Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Sebastian Kjær
Foto: Sebastian Kjær

højdetræning. Mountainbike-kørsel i Østrig er noget helt andet end at køre rundt i skovene i det flade Danmark.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stjålne cykler, benhård bjergkørsel og en stolt dansker

Først aser du dig op ad bjerget, så du tror, at du skal dø - for derefter at kaste dig kamikaze-agtigt ned ad en østrigsk bjergside.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brede mountainbike-dæk knaser mod gruset på en østrigsk bjergvej. Formiddagens varme solstråler når ned gennem granerne hist og her, og får dampen til at stå op fra de store mosdynger og bregnerne langs vejen.

I den store gruppe af primært østrigske cykelryttere, der ligger spredt på stien, bliver der også trukket frisk østrigsk bjergluft ned i et par danske bylunger.

For jeg er en ud af kun to danskere, der, sammen med næsten 800 andre mountainbike-fantaster, deltager i det årlige Kitzalpbike Festival i Kitzbühel-området i Østrig.

Løbet er en del af en større mountainbike-festival, der finder sted hvert år, og marathon-delen er det store trækplaster blandt de forskellige discipliner og arrangementer, der løber af stabelen i de fem dage arrangementet står på.

Forsvundne cykler

Måske er en af årsagerne til, at jeg og min cykelmakker er de eneste to fra det flade Danmark, der nogensinde har deltaget i arrangementet, at løbet allerede en halv time efter start, er grotesk hårdt.

Jeg skal endda kun køre 35 kilometer, men de første omkring 15 af slagsen går op ad, op ad og op ad. Fra cirka 800 meters højde til 1.800 meters højde. Lige op i det østrigske blå.

Og det er en udfordring, jeg er spændt på. Jeg ved, at jeg ikke nåede at træne nok på min mountainbike derhjemme, inden turen gik til Østrig. De to sidste uger inden afrejse lå jeg og lavede intervaltræning på en bakke i en skov tæt på mit hjem. Og kørte de 40 kilometer hjem fra arbejde et par gange.

Derfor kæmper jeg nu for at finde en god rytme og låser blikket fast på en tatovering af en ørn og ordet ’Tirol’ på en lægmuskel foran. Det er et godt fikspunkt, og det virker. Efter et par hundrede meter føler jeg, at jeg har godt styr på det hele.

Tidligere på morgenen, halvanden time før startskuddet lød klokken 10.00, var der dog ikke styr på særlig meget.

Jeg havde ellers haft god nat. Vågnede udhvilet. Spiste en stor, sund omgang morgenmad. Cykeltøjet sad godt, adrenalinen summede blidt i kroppen, men så stod jeg pludselig dér i det kølige mørke i den aflåste cykelkælder og missede med øjnene.

»Det er løgn«, tænkte jeg.

»Hvor fanden er cyklerne henne?«

Måske havde hotel-personalet taget dem ud og gjort dem klar. Måske havde min makker været tidligere oppe for at hente dem?

Nej, hotelmanageren med en ansigtskulør som flormelis og et forskrækket udtryk nærmest hviskede, at alle cyklerne var blevet stjålet i løbet af natten.

Af sted som de sidste

Og så skulle det gå stærkt. Som en ballerina på speed klaprede jeg på mine cykelsko de 500 meter ned til udlejningsbutikken for at forklare situationen.

Efter en feberredning fra en forstående mekaniker, blev en ny cykel løftet over barrieren til startområdet, netop som der blev talt ned til start med 30 sekunder igen.

Derfor blev vi to danskere sendt af sted som de allersidste i pelotonen.

Det første stykke gik ud af byen Kirchberg og mod Brixen, hvor den grimme opkørsel på i alt 1.000 højdemeter begyndte.

Og det er altså her jeg befinder mig nu. Midt på bjerget.

Vi bevæger os fra den delvise skygge under granerne, ud på et bart stykke, hvor en lille beværtning dukker op i formiddagssolen.

Her er alle mennesker tilsyneladende af huse – inklusiv gårdhunden – og der bliver heppet med råb, klap og koklokker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kører videre op. Metrologerne har lovet mellem 33 og 38 grader, og det er allerede sydende varmt. Jeg drypper med sved på cyklens matsorte lak, og der er stadig mange kilometer til toppen.

Som jeg i øvrigt nu kan se. Den ligger ved Choralpe i lidt over 1.800 meters højde. Synet opad er fantastisk. Bløde, grønne bakke mødes med forrevne, dramatiske tinder.

Da der kun er en kilometer til toppen er stigningen så stejl, at alle står af og trækker. Det er ekstremt. Vi går i en lang linje i græsset, hvor kokasserne ligner muldvarpeskud. Vi hører koklokkerne bimle på skråningerne, og jeg tænker, at de er soundtracket til en bjergferie i Østrig, mens lugten – som en guide sagde dagen før – er duftsporet.

Hårdt pres

Da vi når toppen, føler jeg egentlig, at cykelprojekt er gennemført. Resten af turen er stort set ned ad bakke, og det må være glasuren på kagen i forhold til det slid, vi har oplevet, da vi kørte op. Vi får tanket op med mad og drikke og kører videre

Men jeg skulle nok ikke have glædet mig for tidligt. For jeg har anstrengt mig så meget, at mine ben og arme efter den pludselige pause nu ryster så meget, at jeg må sætte farten ned for at kunne styre.

Og det er ikke engang det værste. Efter en halv time når vi pludselig ind på det mountainbike-folket kalder singletrack. Et smalt spor med rødder, sten, skarpe sving og ubehageligt stejle nedkørsler.

Jeg kører det bedste, jeg har lært. Husker på at holde trykket på forhjulet, så jeg kan styre, lader bagbremsen bremse konstant og forbremsen styre farten. Det hyler fra de mange bremser, mens vi slanger os ned igennem skovstykket.

Rytterne ligger som en lang slange hele vejen ned. Og der er no way, at jeg skal styrte eller stå af her. Så jeg presser mig selv til det yderste og kører igennem stykker, jeg ellers aldrig ville have turde tage.

Sejr, fadøl og pasta

Da singletrack-stykket er overstået, er vi nået ned i dalen igen, og nu er det stort set lige ud og hjem for os. Men mange andre ryttere fortsætter videre ud på flere bjerge og nedkørsler, mens vi kører mod mål.

For udover vores rute, Medium, på 35 kilometer og 1.300 højdemeter i alt findes også Light, Medium Plus, Extreme og Ultra. Sidstnævnte er på 94 gale kilometer 4.400 vanvittige højdemeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kører i mål i tiden 2 timer og 46 minutter som, skal det vise sig, er nummer 39 ud af 57 startende i min aldersgruppe.

Når man kommer fra pandekage-Danmark og ikke er vant til at køre i højder og oven i købet starter løbet i et kaos af stjålne cykler som nummer sidst i feltet, er det sgu’ en ret god placering.

Det slår jeg mig selv på ryggen med, mens jeg drikker fadøl og spiser pasta i målområdet.

Politiken var inviteret til Kitzbühel af Østrigs Turistbureau.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden