»Killing tree against which executioners beat children«.
Selv om det høje træ med sine tunge, løvfyldte grene ser uskyldigt ud, taler skiltet foran træet sit tydelige sprog. Indlejret i den rå bark har retsmedicinere fundet rester af hjernemasse, blod og knoglerester fra et utal af cambodjanske børn, der fik hovederne knust mod træet af De Røde Khmerer.
LÆS OGSÅ Tårerne presser sig på, en bitter smag samler sig i munden, og retfærdighedsfølelsen får hjertet til at banke hurtigere. Hvordan i alverden kunne helt små børn blive anset som en trussel? Måske ud fra samme logik, der fik De Røde Khmerer til at benytte sig af børnesoldater. Børnene af de regeringsfjendtlige stemmer udgjorde en trussel. ’For at fjerne græsset, må man fjerne rødderne’, som et af khmerernes mange slagord lød. Spirituel stemning Der var ellers ikke noget, der tydede på, at der var en så følelsesladet oplevelse i vente, da jeg i selskab med min kæreste en lille time tidligere efter en bumlet køretur i tuk-tuk 13 km ud af Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, ankom til en grøn oase af græsklædte bakker, en blikstille sø og store løvtræer omkring en majestætisk kegleformet bygning.
En sælsom næsten spirituel stemning lå over parken, der var fyldt med mennesker, som i modsætning til andre ved turistattraktioner bevægede sig i roligt tempo ud og ind mellem hinanden tilsyneladende uden at ænse de andres tilstedeværelse.
Umiddelbart skulle man tro, at vi var ankommet til et religiøst meditationscenter af en slags, men parken er Choeung Ek, den mest berømte af Cambodjas over 300 killing fields, hvor mere end 20.000 mænd, kvinder og børn brutalt blev henrettet i årene 1975-1979 under De Røde Khmerer.
Khmererne, der ville skabe et kommunistisk idealsamfund med udgangspunkt i en klasseløs bondestat, tilkæmpede sig magten i landet ved Vietnamkrigens afslutning i 1975 og blev siddende indtil 1979, hvor vietnamesiske styrker slog dem tilbage.
Drømmen om at skabe et kommunistisk, selvforsynende land endte med at koste i nærheden af 2,5 millioner livet ud af en samlet befolkning på 8 millioner.
Hundredtusinder døde som følge af sult og udmattelse i arbejdslejre, mens op imod 1,7 millioner menes at være blevet henrettet, fordi de enten blev anset for at tilhøre den intellektuelle klasse, være CIA- eller KGB-agenter eller på anden vis modarbejde Demokratisk Kampuchea, som den nye stat blev kaldt.
For som Pol Pot, broder nummer 1 og leder af De Røde Khmerer, skal have udtalt, så hellere tage livet af en uskyldig end skåne en fjende.
Stemmer fra graven
Selv om det ved første øjekast ikke er til at se, at Choeung Ek har været hjemsted for voldsomme massakrer, afslører et nærmere eftersyn spor efter de brutale henrettelser.
Terrænet er ikke bakket fra naturens side, men er blevet det, efterhånden som de mange massegrave er sunket sammen, og mellem træernes blottede rødder stritter farvede tøjrester frem som en konstant påmindelse om de mange mennesker, der måtte lade livet her.
For at besøgende skal få mest mulig ud af besøget og forstå, hvordan det kunne gå så vidt, stiller forskningsinstituttet Documentation Center of Cambodia, som har været med til at skabe mindeparken, en audioguide til rådighed, der trin for trin fremmaner et billede af den oprindelige killing field på den indre nethinde.
Ved de første stop får vi hele beskrivelsen af de dømtes ankomst til henrettelsespladsen, som mange fejlagtigt troede blot var indgangen til et nyt fængsel.
Den blide stemme i hovedtelefonerne, der tilhører professor Ros Kosal fra dokumentationscentret, leder os hen til lastbilernes stoppested og derefter til detentionen, der i dag kun er markeret med et skilt.
Fortællingen om, hvordan mænd, kvinder og børn her har ventet på, at det blev deres tur til at komme ud til bødlerne på den anden side, får os for første gang til at se den fredelige mindepark i et andet lys.
Hvilke tanker er der mon gået igennem hovederne på folk, mens de til lyden af deres medfangers rædselsskrig – kun delvis forsøgt dækket af skrattende propagandistiske sange fra sporadisk opstillede højttalere – har indset, hvad der i virkeligheden ventede på den anden side af døren?
129 massegrave
Fangevogterne og bødlerne er heller ikke blevet glemt, og deres dagligdag får vi indblik i ved skiltene, der markerer henholdsvis kontoret, hvor de udførlige lister over dømte og henrettede blev opbevaret, og skuret til de kemikalier, der blev spredt ud over ligene for at skjule lugten – samt fuldføre jobbet, når macheterne, økserne eller spaderne ikke havde ordnet sagerne.
Patroner var dyre, så bødlerne måtte være kreative og bruge, hvad de havde til rådighed. Her kunne selv de savtakkede blade fra sukkerpalmerne, der stadig skyder op over hele parken, snildt bruges.
Klumpen sidder allerede et godt stykke oppe i halsen, inden vi overhovedet er nået til massegravene, der selvfølgelig også må komme, og den ene kuldegysning efter den anden går gennem kroppen trods de 35 graders varme.
»You are standing at a grave where 450 bodies were found«.
Vi er nået til den første og største massegrav. I alt 129 af slagsen er indtil videre blevet fundet spredt ud over et areal på 2,4 hektar, men det er langtfra alle, der er blevet udgravet.
