Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsning»Luk øjnene. Prøv at visualisere dagens vandretur. Visualiser, at vi nu sidder trygt på et højt plateau med udsigt over havet.
I læ for vinden. Genkald lydene – bølgerne slår mod klipperne, fuglene kvidrer. Genkald duftene – de vilde blomster og den salte luft fra Atlanterhavet. Send en venlig tanke til din krop, som tager dig med på eventyr til nye steder«.
Ordene kommer næsten hviskende og med lange pauser mellem sætningerne fra vores meditationslærer Peter Lykkehus.
Vi sidder 12 mennesker i en rundkreds på et hotel. Med håndfladerne opad prøver jeg at styre mine tanker.
Jeg sender min krop en venlig tanke. Og det er ikke svært at visualisere dagens vandretur på Madeiras blindtarm, Ponta de Sao Lourenco. Ved første øjekast kunne man tro, at man var landet på Færøerne med de stejle, grønne bjergsider, der møder havet med en voldsomhed.
Men med 16-18 grader i skyggen i januar og en sol, der varmer helt ind i sjælen, er stedet Madeira, som deler breddegrad med Marokko.
Den nøgne, vulkanske halvø er et atypisk landskab på det ellers frodige Madeira. Halvøen er præget af størknede lavastrømme i gule og røde nuancer, hvor der ikke desto mindre titter blomster frem i sprækkerne. Havet har taget godt for sig af tuffen og basalten, og flere steder truer de lodrette klippevægge med at give efter for havet.
Udfordrende meditation
Vi er på en rejse med fokus på meditation og vandring kyndigt anført af Kirsten Brandt og med Peter Lykkehus som meditationsunderviser. Dagens vandring over halvøens højderyg har trods enkelte seje trappestier en distance, som kan klares af de fleste. Min iPhone påstår, at jeg går syv kilometer og bestiger 69 etager på dagens vandring.
I løbet af ugen kommer vi til at vandre cirka 60 kilometer – inklusive turene ned til stranden, den lokale café og aftenens jagt efter de bedste og mest charmerende restauranter med friske fisk fra havet.
»Luk øjnene. Tag tre dybe indåndinger.
Sid en stund og væn jer til lydene. Lad tankerne komme – og giv slip på dem uden at vurdere dem. Flyt fokus til fødderne. Slap af i benene. Lårene. Ballerne. Læg opmærksomheden i lænden. Lad afslapningen brede sig op ad ryggen til nakken. Og skuldre. Prøv at slappe af på toppen af hovedet. Panden. Øjnene. Næsen. Munden. Kæben. Slap af i hele ansigtet. Brystet. Og lad det brede sig til hænderne. Prøv at slappe af i hele kroppen«.
Sådan indledes alle vores meditationer. Klokken er 8, og vi mediterer en halv time inden morgenmaden. Man mediterer bedst på en tom – eller i hvert fald ikke fyldt – mave.
Uøvet i meditation har jeg svært ved at følge rejsen rundt i de enkelte dele af min krop. Afslappet bliver jeg dog, og behagelig, monoton meditationsmusik er med til at jage forstyrrende tanker på flugt.
Dagens vandretur er en typisk Madeira-vandring og går langs øens vandingskanaler, levadaer. Kanalerne bringer vand fra øens mere regnfulde midte med næsten 2.000 meter høje bjerge og vildtvoksende skove til sydkystens terrasser med masser af bananpalmer og eksotiske frugter som mango, annona og passionsfrugter.
Madeira har over 1.500 kilometer vandingskanaler, og på en stor del af strækningen er der bygget stier langs kanalerne, så den ansvarlige kanalbestyrer, ’levadeiro’, kan holde kanalerne ved lige og styre vandet i den rigtige retning. Mange steder forsvinder vandingskanalerne ind gennem mørke tunneler – som der er over 40 kilometer af langs levadaerne. ´
På jungleekspedition
Vi kører med bus over højsletten Paul da Serra (1.500 m.o.h.) til Fanal, hvor vi skal følge Levada dos Cedros, en vandingskanal fra 1600-tallet, der snor sig gennem en del af øens oprindelige urskov med mange arter af laurbærtræer.
Det føles næsten, som om vi er på jungleekspedition. Solen kan ikke trænge igennem de ellers spinkle træer, og den fugtige underskov er domineret af bregner, mosser og lav. Vandingskanalen, vi følger, er kun 30 centimeter bred, og den stenede sti endnu smallere, så det er nødvendigt at koncentrere sig om hvert skridt.
Ikke mindst da vi går på en ’Joakim von And i Andesbjergene på jagt efter landsbyen med de firkantede æg’-sti. Med andre ord: Vi går på en smal klippehylde med en lodret afgrund til den ene side og til den anden en lodret klippevæg, som græder og oversvømmer vandingskanalen og den smalle sti.
Pludselig får vi øje på solens stråler foran os. Et klippefremspring er lavet om til en udsigtsterrasse, og på et øjeblik går vi fra mørk underskov til solbeskinnet helikopterperspektiv med udsigt over grønne bjerge og kløften Ribeira da Janela. Perfekt sted til madpakke og meditation.
