Det lune sand begravede mine fødder, stranden lå øde hen.
Jeg stod med ryggen til havet og var midt i en større oprydning. Rundt omkring i sandet lå alle de ting, jeg havde indsamlet gennem mit liv. Der var for eksempel den gule taske i imiteret læder, bunken af silketørklæder og en stabel gamle dagbøger.
Jeg samlede det hele op og smed det ned i en stor terrakottakrukke, der gik mig til brystet, mens en af de ældste dagbøger, den med sort- og hvidternet cover og hjerter over i’erne på siderne indeni, ligefrem blev kylet i krukken. Farvel!
Indimellem fandt jeg enkelte ting, jeg ønskede at beholde, og dem lagde jeg forsigtigt ned i en rygsæk. Det var blandt andet en rød plastikspilledåse i skikkelse af en fed musvit, der kunne rulle med øjnene, og som var det eneste, der kunne trøste min yngste søn i hans kolikmåneder, og en rød vifte fra Sevilla, som jeg købte for otte år siden, og som jeg, selvfølgelig, aldrig har brugt.
Jeg var ikke det mindste i tvivl om, hvad jeg ville beholde.
LÆS OGSÅ
Da jeg var færdig, satte jeg et låg på krukken og rullede den ned mod vandkanten. Den var tung, men det sidste puf fik den til at drive med strømmen. Da den var væk, afklædte jeg mig, gik ud i det kølige vand og gled igennem det med store svømmetag. Lettelsen var enorm.
For som stemmen netop havde sagt til mig:
»Nu tager du dit tøj af. Du går ud i vandet. Du svømmer med store svømmetag. Og du er lettet«.
British Airways kursus virkede ikke
Jeg er blandt den femtedel af befolkningen, der lider af aerofobi eller flyskræk. For et år siden drog jeg til London for at deltage i flyselskabet British Airways’ kursus, der på otte timer lovede at forvandle 98 procent af de aerofobiramte deltagere til afslappede flypassagerer. Således også mig, og jeg skrev glad om oplevelsen her på turengårtil.dk.
Den dag artiklen blev publiceret, modtog jeg imidlertid en mail fra en læser ved navn Ole Beckman:
»Din flyskræk er ikke nogen fornuftsrelateret følelse. Den sidder dybt i underbevidstheden og skal fjernes derfra med 'irrationelle' midler«, skrev læseren. Hans kone kurerede flyskræk ved hjælp af hypnose, tilføjede han. Men too little, too late, tænkte jeg.
British Airways havde netop lært mig alt om aerodynamik, vingernes krumning og antallet af brændstoftanke. Det engelske kursus virkede på mig. Indtil det ikke virkede længere.
»Når du går herfra, er din flyskræk væk«
Sidste måned fandt jeg mailen fra Ole Beckman frem. Jeg kontaktede desperat hans kone, hypnoterapeuten Inge Plank, tør i munden af panik. Flyskrækken var kommet tilbage på en rejse rundt i Spanien, hvor jeg pludselig havde siddet i sæde 22 B og gjort mig mentalt klar til at skulle bjærge mine børn ude i Gibraltarstrædet iført alt for store redningsveste. Jeg havde begået den fejl at spærre os alle inde i et snævert metalrør på vej i Hades.
»Kan jeg få en tid asap?«, var min bøn til Inge Plank. For kort efter skulle jeg til USA på et kursus, og tanken om at krydse Atlanterhavet (Oceanet!) uden at have faldskærme og redningsflåder om bord føltes dybt uansvarlig.
Dagen før jeg skulle af sted, fik jeg en tid hos psykoterapeuten, der har stor praksiserfaring blandt andet i behandling af flyskræk, og snublede op ad trapperne i den gammelkøbenhavnske bygning og stak en kold-klam hånd frem.
