VULKANKANT. En gåtur på Deception Island på Antarktis indeholder en tur gennem vulkanaske.
Foto: Janus Engel

VULKANKANT. En gåtur på Deception Island på Antarktis indeholder en tur gennem vulkanaske.

Temarejser

Tag på vandretur på det yderste af verdens koldeste kontinent

En vandretur på det yderste af Antarktis kræver en vis portion mod; ikke mindst hvis turen skal afsluttes med en dukkert i Sydpolhavets iskolde vand.

Temarejser

I gåsegang vandrer en lang række blåklædte vandrere i dyb sne langs vulkankanten på Deception Island i Antarktis.

Et forkert skridt, og man risikerer at glide ned ad skrænten og havne i Bransfield-strædets iskolde vand. Forsigtigt sætter vi foden i den forangåendes fodspor, mens vi prustende og stønnende stolprer opad.

Målet er det 160 meter høje forbjerg Baily Head på øens østligste punkt fire kilometer fra Whalers Bay, hvor ekspeditionsskibet ’Fram’ har lagt til og sejlet passagererne i land i små polarcirkelbåde.

’Fram’ har transporteret os fra verdens sydligste by, Ushuaia, i det argentinske Ildlandet på den sydlige spids af Sydamerika, og via det 1.000 kilometer brede Drakestræde er de 224 passagerer fordelt på 24 nationaliteter nået frem til verdens sydligste, koldeste, tørreste og reneste kontinent.

Under det 10 dage lange ophold skal vi ikke alene observere dyreliv og natur fra dækket, men også opleve kontinentet på nærmeste hold ved at sejle i kajak, overnatte i telt i sneen og vandre en række længere og kortere ture. Vandringen til Baily Head er både den længste og hårdeste.

Deception Island er en aktiv vulkan og formet som en hestesko. Tidligt om morgenen er ’Fram’ sejlet gennem den smalle åbning Neptune’s Bellows og ind i hesteskoen eller øens indre farvand, Port Foster.

Om formiddagen har vi lagt til ved Telefon Bay. Her har vi testet vores vandreevner på en forholdsvis kort rute gennem vulkanaske og slagger med en enkelt stigning på 300 meter. Der har nærmest været tale om en spadseretur, og den har bestemt ikke taget modet fra os. Om eftermiddagen venter Baily Head.

Overlevelsesudstyr

På strandbredden ved Whalers Bay briefer ekspeditionsleder Line Overgaard os om stedet og vandreturen, hvor vi ud over hende er ledsaget af de arktiske naturguider Yann Rashid og Mattias Henningsson:

»Først skal vi bestige to bakker bestående af aske og derefter gå rundt om et vulkankrater til Baily Head og tilbage igen. Hele tiden holder vi sammen. Yann og jeg går forrest, mens Mattias udgør bagtroppen. Vi holder regelmæssigt pauser, så I kan puste ud«.

At vandreturen ikke kan sammenlignes med en løbetur rundt om Søerne i København eller i Marselisborg Skovene ved Aarhus, illustreres af Mattias’ tunge oppakning. Sidstemanden har proviant med til fem timer, en ishakke, bivuaktelte og en radio, mens Yann har en båre i sin oppakning. Overlevelsesudstyret skal i brug, hvis vi pludselig bliver overrasket af uvejr og ikke kan komme tilbage til ’Fram’, eller en deltager bliver udsat for et uheld.

Allerede efter bestigningen af den første askebakke hagler sveden af Deres udsendte. Den antarktiske sommer kan faktisk være varm, ikke mindst når man er iklædt termoundertøj og flere lag ovenpå. Heldigvis holder Line Overgaard en pause allerede på den anden askebakke for at fortælle lidt om Whalers Bay.

»I begyndelsen af det 20. århundrede var bugten centrum for hvalfangst, fordi skibene kunne ligge i læ her. Hvalfangerselskabet Hektor etablerede en fabrik på land. De smeltede hvalspæk til olie. Kadaverne blev smidt i vandet, og det anslås, at der ligger 3.000 i bugten«, siger Overgaard.

Måske er det årsagen til, at der stinker, eller også er det gasser fra vulkanen.

Derefter forcerer vi en høj skråning dækket af sne, inden vi når op til vulkankanten. For at dulme højdeskrækken diskuterer min sydafrikanske medvandrer René Fouché og Deres udsendte den politiske situation i dagens Sydafrika. Vi er enige om, at landets nuværende præsident Jacob Zuma aldrig bliver en ny Nelson Mandela.

»Mine døtre, Chloe på 22 og 29-årige Monique, og Moniques kæreste, Alex, er også med på vandreturen, men de er oppe foran. Min hustru Alice foretrak at blive nede på stranden. Turen til Antarktis er opfyldelsen af min drengedrøm, og vi er ikke bare på sightseeing, men afprøver egne grænser«, fortæller René Fouché.

Pingvintyveknægte

Hyggesnakken får næsten Deres udsendte til at glemme, at det går stejlt ned mod Baily Head. På de sidste par hundrede meter bliver egne grænser virkelig afprøvet, da vi balancerer helt ude på vulkankanten. Flere hundrede meter under os buldrer det iskolde vand mod øens klipper.

På Baily Head bliver vi modtaget af en infernalsk larm. Forbjerget er hjemsted for fire-fem kolonier med cirka 100.000 rempingviner, som dog har fået selskab af andre pingvinarter samt fuglene kappetrel, brun storkjove og gulnæbbet skedenæb. Normalt stinker en pingvinkoloni forfærdeligt, men her bærer vinden fra, så vi slipper for stanken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til gengæld bliver vi vidne til et blodigt pingvinslagsmål. To pingviner tumler rundt og hakker løs på hinanden, mens de hyler og skriger. En af pingvinerne snubler og afslører, at den er helt blodig på ryggen. Til sidst undslipper den, mens vinderen vender tilbage til sin rede bygget af småsten.

En af skibets eksperter, Steffen Biersack, har under et af sine foredrag på ’Fram’ fortalt, at pingviner normalt er tro, »så længe de kan finde hinanden, og parringen er en succes. Alle pingviner har imidlertid kriminelle tendenser og stjæler redesten fra hinanden. De er en samling tyveknægte« ifølge Biersack.

Turen tilbage føles meget nemmere og hurtigere, og på den sidste snebakke kommer legebarnet op i alle aldersgrupper. Vi glider ned på rumpen under megen råben og skrigen, og flere er endog så kåde, at de løber op igen for at tage endnu en tur.

Det bliver dog hurtigt en kold fornøjelse, når sneen kommer inden for termoundertøjet under glideturen, men det skal snart blive endnu koldere.

Antarktisk bad

Nede på stranden venter skibslægen, Zaida Licona Peralta, nemlig med håndklæder og en formular, hvor hun registrerer de personer, som har lyst til skylle sveden af efter vandreturen og tage et bad i bugten.

Forbavsende mange smider tøjet, men har forberedt sig på svømmeturen og har allerede badetøj på under termoundertøjet. Det tager imidlertid sin tid at komme af støvler, overtrækstøj og undertøj. Alt sammen for at vi kan få et certifikat, som dokumenterer, at vi har badet i »Antarktis’ iskolde bølger«.

For at få beviset skal man så langt ud, at man kan kaste sig i bølgerne og få hovedet under. De sydafrikanske piger Chloe og Monique Fouché løber ud i vandet under høje skrig, mens tyske Wilfried Pieth med det hvide vikingeskæg vandrer adstadigt rundt på stranden, inden han dykker og ikke bekymrer sig om, at der efterfølgende ikke er flere tørre håndklæder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter det kolde gys under vandoverfladen er det svært at holde balancen, når man endelig kommer på benene igen. Endnu sværere er det at få tøjet på med rystende hænder og klaprende tænder.

Tilbage på ’Fram’ er badegæsterne imidlertid ikke til at skyde igennem, da vi får udleveret vort certifikat, som dokumenterer, at vi har badet i Whalers Bay med en vandtemperatur på 1,9 grader og en nordvestlig vindstyrke på 4,1 sekundmeter.

Politiken var inviteret af Hurtigruten.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden