Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Temarejser

Vandring, kajak eller klatring i Norge? Sådan finder du størst ro i sjælen

Storslåede fjorde, barske tinder og tre dages strabadser ved Ålesund giver sved på panden og fred i sjælen.

Temarejser

Fjeldet ved Åndalsnes er dækket af græs, lyng og småplanter, der tvinger sig op mellem klipper og sten.

Omkring en kilometer nede skærer Romsdalsfjorden sig igennem landskabet.

Et krydstogtskib ligger for anker langs bredden ved en samling huse.

I det fjerne er tinderne dækket af mørke skyer. Men med ét glider de fra hinanden og blotter de snehvide toppe.

Solen giver et øjebliks varme til den trætte krop. Kort efter trækker den hårde blæst skyerne sammen igen, og de trekantede spidser forsvinder.

Vi er i Norge, cirka 400 kilometer nordvest for Oslo, i Loen. Det er fjordenes og fjeldenes land, og vi står på toppen af et af de mange fjelde efter seks-syv timers strabadser.

Først nærmest lodret klatring på bjergvæggen. Så en angstprovokerende tur over en gyngende 120 meter lang hængebro omkring 160 meter over skarpe klippeformationer.

Og nu. Nu er vi på toppen af Hoven-fjeldet i 1.010 meters højde. Der er aldrig stille heroppe. Det er, som om fjeldet lige puster sig op og viser, hvem der bestemmer, når man endelig står her. Blæst bagover af vinden. Men også blæst bagover af skønheden. Grønne og grå farver. Det blågrå hav dybt nede, hvor man knap kan ænse krusningerne på overfladen. Og fjeldtoppe, så langt øjet rækker.

Men hvor længe bliver man egentlig stående her? Nu er vi på toppen. Er det så bare ned igen og hjem til hotellet? Teksten fra den gamle Shubidua-sang dukker pludselig op.

’Står på en alpetop, kigger på det sner, nu er jeg endelig kommet helt herop, hva’ fa’en sku’ jeg egentlig her?’

Men langsomt kommer følelsen af ro snigende, i takt med at jeg drejer kroppen en hel omgang og betragter omgivelserne.

Populær vandretur

Politiken er på en strabadserende tredages tur i de stejle, smukke og – ja – bjergtagende norske fjelde ved Ålesund. Vi skal vandre på Romsdalseggen. Vi skal klatre ved Loen. Og vi skal sejle i kajak på Geirangerfjorden, der er på Unesco’s liste over verdensarv, der skal beskyttes.

Til området kommer årligt op mod 300.000 turister, hvoraf langt de fleste er nordmænd. Størstedelen kommer for at vandre, og området rummer i hundredvis af ruter af vidt forskellig sværhedsgrad.

Men den planlagte tur vil give ekstra meget sved på panden. Man skal være i god fysisk form til at gennemføre programmet, der rangerer fra ’mellem’ til ’ekspert’-niveau. Og man skal ikke lide af højdeskræk.

Så det er med let bange anelser, at jeg sætter mig i flyvemaskinen fra Kastrup mod Ålesund. Ganske vist er jeg i fortrinlig fysisk form, men jeg har aldrig – som i aldrig – klatret og vandret i bjerge før.

Jeg er taget med på turen, fordi jeg finder ro i fysiske strabadser. Når kroppen og musklerne er under pres, forsvinder hverdagens to do-lister, møder uden konklusioner og ulæste mails som dug for solen.

Mon det også sker i de norske fjelde? Mon jeg finder roen? Vi må se.

Første dag af tre starter med regn. Vejret i de norske fjelde er omskifteligt her i juli måned. Det ene øjeblik sol og over 20 grader, det næste øjeblik kan mørke skyer trække sig sammen og kaste voldsomme byger ned.

Derfor er det afgørende at have vand- og vindtæt tøj med plus flere tynde lag, så man kan justere efter vejret.

Vi skal i dag vandre og klatre en af mest populære ture i Norge. Romsdalseggen er nemlig både smuk og nemt tilgængelig og har hvert år besøg af tusindvis af turister. Men der er ikke mange andre på fjeldet her klokken 7.30.

Heldigvis stopper regnen, netop som opstigningen begynder. Noget af det mest fascinerende ved at vandre op i fjeldene er, hvordan naturen ændrer sig i takt med højdemeterne. I bunden er der frodigt. Gule og hvide blomster titter frem, en bæk skyller stenene våde og glatte. Her er lave birketræer, fugtigt mos og en duft af sommerregn.

Efter en times vandring er landskabet totalt forandret. Jorden er tør, træer er der ingen af, og sten og klippestykker ligger strøet omkring os.

Da det bliver meget stejlt, gælder det om at tænke sig om, når foden sættes mod klippen. Nogle er glatte, andre stykker sten ligger løst og er en udfordring for balancen.

Vi halvt kravler, halvt klatrer op ad bjergsiden, som nu kun består af sten. Her og der ligger en klat sne. Vi går midt i skyerne nu.

Pludselig lysner det, solen og varmen kommer.

Ved toppen er vi steget omkring 900 meter op. Frokosten spiser vi siddende blandt klippestykker og lyng med udsigt ned mod dalen, hvor en elv bugter sig gennem landskabet omkranset af grønne marker.

Med pauser varer dagens udflugt knap syv timer, før vi i dalen kan løsne vandrestøvlerne, trække de svedige sokker af og blotte vores fugtige rosintæer. Vi har brugt mange kræfter. Lår og lægge er ømme.

Ro i kajakken

Næste punkt på programmet sender os ud på to timers kørsel og en tur med en lille færge.

Så ankommer vi til Geirangerfjorden, som flere hundredtusinde turister hvert år besøger for at opleve den storslåede natur.

Fjeldsiderne står flere hundrede meter lodret op fra det dybblå hav. Utallige små og store vandfald vælter ned fra højderne, hvor grønne plateauer med gamle vejrbidte træhuse vidner om, at der engang var landbrug deroppe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stejle asfalterede veje med hårnålesving fører dig væk fra fjorden mod tinderne og vækker med stigninger op mod 10 procent minder om en bjergetape i Tour de France.

Langs bredden ligger hytter og campingområder, og på en lille bro har en ung nordmand med en fiskestang netop hevet en næsten meterlang torsk op af vandet.

Næste morgen møder vi op ved vandkanten ved byen Geiranger i bunden af fjorden. En instruktør tager sig god tid til at forklare alle, hvordan man kommer frem i en kajak på sikker vis.

Vi får redningsveste på, går to og to om bord i kajakkerne og tager de første tag med pagajen.

Jeg lægger mærke til stilheden. Larmen og stemmerne fra bredden er væk. Langsomt forsvinder lyden af snak og biler i baggrunden. Her er der fred og ro.

Nu er der kun lyden af pagajen i vandet og det strømlinede fartøj, der skærer gennem den sorte og blanke overflade.

Det her er ikke en eller anden vandpyt som søer i Danmark. Under os er 250 meter vand og et væld af fiskearter med flere meter lange og flere hundrede kilo tunge helleflyndere som de mest imponerende.

Vi kommer forbi ’De Syv Søstre’, som er syv vandfald, der ved siden af hinanden risler ned over fjeldsiden og farver granitten mørkere.

Vi sejler et par timer i stille tempo, inden vi går i land og tager hul på en tre timer lang vandretur tilbage mod Geiranger.

Klatring ad jernvejen

Tredje og sidste dag skal vise sig at blive den fysisk mest krævende. Minibussen bringer os til Loenfjorden, hvor vi med udgangspunkt i den lille by Loen skal prøve kræfter med en ’via ferrata’, som direkte oversat betyder jernvej.

Og det er præcis, hvad det er. En tyk stålwire leder op mod Hoven i cirka én kilometers højde.

Den giver personer, der ikke er bjergbestigere, mulighed for at klatre nogle stejle – visse steder lodrette – ruter, som normalt er forbeholdt få erfarne klatrere.

Princippet er enkelt: Vi får hjelm og sele på med to karabinhager, som vi bruger til at holde os fast til stålwiren, der er fæstnet til fjeldsiden med få meters mellemrum.

Én regel er helt afgørende at huske. Der skal altid være en karabinhage fæstnet til stålwiren, så man i tilfælde af styrt højst svæver et par meter ned til næste sikring. Og ikke bliver knust mod klipperne.

Vi kommer hurtigt ind i en god rytme, hvor vi først flytter en karabinhage forbi næste sikring, så flytter vi den næste, og derpå klatrer vi en håndfuld meter op, før processen gentager sig. Sved på panden får vi øjeblikkeligt. Det her er hårdt. Det går sine steder lodret op, og højdeskræk skal man ikke lide af, når man hænger i en stålwire på en stejl bjergside 500 meter over fjorden.

Vi bruger cirka fire-fem timer inklusive frokost på at nå toppen, før vi vandrer ned ad en anden og mere magelig rute.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi tomler den på vej tilbage til Loen og bliver samlet op af en nordmand i en åben bil. Han snakker løs om Norges økonomi, og hvor vi mon kommer fra. Jeg hører ikke efter, men lader min engelske klatremakker stå for den høflige konversation. For freden og roen har indfundet sig. Væk er stress. Nu er der kun udmattelsen, de varme kinder og de ømme ben. Det er skønt.

Jeg har vandret. Jeg har sejlet. Jeg har klatret. Og det var faktisk på den allermest stejle bjergside her mod slutningen af turen, at roen og freden er størst.

Der er ikke tid til at tænke på ulæste mails og lange møder, når man hænger der og dingler flere hundrede meter over vandspejlet. Heldigvis.

Politiken var inviteret af Visit Norway.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce