Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Villa Vest
Foto: Villa Vest

Gastro. Villa Vest i nordjyske Lønstrup er en af de restauranter, der har fået hæderen 'Mesterklasse' i White Guide i år.

Ferie i Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her er 10 restauranter, du kan rejse efter denne sommer

Politiken Rejser har fundet 10 restauranter i White Guide, de færreste måske kender.

Ferie i Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Københavnske Noma og Geranium, Frederikshøj i Aarhus, Koks i Torshavn på Færøerne, Ti Trin Ned i Fredericia og Kadeau på Bornholm.

Der er på ingen måde noget overraskende i, at navnene herover, samt en lang række andre kendte restaurant-sværvægtere, i går aftes fik hæder ved White Guide-prisuddelingen i København.

De er kendte, omtalte og velbesøgte. Og vigtigst af alt - fremragende spisesteder.

White Guide, der er en dansk/svensk pendant til Michelin-guiden, har i 2016/17-udgaven inddelt hele 331 restauranter i fem forskellige kategorier - 'International Mesterklasse', 'Mesterklasse', 'Meget God Klasse', 'God Klasse' og 'Også Anbefalet'.

Politiken har fundet 10 af de restauranter, der ligger højt på White Guides liste og som formentlig er ukendte for de fleste danskere. Restauranter, der er værd at rejse efter i løbet af sommeren. Rasmus Holmgård, redaktør på den danske udgave af White Guide, giver stederne et par ord med på vejen.

Vi tager den fra nord til syd i det danske kongerige.

Sarfalik, Nuuk, Grønland

Vurdering: Meget god klasse
»Leverer et af Grønlands pt. mest autentiske lokalkøkkener med alt fra sashimi på hellefisk og stegte lodder (lille fisk, der lever i de arktiske vande, red.) over røget hval til moskusokse, røget lammehjerte og sælsuppe. Gastroturismen på Grønland har kun set sin spæde begyndelse«.

Áarstova, Torshavn, Færøerne

Vurdering: Meget god klasse
»Historiens vingesus er nærmest fysisk præsent i Áarstovas lavloftede stuer i et af de gamle byhuse ved Tinganes. Her får du rustik, men veltilberedt mad. Fra variationer af lam til rabarbertrifli – mormor-style«.

Villa Vest, Lønstrup, Nordjylland

Vurdering: Mesterklasse
»Stilen er personlig, nærmest lidt skødesløs, men demonstrativt velafbalanceret. Prøv for eksempel to slags blomkål – villaens yndlingsråvare - høvlet og sprød i en sublim ret med rå torsk, hårdt brændt på toppen med spæk, der giver retten røg og fedme«.

Vendia Gourmet, Hjørring, Nordjylland

Vurdering: Mesterklasse
»Undersøg selv stedets gastronomiske tema 'Kan mad være kunst?' med en malerpalet med mayo i klare farver på dild, safran, peberrod, tomat og trøffel, ledsaget af sprøde pensler af blandt andet flæskesvær og fiskeskind. Originalt og innovativt«.

ANMELDELSE

Fru Larsen, Langå, Østjylland

Vurdering: Mesterklasse
»Ubetinget et af Østjyllands mest stilsikre gastronomiske flagskibe indenfor den nynordiske genre. Prøv for eksempel et grillet andehjerte fyldt med sort hvidløg, der giver intens aroma, mens hindbærstøv bidrager med lidt veljusteret syrlighed«.

Karoline Amalie, Silkeborg, Midtjylland

Vurdering: Mesterklasse
»Silkeborgs bedste restaurant med dygtigt vinfokus og en delikat og moderne køkkenstil. For eksempel en ung Kamptal-riesling, som vinøst svøb om en klassisk servering med jomfruhummer, drueagurk, ristet hasselnød og en reduktion af hummerbisque«.

Me|Mu, Vejle, Østjylland

Vurdering: Mesterklasse
»Uformelt indrettet, men med mad på indiskutabelt gourmetniveau, som eksempelvis en skovkylling fra Gothenborg (en økologisk gård i det midtjyske, red.) i form af et drivende saftigt bryst med sprødt skind og et udbenet lår fyldt med indmad og enebær og en luftig jordskokpuré med pulveriserede kaffebønner til en mørk og muldet nerello mascalese-vin fra Etna på Sicilien – et knivskarpt match«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sletten, Humlebæk, Nordsjælland

Vurdering: Meget god klasse
»Ualmindeligt smukt beliggende, som om maden ikke var grund nok i sig selv til at lægge vejen forbi. Det er den. For eksempel bevist med en ret på kål, morkler og syltede trompetsvampe med røgede, panerede brisler med en usandsynligt lækker konsistens: bløde og umamifyldte indeni og crispy på overfladen«.

The Restaurant by Kroun, Skodsborg, Nordsjælland

Vurdering: Mesterklasse
»Eksklusivt indrettet, stemningsfuld og øjeblikkeligt overbevisende klasserestaurant med underholdende lydkulisse - eksempelvis Darth Vaders Imperial March-tema til en 'finger licking good' torskeret med smørsauce, friturestegte skorzonerrødder og tre slags caviar. En syndigt lækker luksusrute til the dark side«.

Vallø Slotskro, Køge, Sydsjælland

Vurdering: Meget god klasse
»Langt fra alfarvej, måske, men stensikkert din omvej værd for sit imponerende vinkort og raffinerede landkøkken. Gå på opdagelse i den søde del af dråberne og match for eksempel med den hjemmerøgede brie med rieslingsyltede abrikoser og nogle vidunderlige mininapeoleonshatte«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Sune Højrup Bencke eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden