Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Flemming Christiansen/Flemming Christiansen
Foto: Flemming Christiansen/Flemming Christiansen
Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Religiøse ceremonier bliver til turistattraktion

Kom med til candomblé -ceremoni i den brasilianske by Salvador.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det stirrende øje i midten af den femkantede stjerne over døren er ikke ene om at skue ud over det hvide lavloftede rum, hvor mennesker bliver ved at vælte ind. På væggen ved siden af kaster en sødladen malet udgave af Jesus sit sørgmodige blik over forsamlingen. Og som om det ikke skulle være nok vogter et par ibenholtsorte figurer også over det proppede lokale i et halvslummet hjørnet af byen Salvador i Brasilien.

Kvinder i løse gevandter og lange perlekæder giver hinanden blide smil og lette kram, mens mændene roligt indtager deres pladser på stolerækkerne. Børn holder forældre ved hånden og siger ikke et muk i det hvide lys fra lampen i loftet.

LÆS ARTIKEL Pludselig sønderrives den milde atmosfære af en hård trommehvirvel slået med hård hånd bagest i rummet, hvor en trommegruppe er næsten dækket af en flok kvinder helt i hvidt. Kvinderne udstøder små råb og stiller sig i geled på deres bare fødder og tripper og vrikker. En gruppe mænd tager position overfor dem, begge grupper synger. Trommerne finder hinandens puls i et galopperende fællesskab. Så bliver der stille. I få sekunder. »Youwhhh« lyder det tungt og dybt fra en stol ved med væggen. En kæmpestor – lad os bare kalde ham tyk – mørk mand med læderkasket med en fjer i rabler en sætning af sig i en syngende tone. Alle kigger på ham og hans halvt lukkede øjne. Så gungrer trommerne igen.

Sukker og slaver
Salvador i det nordøstlige Brasiliens Bahia-provins var landets hovedstad i næsten 200 år. Da den amerikanske revolution udspillede sig i 1770’erne og skabte USA, var Salvador den største by i hele den nye verden, som omfattede både Syd- og Nordamerika.

De gyldne tider blev finansieret af især sukker og slaver. Til denne havn blev slaver skibet ind fra Afrika, og den dag i dag er alt her gennemsyret af især vestafrikanske kulturelle, religiøse og kulinariske påvirkninger.

LÆS ARTIKEL

Ankommer man til Salvadors centrum en sen aften, som vi gjorde, og begiver sig til et hotel eller pensionat i det historiske centrum, kan man godt blive en smule forskrækket over, hvor usselt der kan være mellem de ellers velrenoverede og farverige gamle huse i kolonistil med de flotte brolagte gader: Rotter og skrald og løse hunde og forsamlinger af fattige mennesker, der skuler til de nyankomnes velspækkede rygsække og tasker.

Vi skutter os lidt og tænker på alle de advarsler om overfald, vi er blevet pumpet med hjemmefra inden afrejsen.

Smukkere i dagslys
Men det er lige indtil vi næste morgen under den blændende brasilianske sol ser, at nattens elendighed er veget til fordel for rolige pittoreske gader med masser af butikker med kunsthåndværk og t-shirts, smilende handlende, sorte kvinder i kæmpe krinolinekjoler fra 1700-tallet posteret ved forretningerne for at lokke turister til, musikere og cafeer og barer.

Forklaringen på forvandlingen er de meget synlige horder af politi på gadehjørner og pladser, som sikrer, at de besøgende kan færdes sikkert i byens gamle Pelourinho-kvarter og omliggende områder, hvor fordums glans i form af kirker i snesevis, pompøse offentlige bygninger og smukke palæer er arkitektonisk øjenfryd. Salvadors gamle bydel er på UNESCOs liste over verdenskulturarv og en pæn del af den er sat i stand i de senere år som tegn på, at den sorte hovedstad i Bahia-provinsen i høj grad tager del i det brasilianske økonomiske boom.

LÆS ARTIKEL

Dog bliver man – selv ved højlys dag – frarådet at gå ind i bestemte tilstødende gader, hvor ordensmagten ikke har opsyn. Så Salvador balancerer på en knivsæg mellem modernitet og fattig 3. Verden.

Og netop i denne zone mellem grasserende kapitalisme og tyngende slavehistorie trives en af de mest mystiske og dragende oplevelser: Det brasilianske mix af afrikansk gudetro, katolicisme, indianske religioner og andre påvirkninger, som fås i varianter som candomblé , umbanda (en nyere variant fra det 20. århundrede), macumba og andre sprællevende religioner.

LÆS ARTIKEL

Her taler vi ikke om interessante småsekter hos små indavlede menigheder, men om spirituelle strømninger, der gennemsyrer store dele af storbyerne i Brasilien.

Et par millioner mennesker er registreret af myndighederne som troende indenfor disse blandingsreligioner. Men det skønnes, at de afrikansk-inspirerede trosretninger reelt har tilslutning fra op mod halvdelen af de 150 millioner brasilianere, som kommer i kulthusene.

Langt fra turistgejl
Da vi af værterne på vores pensionat i Salvador bliver spurgt, om vi kunne tænke os at overvære en candomblé -ceremoni siger vi ja, fordi vi stoler meget på det fransk-brasilianske par, der har været enormt hjælpsomme. Alligevel taler vi bagefter med skepsis om, at vi nok bliver slæbt ud til et eller andet turistgejl for de omkring 80 kroner, det koster per næse at få en guide med.

Og da vi et par dage senere efter aftensmaden bliver afhentet af en mere end hektisk sort fyr, der med falbelader og fagter snakker op ad døre og ned ad stolper, tænker vi, at hans drivkraft nok mest er forventningen om drikkepenge.

LÆS ARTIKEL

Men da minibussen med os otte-ti fremmede efter en halv times kørsel ad hullede veje gør holdt i et kvarter, vi kun kan tænke ’slum’ om, ændrer vores forestilling sig: Det her virker ekstremt lokalt. Folk glor på os fra fortove og verandaer, da vi til fods gelejdes gennem smalle gyder til et lidt større hus, hvor der er kø ved indgangen, hvor et skilt forkynder, at dette er et ceremonihus for umbanda-troen.

I køen består af brasilianere af alle kulører, men faktisk mest hvide, iklædt deres pæne tøj – og koncentreret forventning.

Inde i ceremonihuset bliver vi bænket allerforrest af vores overivrige guide. Det bliver vi lidt forlegne over, for vi kan nu se, at vi er de eneste, der bare er tilskuere. Alle andre omfavner hinanden eller hilser på anden måde på kryds og tværs og har helt tydeligt fortrolighed med stedet. Hvorfor skal vi så, os usle nysgerrige, have de fineste pladser foran?

Æg og popcorn
Da trommerne og kvindedansen har varet i nogle minutter kommer en kolonne mænd og kvinder ind fra gaden. De har alle kæmpe cigarer skruet fast i kæften, øjnene er halvt lukkede og på hovedet bærer de prydelser med opretstående fjer, der med deres skrigende farver ikke ser ud til at være plukket af papegøjer, men snarere er købt i en legetøjsbutik. De danser med stigende intensitet foran den store bamse, der må være en slags ypperstepræst, for selv om han virker bedøvet eller som i trance, giver han med mellemrum kommanderende lyde og mumlende recitationer fra sig, der kan få trommerne og sangerne til med ét at ændre rytme og tone.

Hans kolossale krop bevæger sig tungt hen til de dansende præstindeagtige kvinder i hvidt, og de overrækker ham en bakke. Med æg i? Sørme så. Ypperstepræsten udsiger bønner og puster røg over æggene og bærer dem rundt og synger grødet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL

Senere på aftenen, hvor vi efterhånden bare sidder og måber og glemmer at blinke af lutter fascination, nærmer han sig en kvinde, der tilsyneladende skal velsignes, men denne gang kvaser han sin cigar – mens den stadig sidder i hans mund – ned i håret på hende. Der går lidt ild i manken, og der lugter brændt. Hun ænser det ikke.

Og så, abrupt som når man tv-zapper fra heftig biljagt til en naturfilm, tier trommerne. Der er stille et stykke tid. Så kommer der en stemme, som synger genkendeligt for os: En salme, en hymne, noget kristent på portugisisk. Ud fra baglokalet kommer nu en procession med en Maria med barnet-figur. Processionen bevæger sig ud på gaden, man hører dem synge derude.

Dundrende trommer

Trommerne begynder på ny. De raser, dundrer mere end før. En ældre, hvidhåret smuk kvinde kommer ud fra baglokalet. Vi har set hende før i aften gå rundt og hilse venligt på folk med kram og smil, men nu er hun en anden. Bogstaveligt talt. I trance bevæger hun sig akavet og abstrakt men alligevel enormt rytmisk til trommerne. Hendes bevægelsesmønster ligner ikke noget, hun kunne komme i tanker om at udføre med fuld bevidsthed. Er det en orixa, en gud, som har taget bo i hende? Også andre virker efterhånden besatte, enkeltvis falder de ud af deres hverdagstilstand, og i nogle minutter flytter de på deres kroppe på måder, som man ikke skulle tro mulige – baglæns, forlæns, sidelæns, hakkende i takt med trommerne. En af de meget svære hvidklædte kvinder i koret begynder en elefantagtig trancedans, der får de nærmeste til at rykke uroligt på sig. Hvad nu, hvis hun falder? Det gør hun, men gribes i sidste øjeblik af en anden.



LÆS ARTIKEL Midt gennem lokalet er der en passage, hvor menigheden – nogle med børn – står og venter i et par stive klokketimer. Men med et tegn kalder kæmpepræsten dem op til sig enkeltvis, og han og nogle af de fjerprydede hjælpepræster giver deres sognebørn strygninger på kroppen og cigarrøg i ansigtet med ren sang. Også vi anmodes om at rejse os for at komme op og modtage velsignelserne. Vi takker høfligt nej. Men vi skal ikke tro, at vi kan holde os ude. Senere kommer præsten ned gennem lokalet med en kæmpe kurv i favnen. Det er tydeligvis del af et frugtbarhedsritual, for han smider kurvens indhold i grams ud over vores hoveder. Men det er ikke korn, ikke blomsterblade, ikke nødder. Det er popcorn. Lokalets gulv er bagefter oversået med poppet majs, som var vi i biffen derhjemme. Efter at have kæmpet hele aftenen med at fatte begivenhederne, får hele ritualet et skær af hverdag fra hjemmefra. Og hverdag er det. I afrikanske, brasilianske Salvador.









Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden