udstilling, som fortæller Istedløvens historie. Dr. Dorothee Bieske fra museerne på Museumsberg betragter løvens tilbagevenden ikke alene som et tegn på forbrødringen mellem Tyskland og Danmark, men også som en illustration af samarbejdet mellem museerne på tværs af grænsen.

»Hvis folk ikke kender historien, vil de nok finde det lidt mærkeligt, at et dansk sejrsmonument, Istedløven, igen står på Flensborgs kirkegård. Eksempelvis japanske turister må nok finde opstillingen en smule besynderlig«, mener Dorothee Bieske.

På Flensborg Gamle Kirkegård er der omkring 600 historiske grave, og mange danske soldater fra både 1. og 2. Slesvigske Krig ligger begravet her. En del af dem blev behandlet på lazarettet i Borgerforeningen ved Holm-gågaden nummer 17. I dag er der restaurant.

Museumsberg Flensburg

6. Kanonerne brager stadig i Dybbøl

Flammer står ud af kanonrøret, da kanoner Palle Pallesen affyrer kanonen fra Dybbøl Banke, og kanonrøgen langsomt driver ud over det omkringliggende landskab. Heldigvis lyder der ikke smertensskrig og jamren, men derimod jubelråb fra tilskuerne. Årstallet er ikke 1864, men 150 år senere på Historiecenter Dybbøl Banke. Pallesen, som er i uniform, men udstyret med moderne høreværn, har netop demonstreret dagens højdepunkt, og de besøgende trækker nu ud til centrets øvrige attraktioner.

Affyringen er typisk for centret, hvor historien levendegøres, og der flittigt gøres brug af digitale medier. Rundviserne er iført historisk korrekte uniformer og bærer våben og udrustning, som svarer nøje til, hvad soldaterne brugte i 1864. Både næsen, øjnene, ørerne og indersiden af hovedet skal tages i brug på centret.

Aktiviteterne tiltrækker ikke mindst de yngre årgange, som kan støbe kugler, købe varer i marketenderiet for skilling, telegrafere og bage pandekager, som soldaterne gjorde det.

»Jeg har brugt min sidste skilling, som jeg har givet 5 kroner for, til endnu en pandekage«, fortæller 13-årige Malene Jäger Hansen fra Broager, som dog var mest begejstret for kanonaffyringen. Lillebror Malthe på 11 synes, at »pandekagerne er de mest spændende, fordi soldaterne også selv lavede dem i 1864. Jeg har allerede spist to«.

Ifølge centerleder og museumsinspektør Bjørn Østergaard er aktiviteterne indgangen til historien, »vi formidler ikke bare aktiviteterne for aktiviteternes skyld«. Besøgende skal også forstå, at 1864-krigen havde stor betydning for Danmarks forhold til omverdenen. Vi isolerede os og kom »først ud af skyggen« i begyndelsen af 1990’erne. Bjørn Østergaard er også glad for, at det tyske fjendebillede er blegnet, hvilket giver sig udslag i fællesceremonier, og at tyske ’soldater’ ved Dybbøl selvfølgelig taler tysk.

Historiecenter Dybbøl Banke

7. Mennesker i krigen

Først gik en kugle gennem korporal Rasmus Balslev Leths kappeærme og ramte bajonetten, som sad i bæltet. Et par timer senere på vej mod Dybbøl blev korporalen slået omkuld af en kugle, der gik gennem hans hånd og ramte ham i brystet. Mirakuløst blev kuglen stoppet af en lommebog og et landkort. Efter et kort ophold på lazarettet vente korporalen tilbage til fronten.

Kort, lommebog og kugle kan ses på udstillingen ’Mennesker i krigen’ på Sønderborg Slot. Ved siden af korporal Leths planche fortælles den preussiske infanterist Wilhelm Petschs historie. Han var uddannet lærer og skrev under felttoget digte, der udkom både i aviser og i bogform.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Taberen Leth blev skovrider efter krigen og oplevede genforeningen i 1920. Vinderen Petsch genoptog lærergerningen, overlevede tre krige: 1864 mod Danmark, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870, men døde af svindsot i 1874, fortæller Inge Adriansen, der er museumsinspektør på Sønderborg Slot.

Udstillingen ’Mennesker i krigen – 1864’ er fælles dansk-tysk og skildres gennem 30 menneskeskæbner – 15 danske og 15 tyske. Alt er tosproget. Både civile og militære personer og både mænd og kvinder optræder på udstillingen.

Sønderborg Slot-udstillingen har også en maleriafdeling, hvor især Ludwig Dettmanns 10 meter brede kæmpelærred, ’Stormen på Dybbøl’, imponerer og ryster beskueren. Det er kun anden gang, maleriet vises offentligt.

Udstillingen slutter 26. oktober på Sønderborg Slot og flyttes til Nationalmuseet i København, hvor offentligheden kan opleve den fra 8. november.

Museum Sønderjylland og Nationalmuseet

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce