skønhed. Politiken har været på vandretur med guiden Gitte Slots i Nekseløs smukke natur.
Foto: LANGKILDE MORTEN

skønhed. Politiken har været på vandretur med guiden Gitte Slots i Nekseløs smukke natur.

Ferie i Danmark

Besøg den danske ø de kalder 'Paradis på vandet'

Om sommeren kan turister komme på vandreture på Nekselø i Sejerøbugten.

Ferie i Danmark

Når teenageren Gitte Slots kunne høre basguitaren dunke inde i Havnsø, ønskede hun, at hendes far, Roar, havde en båd, så hun kunne komme ind og feste sammen med andre unge i havnebyen i Nordvestsjælland.

Og hun var som lille pige i modsætning til de fleste andre børn lykkelig, når hun skulle til tandlæge på Sjælland. Efter tandbehandlingen vankede der nemlig nyt tøj og et besøg i legetøjsbutikken.

Gitte Slots og hendes fire ældre søskende voksede op på den lille Nekselø i Sejerøbugten, men Gitte forlod øen som 16-årig. I dag er hun 52 år, bor i Holbæk og underviser i biologi og idræt på Tuse Skole, men i sommerferien vender hun tilbage til fødeøen. Fire gange i sommerens løb ikke alene guider Gitte Slots rundt på øen, men fortæller også om tilværelsen før og nu på en lille dansk ø.

»For 10 år siden begyndte jeg at guide, men jeg vil også gerne fortælle den gode historie om menneskene og stedet og ikke kun berette om klokkefrøer og sjældne planter som agerkohvede. Deltagerne kommer også ind i kirken og besøger min fars gård. Han fortæller om sin egen fars ankomst til øen i 1916 og sin opvækst. Jeg er mere storyteller end guide«, fortæller Gitte Slots på den 20 minutter lange færgesejlads mellem Havnsø og den lille havn på Nekselø.

Paradis på vandet

Normalt deltager cirka 20 – maks. 30 – i vandreturene, men Politiken har lokket Gitte Slots hjem til fødeøen uden for sæsonen, og vi har hende derfor for os selv. På Nekselø er der to vandreruter, en grøn og en brun, og Gitte vælger altid den grønne på 5 kilometer.

Efter ankomsten bevæger vi os vestpå. I krydset mellem hovedvejen og Ørnebrinken med udsigt over Strandbjerggård og havnen forstår man til fulde, hvorfor de fastboende og sommerhusejerne kalder deres ø Paradis på vandet. Nekselø var dog ikke altid et paradis for et lille barn.

»Hovedvejen, som går fra nord til syd, er bare en grusvej. Som barn ønskede jeg, at den blev asfalteret, for det var hårdt at cykle i gruset. Far lærte mig tidligt at køre traktor, for så var han fri for at køre mig, når jeg skulle besøge en veninde. De 10 første år af mit liv var jeg kun væk fra øen tre-fire gange om året og vidste knap nok, at der var en verden udenfor«, siger Gitte Slots.

Langsomt bevæger vi os sydpå langs de stejle skrænter, som Gitte Slots og hendes venner lænede sig ud over, når det var stormvejr. Det er dog for risikabelt for en overvægtig journalist, for så stærk er blæsten ikke på denne smukke sommerdag. Snart går stien gennem en labyrint af tjørn og slåen, som meget naturligt er døbt Tjørnebakke.

Næste stop er Ørnekul, hvor øens lærer Jensen fandt flinteredskaber, for her var en stenalderboplads, og eleverne samlede østersskaller, beretter Gitte Slots. Snart er vi nede på sydspidsen, og Gitte Slots får os til at gyse, da hun peger over mod Sjælland:

»Om vinteren gik vi over isen, når vi skulle i skole på fastlandet og satte grene i isen, hvis det skulle være tåget, når vi gik hjem. Om vinteren hamstrede vi dåsemad, mel og lækkerier, hvis vi ikke kunne forlade øen. Min mand, Kurt, siger, at jeg stadig har et hamstringsgen«.

Sjældne klokkefrøer og charolais-køer

Helt nede på sydspidsen ved revet drejer vi ind på farens mark, hvor der græsser charolais-ammekøer. Kvæget skal ikke alene æde sig store bøffer til, men er også naturplejere, som skal holde kristtjørnen nede og give plads til sjældne planter som rosenkatost og bakkesoløje.

Menneskehænder har dog fungeret som naturplejere i søen ved Guldbjerg. Den er blevet renset for fisk, som ellers ville have ædt de sjældne klokkefrøer og andre padder og deres æg. Køerne sørger for at afgræsse søens bredder, så den ikke gror til. Som barn løb Gitte Slots på skøjter på den lille sø sammen med sine kammerater.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilbage i mors mave

Få minutter senere tager Gitte Slots far, den 89-årige Roar Slots, imod på Øgården. Bortset fra et års ophold som tjenestekarl i Skibby, et højskoleophold i Slagelse og et år som soldat har han boet på Nekselø hele sit liv.

»Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle slå mig ned på øen, men i 1949 blev gården her sat til salg. Min far havde en gård på øen, og det samme havde min bror, mens en anden bror var færgemand. Min kone, Anna, stammede fra Aalborg, men søgte en stilling her. Dengang var der et halvt hundrede beboere på Nekselø. I dag får vi penge for at lægge jorden brak. Ak, ja, det er de moderne tider«, sukker Roar Slots og viser en desperat og trængende turist ind på gårdens toilet. Nekseløs eneste offentlige toilet er nede ved havnen.

Tiden nærmer sig færgetid, og Roar Slots kører os nordpå til den store inddæmmede Sømose og Nordgårdens Mose, men vi skal selvfølgelig også hilse på den gamle øboers venner, ægteparr et Jane Ørberg og Kåre Jensen – med det lange flagrende hår – på Klintegården. Kåre Jensen klipper ikke sit hår, for »hvis han gør, får han ondt i ørerne«, ifølge Roar Slots.

»Fik penge for at lave lort«

På Klintegården bliver vi modtaget af hunden Vapse, der er lige så venlig som sine ejere. Jane Ørberg er »indfødt sjællænder« og giftede sig med Kåre Jensen for 40 år siden. I 20 år boede de i Jylland, hvor Kåre med egne ord »fik penge for at lave lort.

Jeg dyrkede champignon i hestemøg«. Da han arvede Klintegården efter Roar Slots bror, flyttede parret tilbage til øen, hvor Kåre er født – som søn af Gitte Slots’ gamle lærer Jensen.

»Når man er opvokset på en ø og kommer hjem efter 20 år, er det næsten som at kravle ind i mors mave igen. En fordel ved at bo på en ø er, at folk kommer og snakker med en. Det gør de ikke i København. Hvis vi føler os ensomme, kan vi gå ud til øens skrænter og møde turistindustrien«, siger Kåre Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om øboerne har god tid og fortællelyst, venter færgen ikke, og Roar Slots må træde speederen i bund – næsten – for at vi kan nå færgen. Han er dog ikke færdig med at fortælle og læner sig så langt ud over bommen ved færgelejet, at vi er bange for, at han skal falde i vandet. Men en af matroserne siger beroligende:

»Bare rolig, Roar falder ikke i vandet. Han lider af vandskræk og kan heller ikke svømme«.

Og ganske rigtigt – Roar Slots gestikulerer ivrigt videre, men bliver stående i sit lille Paradis på vandet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce