Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Tidsånd. Når man står på Venice Simplon-Orient-Express, entrer man en verden af luksus, kaviar og champagne, paneler i glinsende lak, lange kjoler og smoking.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sådan er det at rejse med et af verdens mest luksuriøse tog

Orientekspressen er en oplevelse af fordums tids luksus og søde liv. Politiken var med, da det historiske tog for første gang kørte fra Venedig til Stockholm.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er det rokkeskind?! Nej, hvor er det stilet«, udbryder en af kollegerne, slipper den lille pung og kærtegner dernæst det medfølgende katalog, der er trykt på mat papir. Det ser dyrt ud.

Foruden det smukke papir og detaljen med, at det er en invitation og ikke en upersonlig lap, så ankommer min billet i en cremefarvet læderpung med Orientekspressens logo indgraveret i skindet.

Det er seriøs luksus, det her.

SE FLERE FOTOS

På grund af Øresundstunnellens mange sikkerhedsprocedurer bliver vi kørt i bus fra København til Malmø Centralstation, hvor adskillige mænd i kongeblå uniformer med guldknapper baner vejen for os igennem de omkring 300 mennesker, der er mødt frem for at se det ikoniske luksustog.

De står ved indgangen til perronen og på de tilstødende perroner, hvorfra de foreviger togets 17 creme, blå og dybbrune vogne på deres mobiltelefoner.

En steward står parat på perronen ved vores sovevogn, han tager min hånd og hjælper mig op ad trappen og ind i det lakskinnende tog beklædt med ædeltræ, slebne glasruder, gyldne håndtag og tykke tæpper.

Politiken er trådt om bord i et af verdens mest luksuriøse tog, Venice Simplon-Orient-Express, der også er berømmet i verdenslitteraturen og populærkulturen som Orientekspressen.

Toget, der har udvidet sine ruter til at inkludere Skandinavien med en tur fra Venedig til Stockholm via København, har tiltrukket kongelige, berømtheder og krimidronningen Agatha Christie, hvis berømte bog om togmordet på Orientekspressen blev udråbt til verdens bedste krimi af Politikens læsere i 2011.

Det er 22 år siden, toget kørte på danske skinner – og kun togets tredje gang i Danmark.

Det er en»en destination i sig selv«, som selskabet kalder det. Et tog fra dengang, da det at rejse var en kunstform. En langsommelig affære for folk med penge.

Jeg træder ind i min singlekupé, hvor organiske art deco-udsmykninger, blade, liljer, blomsterkranse, indlagt i forskellige nuancer træ og dækket med spandevis af lak møder mit øje fra alle vægge. Sovevognen, der er bygget i Belgien i 1926, er den ældste i togsættet.

»Agatha Christie boede altid i denne vogn«, fortæller vores 45-årige polske steward, der har serviceret toggæster i to sæsoner.

I denne omgang er Ryszard vores højre hånd. Han kigger ud over skildpaddestellet på os, drejer læberne opad i et lille smil og viser os kupeernes indbyggede skabe og diskrete lyskontakter. Vi kan altid få fat i ham – blot med et tryk på en knap i væggen, dag og nat, lader han os forstå.

Hvem har mon tænkt tanker i vores vogn? Hvem har ladet champagne kilde tungen og fyldt kupeen med rejseglædens latter?

Alt det tænker jeg over, mens avisens fotograf og jeg får serveret velkomstbobler i kupeen.

Vores vogns stemme kunne fortælle mange historier. Om dengang i vinteren 1929, hvor vognen var en del af det tog, der sad fast i en snedrive 100 kilometer fra Istanbul i 10 dage, hvor gæsterne kun overlevede takket været lokale tyrkiske landsbybeboere. Om prinsesser og rockstjerner.

For togromantikere, der drømmer om en rejse på den originale rute fra Paris til Istanbul via Bukarest og Budapest – efter sigende Agatha Christies favoritrejse – kører toget fortsat af sted én gang årligt på signaturruten.

Træk i det stiveste puds
Der er dresscode om bord, må man forstå: Mænd skal helst være i kjole og hvidt eller smoking om aftenen, joggingsko og denimjeans er forbudt, og damer bør iføre sig noget, som selskabet i sin brochure kalder for »smart daywear« og kjole om aftenen. Ja, togets overdådige indretning inspirerer ligefrem de fleste til at iføre sig sit ’most glamourous finery’.

Men ak, selv om Venice-Simplon Orient-Express er et orgie i vintageluksus, er det ikke den originale Orientekspressen. Den er dog så tæt på, som det er muligt i 2013.

Den oprindelige Orientekspressen var ikke et tog, men derimod en rute fra Paris til Istanbul – eller Konstantinopel, som det hed i 1883.

Navnet Orient-Express, der blev synonym med luksusrejser og internationalt aristokrati, udviklede sig i takt med banenettets udvidelse og dækkede senere også ruten fra London til Venedig via Paris efter åbningen af Simplontunnellen under Alperne i 1906. Det var en tid, hvor de britiske socialites fulgte trenden og enten opkøbte og eller lejede sig ind i et enpalazzoi i Venedig – og så skulle rejsen dertil naturligvis foregå med stil.

1920’ernes og 30’ernes Orient-ekspressens førsteklasses service tiltrak mange vigtige mennesker, kongelige, sendebude og endda spioner, men også franske diplomater og velbjærgede turister fra England og Frankrig fyldte vognene op.

En ramme, som både forfattere og filmmagere har ladet sig forføre af. Adskillige spillefilm og bøger lader scener udspille i toget.

Den oprindelige Orientekspressen kørte sin sidste tur fra Paris til Istanbul i 1962 og blev efterfølgende erstattet af et mindre mondænt rutetog.

I 1977 opkøbte den amerikanske entreprenør James Sherwood to sovevogne ved en Sotheby’s auktion i Monte Carlo. Derefter fik han den idé, at han kunne relancere Orientekspressen til fordums stolthed. I slutningen af maj i 1982 trillede Venice Simplon-Orient-Express ud af Victoria Station i London.

Smør dig ind i trøfler og guld
Til min højre side gemmer kupeen på en original porcelænsvask, der dog er skjult under et lille lakeret træbord, hvorpå Ryszard har efterladt et par håndklæder med broderet guldlogo og en mørkeblå læderboks med skønhedsprodukter til turen. Blandt andet en spray, der skal »friske mig selv og mit personlige rum« op, og en ansigtscreme, der angiveligt indeholder guld, trøfler, chokolade og jordbær.

Og så inkluderer det en tørbodyshampoo, der skal give mig følelsen af, at jeg har været i bad, selv om det aldrende tog hverken har bruser eller bad.

I nabokupeen bladrer fotografen igennem den ornamenterede brochure om ’service cabine’, togets svar på roomservice, og spærrer øjnene op.

»Belugakaviar til næsten 500 euro. Og Krugchampagne til over 300 euro. Det er jo det rene James Bond!«, lyder det igennem den åbne dør ind til hans kupé.

I samme øjeblik bliver vi afbrudt af en sagte banken på dørkarmen. I gangen står en tjener iklædt hvid uniformsjakke med gyldne knapper og togets maître d, spisevognenes vært, i en sort frakke og bukker hovederne for os med et »godaften, frue, og velkommen til Simplon Venice-Orient-Express«.

De vil vide, hvornår vi ønsker at indfinde os i spisevognen til aftensmaden, enten kvart i otte eller klokken ti.

Lidt i otte svajer vi ned igennem de fire sovevogne, der skiller os fra Orientekspressens tre spisevogne, mens vi bliver hilst på fra højre til venstre af uniformsklædte stewarder og togets øvrige gæster.

De fleste døre ind til kupeerne er åbne og åbenbarer et flakkende indblik i de andre gæsters togliv, idet vi passerer dem. De fleste er i – uden at fornærme nogen – den modne alder.

Vi hører britisk engelsk, amerikansk engelsk, italiensk, fransk og svensk. Og ser overskudshår, bløde kashmirtrøjer, bukser med pressefolder og perler i rækker.

»Jeg er glad for, jeg har taget mit jakkesæt på«, siger fotografen.

Videre går vores tur igennem Etoile du Nords lyserøde og mørkegrønne blomsterunivers, hvor panelerne fortæller historier i intarsia – elegante udsmykninger i indlagt træ og perlemor – og videre igennem den isblå Côte d’Azur, hvor frodige nymfer falbyder druer fra væggenes indlagte glasdekorationer.

Indtil vi når vores spisevogn L’Oriental, et studie i sort med fuldfede lakpaneler, der kaster lyset tilbage fra de farverige kinesiske motiver.

L’Oriental, der oprindeligt var en køkkenvogn i søstertoget British Pullman, indgik tidligere i luksustoget Etoile du Nord, der kørte den 563 kilometer rute mellem Paris Nord og Amsterdam via Bruxelles.

En tjener viser os ned til vores bord.

»Oh Tiffany, wait up«, udbryder en rund mand i smoking med rødt silkeskærf og halser leende forbi os.

Foie gras med tilskuere på
Vi glider ned i de mørkerøde armstole ved vores hviddugsbeklædte bord. En tjener skænker vand op i de logoindgraverede, tunge krystalglas, mens en anden tjener forklarer, at køkkenet udsender en fast menu hver aften, men er der noget, vi ikke kan tåle eller på ingen måde kan tvinge i os, så vil de gerne finde på noget alternativt.

Han giver os også vinkortet. Den billigste vin, en Chateau Laroque Saint-Emilion Grand Cru 2003, koster 800 kroner og er ikke inkluderet inklusivi rejsens pris.

Mens vi får serveret forretten, en kastanjesuppe med en velvoksen klump foie gras, kører toget ind i Landskrona og holder ved stationen. Over 200 mennesker vælter frem mod toget med kameraer på stativer om halsen og mobiltelefoner i hånden. De fotograferer os igennem spisevognens rude.

Ved den anden perron holder Lund-Helsingør-toget. Et gråbeige tog oplyst af lysstofrør.

»Så sidder de der og er på vej hjem til Malmø eller Lund, og så sidder vi her og spiser foie gras. Det er da for vildt«, siger fotografen.

De er alle vegne – tilskuerne og naturligvis togentusiasterne – på ruten. Selv ved de mindste trinbrætstationer, langs skinnerne, på broer, til mørket trænger sig ind på dagen, og da lyset atter kaster sig ind over land næste morgen.

»Er det altid sådan her«, spørger vi en af de italienske tjenere.

»Yeeees, always! Nogle gange tigger og beder de, om de ikke må komme om bord. Just one minute, siger de«.

»Og hvad svarer I så«, spørger jeg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, of course«.

Vi får næste ret serveret, en filet af vildt med sauce på multebær og kartofler sauteret i smør og bacon, mens vi kigger ud af vinduet på et forårsforkølet Sverige.

Ved nabobordet bemærker en ældre engelsk herre i kjole og hvidt til sin yngre mandlige medpassager:

»Det var da ikke så stort et beløb, du spenderede i København«.

»No no, men jeg fik da købt en Carlsberg«, svarer den anden, og de læner sig begge tilbage i plyssæderne i fornøjet latter.

Hovedretten bliver ryddet af bordene, og vi bliver spurgt, om vi ønsker et udvalg af franske oste inden desserten.

Mens kaffen bliver serveret i kopper, der – som resten af togets service – er af sprødt benporcelæn fra Villeroy & Boch og lavet eksklusivt til Orientekspressen, går togets chefkok igennem 28 år, Christian Bodiguel, igennem spisevognen.

Iklædt en høj traditionel kokkehue bevæger han sig langsomt fra bord til bord, konverserer venligt, tager imod ros med et lille nik, svarer på spørgsmål og signerer menuer for gæsterne.

Han stiller sig ved nabobordet med de to engelske herrer i jakke og hvidt. De kigger op. Afventende. Ingen siger noget. Bodiguel bøjer sig frem og signerer uden et ord deres menu. Han rækker dem menuen igen.

»Øeh, tak«, siger den yngre mand.

Titanic på hjul

Mens vi bevæger os mod barvognen, som ifølge brochuren skulle være togets festlige centrum med masser af ’razzmatazz’, møder vi Carita og Rolf Blomsterlund, et midaldrende finsk ægtepar, der ejer en æbleplantage i Åland.

LÆS OGSÅ

Efter rejser til Bali, flere luksussafariture i Afrika og krydstogter i Caribien ville de gerne opleve noget nyt, noget anderledes, så deres rejseagent foreslog en rejse fra Venedig til Stockholm med Orientekspressen.

»Det er da en vældig fin tur og en anderledes, langsom måde at rejse på, men jeg er glad for, at vi havde en dag til at strække benene i København, for her er godt nok ikke meget plads«, siger Carita Blomsterlund.

I barvognen, mens tonerne af et babypiano driller vores øregange med klassisk og klassikere, sipper vi gin & tonics og taler med en dansk mand, der har givet turen i fødselsdagsgave til sin 12-årige toginteresserede søn.

»Det er som Titanic på hjul!« siger han, der selv er i krydstogtsbranchen.

Indenfor falder det lyserøde lys tungt på svungne veloursofaer og roser i kunstfærdig opsætninger, mens gadelamper oplyser en cementfabrik uden for togets vinduer.

Et ældre amerikansk ægtepar svinger hinanden rundt i langsom dans, mens de synger med, da vi forlader barvognen og går igennem spisevognene. Her fester en større amerikansk gruppe igennem. En af de smokingklædte herrer i selskabet har iført sig chefkokkens høje hue.

»Oh, aren’t you pretty!« siger en kvinde i selskabet til mig, da vi passerer hinanden i gangen.

Som lovet i brochuren er vores kupeer omdannet fra »daytime seating to a comfortable bedroom«. Sædet er nu en bekvem seng med egyptiske bomuldslagner og et plysset tæppe – naturligvis alt sammen med broderede logoer. Stewarden har desuden lagt en godnatbesked sammen med en æske vodkachokoladeperler fra et fransk kaviarfirma.

Omkring kl. 6.30 giver jeg op. Min søvn er blevet afbrudt flere gange af togets abrupte bevægelser, da det flere gange i løbet af natten satte i gang, stoppede, satte i gang, stoppede.

Kl. 8 serverer Ryszard min morgenmad i kupeen. En bakke med et udvalg af forskelligt brød, diverse marmelader, honning, oste, friskpresset grapejuice, en frugtsalat og en tung sølvkande fyldt med varm kaffe.

Han passerer min kupé efter endt morgenmadsservering.

»Ryszard?«

»Yes, my dear«, siger han og folder hænderne foran maven. Høflig som altid. Med sørgmodigt brune øjne.

»Har du mon et par gode anekdoter? Af den art, du fortæller dine venner om?«, spørger jeg og håber på vilde historier om, hvordan Rolling Stones og et helt harem af hvinende groupier væltede rundt i barvognen til den lyse morgen.

Han trækker på skuldrene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Om rige og berømte mennesker, du ved?«, prøver jeg igen.

»Jeg lægger ikke mærke til, om folk er berømtheder. De fleste rigtigt rige mennesker, de rejser jo ikke med Orientekspressen. De har et privatfly«, siger han, som er det pensum i første klasse af livets skole.

»Vores gæster er primært englændere, hvoraf flertallet er mellem 60 og 70 år gamle. Og også en del amerikanere. De elsker togets historie og måden at rejse på«, slutter han.

Først på formiddagen triller vi ind på Stockholms centralstation, hvor pressen er mødt talstærkt op for at dokumentere den allerførste gang, Orientekspressen befinder sig i Sverige.

Vi stiger af og passerer de øvrige gæster, der kindkysser hinanden til farvel.

Jeg tænker på linjerne, jeg læste til inspiration inden turen:

»… Og dog er romantikken så iøjnefaldende, min ven […]. I tre dage er disse mennesker, som indbyrdes er fremmede over for hverandre, tvunget til at være sammen. De sover og spiser under samme tag, de kan ikke undgå hverandre. Og når de tre dage er overstået, går de hver sin vej og mødes måske aldrig mere«, som monsieur Bouc, en af direktørerne for Compagnie Internationale de Wagons Lits«, siger til den belgiske privatdetektiv Hercule Poirot i Agatha Christies krimiklassiker ’Mordet i Orient-Ekspressen’.

Politiken var inviteret af Venice Simplon-Orient-Expressen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden