VOGNTUR. Det er ikke så nemt at styre en hestevogn. Men det er sjovt.
Foto: Majse Njor

VOGNTUR. Det er ikke så nemt at styre en hestevogn. Men det er sjovt.

Ferie i Danmark

Maise Njor på hestevognsferie: »Hestene fiser os i hovedet af anstrengelse«

En ferie i hestevogn er en lektion i, at turen er selve målet.

Ferie i Danmark

Man skal lige tage sig sammen, første gang man går bag om hestene og står i fare for at blive sparket i hovedet, mens man spænder dem for vognen.

Vi er ved Skårup nær Svendborg på Fyn på en vindblæst mark, og efter vi har lært at hitte rede på seletøjet, skal vi ud på egen hånd med vores to hestevogne. Som gammel hestepige ved jeg, at heste kan være dvaske og dumme, og at de altid er klar på at teste, om du er hård nok til at være den, der bestemmer. Min veninde har aldrig gået til ridning, så hun ved ikke, hvad hun går ind til ...

Det første, der slår os – mig, mine tre børn, min veninde og hendes to børn – da vi kører ud fra Henning og Liselottes gård, er, at det går afsindig langsomt. Det tager sin tid at komme ned i gear – du kan ikke beslutte dig for det. I starten har man følelsen af, at de her heste går meget sindigt, ja man bliver nærmest stresset af det, men så går det op for én, at hele ideen er, at du skal lære, at ting tager tid. Rejsen er målet.

Og der er heste gode, for selv om vi tjatter til vores heste, Julius og Sofus, med en kvist og opnår et vist resultat, så kan de to tykke nordbagger øjeblikket efter glemme, at de egentlig burde trave og går nærmest i søvne foran vognen.

Vi har som en snegl vores hus med os, og farten matcher også næsten sneglens, men alle fem børn er enige om, at det er totalt i orden at skulle sove i den vogn, vi sidder og styrer fra. Den er lille, men der er både bord og bænke, og så endda tørkloset og kogeplader lige over for hinanden, hvilket får min ældste datter, Asta-Maja, til at udbryde:

»Fedt, så kan man skide og lave røræg samtidig!«

Og hvornår har man ellers den mulighed?

Fedt, så kan man skide og lave røræg samtidig!

Det viser sig, at det er svært at købe ind iført hestevogn. Dels er der bare ikke så mange købmænd på Sydfyn, dels kan man ikke lige parkere hestene og gå ind og hyggeshoppe bøffer. Derfor er det godt, at vi har købt mad til de første dage, og da vi ankommer til første stop i Brændeskov, går de store børn straks i gang med at lave madpandekager, mens de mindste er mest optaget af at få lavet et bål, så der kan komme skumfiduser på menuen.

Foto: Majse Njor

Min veninde og jeg renser hove på hestene og slipper dem løs på marken ved siden af vognene. Børnene nyder den primitive livsstil, og de nyder også, at de voksne hurtigt er for trætte til at tænke på almen personhygiejne og lader børnene gå i seng uden at børste tænder, for vi skal spare på vandet. Til sidst er det koldt og mørkt, og de falder i søvn med alt tøj på, mens de to voksne damer drikker hvidvin ved gløderne fra bålet.

Hvor sidder hestebremsen?

Om morgenen vågner vi til lyden af, at alle børn er på folden, hvor de skiftes til at ride på hestene. Betty-Marie og Ester kommer tilbage og siger:

»Eeej, hvor er det dejligt at sidde på sådan en varm og tryg hest!«

Og det er det jo. Heste kan også være søde og medgørlige – når jeg lige at tænke, før min venindes ene hest, Butler, stikker af fra os to gange, og står fed og sejrssikker længere nede på marken, da Henning ankommer. Han skal lige tjekke, hvordan det går med hestene og os, og han hjælper os med at spænde for og henter også mere vand til de dunke, som sidder bag på vognen, og som er vores eneste mulighed for madlavning og håndvask.

»Heste er som tossede kvindfolk«, siger Henning med et flabet fynsk smil.

Og måske har han ret. De er også trods alt ret venlige og opsatte på at gøre deres pligt, når først man taler strengt til dem og eventuelt giver dem et knæ i siden, hvis de forsøger at bide, hvilket jeg ikke når, og jeg går derfor rundt en uge med konturerne af Sofus’ tandsæt i armen.

Da alle heste er spændt for, og vi ruller videre, føler vi os allerede rutinerede. I går kørte jeg foran min veninde, men i dag er hun i front, og det starter flot, men efter et par timer kører kommunikationen mellem de to vogne elendigt.

»Biiil«, råber jeg, men de hører intet oppe foran, og der er ingen hjælp at hente fra de bilister, som aldrig har siddet på en hest i panik, så nogle af dem drøner forbi med 100 i timen.

To af mine tre børn har forladt mig, for der er tilsyneladende meget sjovere oppe i vognen foran, hvor der bliver fortalt spøgelseshistorier og spist slik.

Preteen-prærievognen rocker, og jeg er ene og alene med Asta-Maja, og det er gevaldigt hyggeligt, når vi ikke lige forsøger at råbe de andre op for at fortælle dem, at det er en superdårlig idé at trave ned ad bakke eller at lave pludselige stop midt i vejkanten for at købe bær ved en gård, for så kører Julius og Sofus næsten ind i deres vogn, og da de endelig stopper, får Julius øje på en hæk, som i hans kyllingehjerne ligner aftensmad, og så er han svær at få væk.

Jeg havde forestillet mig, at min veninde og jeg kunne chille og hygge i den ene vogn, mens børnene kørte den anden, men det er faktisk ikke helt ligetil at styre de heste, og når det går ned ad bakke, skal man stå på bremsen med al sin voksenkvindelige ynde og fedtbeholdning.

Nej, hvor de har det sjovt oppe i forreste vogn, og til sidst er jeg sur og foreslår, at jeg kører forrest, men det viser sig at være en ret dårlig beslutning, da jeg er lokalitetsblind, og hurtigt er vi kørt for langt på den smalle markvej.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi laver bare en U-vending!« råber min begejstrede medrejsende og drejer med besvær, men dog smukt Butler og Susse og vognen med hujende og skrigende børn.

Så er det min tur, og mens man kan høre, at potter og pander og alt andet i vognen rasler ned, og jeg ødelægger for ca. 10.000 kroner rugmark (halvdelen når Julius at spise, mens han alligevel er derinde, resten bliver trampet ned), får også jeg vendt.

Da vi kører forbi ejerne af marken, vi lige har ribbet for ca. 500 rugbrød, ser jeg ned i jorden; jeg vil ikke risikere at møde deres øjne. Hestene fiser os i hovedet af anstrengelse, jeg er øm i armene af at holde tømmerne, og Asta-Maja kigger på de to store bepelsede bagdele og forsøger at muntre mig op ved at synge hittet: ’I like big butts and I cannot lie ...’.

Vi rumler ned ad de små skovveje, aftensolen skinner, og det er igen ret hyggeligt. Ruterne kan ændres efter behov, men det er en god idé at undgå de større veje. For du har med levende dyr at gøre, og man ved aldrig, hvad en hest kan finde på ... Jeg er glad igen, da vi ankommer til vores mark ved Lundeborg, men det er kun, indtil hestene skal ind i folden, og jeg får stød af hegnet. Som altid, når man får stød, er den første indskydelse at blive fornærmet og tænke, »Hvem FANDEN gjorde det mod mig?«, og næste er at undre sig over, hvad der er sket.

Åh, civilisation!

De pladser, man bor på, har ingenting andet end græs og måske en bålplads, så vi får nærmest storbykuller, da vi går ned i downtown Lundeborg og spiser skøn middag på Pakhusgården. Det er et dejligt afbræk fra at vaske op i shampoo, tørre af i et håndklæde med sand i og tisse bag en busk. Man kan endda få lov til at oplade sin mobil, mens man spiser, og det er et hit hos børnene, som ellers var ved at få rysteture af internetabstinenser og angst over ikke at kunne tage nok selfies med idiotisk trutmund.

Men jeg må sige, at de faktisk har overrasket positivt, alle fem unger: Efter et par dage har de forstået, at det handler om at hjælpes ad. Når der stoppes, skal nogen løbe ud og holde hestene. Når der er spist aftensmad, skal nogen vaske op. Skal du løbe fra vogn til vogn, skal du huske at se, om der kommer biler. Og frem for alt: ALLE hjælper, når der skal renses hove, strigles og spændes for.

Det er det fineste ved denne tur: Børn lærer, at de har en funktion, som ikke kan undværes. Som i ’Det lille hus på prærien’, er der brug for alle, ikke kun Charles Ingalls. Og man skal tjekke sine hestes hove for sten og søm; man skal være sikker på, at de har det godt. Empati og samarbejdsevne – det er vel noget af det fineste, du kan lære dine børn, tænker jeg, før jeg falder i dyb, dyb søvn og drømmer at jeg laver U-vendinger igen og igen.

Om morgenen vågner vi til lyden af regn mod prærievognens teltdug. Ingen gider at stå op. Alle rævesover i håb om, at andre står op og spænder heste for. Og så viser ældstebarnet sin hårde side, for nu er hun fandeme træt af de heste, den mark og vores andres dovenskab.

Om morgenen vågner vi til lyden af regn mod prærievognens teltdug. Ingen gider at stå op

Mit lille menneske, som jeg lige har født, sådan ca. for 18 år siden, går ud til hestene på marken, hiver dem ind én for én og råber af dem, når de ikke vil svinge en hov op og få den renset, strigler hele bundtet og kommanderer os andre til at spænde dem for vognene. Snart lyder hovenes ’klonk, klonk’ mod asfalten, og vi er på vej tilbage til Liselotte og Henning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pludselig får min medrejsende den sjove idé at hyppe sine heste til at trave ned ad bakke. Susse og Butler gør, hvad de får besked på, og Sofus og Julius følger efter. Det kan ikke undgås ... Men Sofus er af den overbevisning, at han på trods af en ikke imponerende benlængde er en væddeløbshest, og Julius vil gerne spise snacks undervejs, så ... vi kommer til at køre ret skævt, da den ene er på vej i galop, og den lille fede studser alle hække på sin vej.

Jeg prøver at råbe til min veninde, at det her er en virkelig dårlig idé, men alt jeg kan høre, er »YUPPIKAYYYY«, og alle ombordværende børn synes tilsyneladende, at det er supersjovt. Asta-Maja og jeg råber »STOOOP«, men de vender sig bare rundt og vinker, glade i deres fjæs, med kinderne flaprende i vinden, ude af stand til at høre os og i ekstase over, hvor sjovt det hele er.

Vi er næsten hjemme, og hestene er trætte. Julius skvatter over sine egne ben igen og igen, og vi bliver bekymrede for, om han muligvis er ved at dø af anstrengelse. Den hest, som for nogle dage siden bare var et dyr, er blevet en ven, som man bekymrer sig om. Men vi bliver enige om, at det nok bare er svært at gå med 40 kilo ligusterhæk i sin vom.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden