Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tradition. Efter sigende skal man ofre 20 grise og tre gange så mange kyllinger for at få sin kiste stablet i en grotteindgang eller hængt op på en brat klippevæg. Trods det tydelige fravær af økonomisk overflod i bjergbyen Sagada har mange tilsyneladende sparet sammen til at blive stedt til hvile efter applai-folkets traditioner. Foto: Emma Oehlenschläger
Foto: Emma Oehlenschläger/Emma Oehlenschläger

Tradition. Efter sigende skal man ofre 20 grise og tre gange så mange kyllinger for at få sin kiste stablet i en grotteindgang eller hængt op på en brat klippevæg. Trods det tydelige fravær af økonomisk overflod i bjergbyen Sagada har mange tilsyneladende sparet sammen til at blive stedt til hvile efter applai-folkets traditioner. Foto: Emma Oehlenschläger

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På den filippinske ø Luzon gemmer spidse bjerge på alternative rejseoplevelser

Trav mellem oldgamle risterrasser, far vild i flagermusenes grotter og bliv forundret over applai-folkets begravelsestraditioner.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er den samme hjertegalop, som når man går forbi en kirkegård om aftenen og pludselig bliver rædselsslagen mod sin vilje, der sætter ind.

Lumiang-grottens mørke og mindst 10 meter brede mund er dukket op midt i alt det frodiggrønne.

En jordslået lugt kommer op fra grotteindgangen, og efter et par trin ned ad fugtige sten står der stablet mere end 100 udhulede, korte fyrrestammer med fladt trælåg og en stor kile ned igennem til at holde de døde stangen.

Spøgelsesfrygten er slet ikke så sær her 15 minutters gang fra bjergbyen Sagada, der ligger på Filippinernes største ø, Luzon, 12 timers rejse fra hovedstaden Manila.

For den mørke munding er en kirkegård, og fyrrestammerne det animistiske applai-folks kister. Nogle er ganske nye, og de ældste efter sigende over 500 år gamle.

En træplade er banket fast på en af de forreste kister: ’Vær sød ikke at åbne kisterne’, står der malet på engelsk. Men selv hvis man havde den trang, er det ikke nødvendigt, for træet har flere steder givet efter, og gennem revner og huller kan man se halve tandsæt og lårbensknogler.

Men kisterne er egentlig slet ikke hovedkilde til min og min venindes dunkende brystkasser. Det er til gengæld den timelange tur under jorden, der venter på den anden side af kisterne.

Vores 23-årige lokale guide Kit går ind i mørket og får liv i den store gaslanterne, der sammen med to pandelygter vil være vores eneste lyskilde i grotten. Han er iført surfershorts, T-shirt og en rygsæk, har dårlige tænder og en lang, tynd dusk i nakken af sit sorte hår.

»Husk nu, piger, det er bedre at blive våd og beskidt end at falde. Ned på rumpen, når det er stejlt eller glat«, siger Kit på godt engelsk, men med så kraftig accent, at ’beskidt’ udtales ’dirrrti’.

Vi nikker, og Kit peger ned i et dybt hul, venter på vores prompte ’det der er umuligt’-reaktion, griner og leder os så hen til en mindre livsfarlig, smal åbning. Kit og min veninde møver sig ind for ikke ramle hovederne mod klippestenene over os.

»Hvor mange gange har du gjort det her?«, spørger min veninde spagt.

»Det her er min første gang, er det ikke spændende?«, svarer Kit, mens jeg skubber mig baglæns ind i mørket.

Brune spejl og grønne tæpper

Uden for Lumiang-grotten kravler junglen op ad klippevæggene og videre op ad de bjergsider, der er karakteristiske for Luzon-øens Cordillera-region, det mest bjergrige område i Filippinerne. Man skal udholde et betydeligt antal hårnålesving for at nå frem til området, men selv med offentlig bustransport kan det nås på en nat tids fra hovedstaden Manila.

Både undervejs og vel fremme kan øjnene mæske sig smukke udsigter over det toppede landskab og dets utallige risterrasser. De blev hugget ud af skråningerne 1.500 meter over havets overflade for flere tusinde år siden, og i dag står de stadig skiftevis som brune søer, der spejler himlen, efter vandbøfler og bønder har pløjet og sået dem, og som tæpper, der bølger i stærke nuancer af grøn, når vinden river i risstråene, lige inden de høstes med håndkraft.

Mange af regionens vandreruter går på kanten af de stengærder, der niveaudeler rismarkerne, og ikke sjældent fører de forbi vandfald, hvis masser styrter ned fra mere end 30 meters højde, og hvor man kan køle sig i af dammene for foden af dem.

Under bjergene i Cordillera har Moder Jord også spillet med musklerne og gravet ud til underjordiske ekskursioner, som den min veninde og jeg er på vej ud på.

Kort efter jeg har ladet mig opsluge af mørket, har en lysstråle alligevel fundet vej ind i grotten. Som en projektor falder den på en stor sten og oplyser en hvid lårknogle. Lidt længere væk på nogle flade sten ligger et par kranier.

»Der er kun én kiste per mand, og hvis den falder ned fra sin plads i grotten med tiden eller i dårligt vejr, er det bare ærgerligt«, forklarer Kit, da vi undrer os over, hvorfor de døde får lov til at ligge der.

De hængende kister

Vores indføring i det oprindelige applai-folks begravelsestraditioner er faktisk ikke startet i Lumiang-grotten. Ligesom hulen her ikke er det eneste sted, folkets døde er stedt til hvile.

Lige uden for bymidten i bjergbyen Sagada, hvor vi bor, falder en ekkodal stejlt ned. Der er frodigt i bunden af dalen, og i stedet for de nåletræer, der står tæt omkring Sagada, gror der bregner så store som palmetræer, himmelragende bambus og slyngplanter på klippesiderne. Smalle stier ligger som et usymmetrisk edderkoppespind mellem bevoksningerne, og man er taknemmelig for sin vejviser.

Pludselig leder en af dem os hen til en lodret klippevæg, hvorpå omkring 20 hængende trækister er fastgjort.

»Det er mine bedsteforældre, der hænger derovre – de to kister længst til venstre oven på hinanden«, siger Kit, der forklarer, at de ældre kan ønske, hvor familien skal begrave dem – hvis der altså er råd. For man skal efter sigende ofre 20 grise og tre gange så mange kyllinger for at få plads i grotten eller på klippevæggen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med nakken bøjet bagover kan man se kisterne, og uden på flere af dem hænger en spisebordsstol.

»Når et familiemedlem dør, sidder deres lig på en stol i hjemmet, mens venner og familie kommer og tager afsked. Derefter må ingen sidde på den stol igen«, siger Kit.

Han forklarer, at kisterne bliver hængt på klipperne for at bringe de døde tættere på himlen, ligesom kisterne bliver lagt i grotteåbningerne, for at de døde kan se lyset ovenfra og let finde vej til himlen. På vej igennem ekkodalen udpeger Kit flere hængende kister for os, mens vi følger en flod ind i og ud ad en grotte, og vi plukker grønne bønner i en kaffeplantage midt mellem klippevæggene.

Vi drikker også kaffen oppe i Sagada, hvor flere af byens hyggelige cafeer selv rister den og serverer både latte og cappuccino. Bjergoasen er uden ægte luksus, men med alt, hvad man behøver, og med en sjælden afslappet aura.

Da vi et par dage før ankommer med bussen, er vi parat til at takke nej til en horde af sælgeres tilbud om ture, overnatning og kørsel, sådan som det ofte er nødvendigt, når man ankommer til et sted, der har turisme højt på indtægtslisten.

Men i Sagada er der ingen horder, kun et par hunde og nogle lokale, der hænger på en trappesten og hilser smilende. Alle overnatningstilbuddene ligger omkring 60 kroner for et dobbeltværelse og alle udflugtsmulighederne styres centralt, så priserne er faste, og guiderne arbejder i skiftehold.

I Lumiang-grotten har angsten over en uoverskuelig nedstigning flere gange fået morgenmaden til at vende sig. Kit afslørede dog heldigvis meget hurtigt, at det langt fra var hans første tur i grotten.

Han kender hver en sten og hvert et fremspring, man kan klamre fingrene om, når man skal ned. Flere steder hænger der reb med knuder, og vi må klatre eller sætte fødderne på hans knæ og skuldre.

Selv kommer han elegant frem i udtrådte discountklipklappere og med den store lampe.

»Grotten er vant til mig«, smiler Kit.

Man kan konstant høre klask fra dråber, der rammer klipperne, mens hulen folder sig ud for os med rum, der er over 45 meter høje, og hvor glasklart vand skyller over stenarterne og ender i store bassiner, som man nogle gange må vade igennem og andre gange frivilligt kan hoppe i for at blive kølet ned. Kæmpe klippeformationer hænger fra hvælvingerne – en af dem ligner en omvendt vulkan.

Vi griber konstant i klipperne – nogle er brune, rundede af vandet og skridsikre, andre hvide og ekstremt glatte, og andre igen river håndfladen.

»Rør ikke den her sten«, udbryder Kit pludselig og holder lygten over den: »Flagermuslort!«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ad! Det føltes virkelig også slimet«, siger min veninde og river hånden til sig.

Med pandelampen vendt mod klippeloftet kan man se de sortbrune klaser af dyr og utallige sæt lysende gule øjne. Dyrene er de eneste, vi møder i løbet af de tre timer under jorden.

På et stort, fladt plateau, som Kit kalder ’Dansesalen’, er vores skygger på væggen 10 gange så store som os selv, og vi snurrer som balletdansere til en underlægningsmusik af brusende underjordiske vandfald og skingre flagermusskrig.

I den grotteudgang, der bringer os tilbage i dagslyset, ganske langt fra åbningen, hvor vi startede, ligger der hverken kister eller knogler. Men på den 25 minutter lange gåtur tilbage til Sagada, ser vi igen kister hænge over 20 meter oppe på de bratte klippevægge.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden